Sikkert og roligt nærmer Karel Simka sig toppen af klippen ved Grosse Felsengasse-stien i Naturpark Zittauer Gebirge, mens vi ængsteligt følger hans vej mod toppen. Simka er imidlertid en erfaren bjergklatrer og når hurtigt toppen og pakker sit grej sammen.
»Jeg kommer fra Prag og tager hvert år til Zittauer Gebirge for at klatre. Mange af mine landsmænd har købt sommerhus her i bjergene, fordi det er så godt klatreterræn«, fortæller Karel Simka og fortsætter:
»Selv er jeg klatret op her ved Taube (Duen, red.), der er en høj klippe formet som en fugl. Jeg har nok besteget de sidste 60-70 meter. Nu skal jeg skrive mit navn, datoen, og hvilken rute jeg har valgt op til toppen, og anbringe oplysningerne i metalboksen derovre. Jeg har lidt travlt, for jeg skal mødes med min hustru på restauranten Gaststätte Töpferbaude Oybin og spise frokost med hende«.
Med rygsækken på plads haster Karel Simka mod udsigtspunktet Scharfenstein, der er 569 meter højt og kaldes for Lille Matterhorn. Udfordringen med at bestige Scharfenstein gemmer Karel Simka dog til en anden gang, for nu gælder det hustruen og indtagelsen af kogt svinetunge med kartofler og smørsovs på Gaststätte Töpferbaude Oybin.
Eventyr i sandsten
Naturpark Zittauer Gebirge ligger i det sydøstlige hjørne af det hedengangne DDR på grænsen til Polen og Tjekkiet i den tyske delstat Sachsen.
Vi er ankommet et par timer før med damptog på smalsporsjernbane til landsbyen Oybin, hvor Hans-Gert Herberg, leder af naturbevaringscentret Zittauer Gebirge, tager imod os. Centret holder opsyn med stisystemet, skoven og afholder kurser om miljøbeskyttelse.
»Naturparken handler ikke kun om miljøbeskyttelse, men er også et eldorado for friluftsliv. Her er anlagt vandre-, ride- og cykelruter, og så kan man svømme eller surfe i søerne«, fortæller Hans-Gert Herberg, mens vi går ind i skoven ad Bürgerallee.
Naturpark Zittauer Gebirge er på 113 kvadratkilometer og består af skov, søer, enge, tørvemoser og selvfølgelig bjerge med masser af sandstensformationer og vulkanske højdedrag dannet for millioner af år siden.
Moder Natur har været i sit humoristiske hjørne, da hun formede klippeformationerne. De har ikke alene navne som den jernfarvede Kelchstein (Bægerstenen), Taube (Duen), Brütende Henne (Rugehønen), Muschelsaal (Muslingeskal), Elefantenstein og Sphinx, men de lever også op til navnene og ligner dyr og genstande. Et eventyr i sandsten.
De mange spændende og sjove klippeformationer har gjort bjergklatring til den helt store friluftstradition i Sachsen. I Naturpark Zittauer Gebirge er 114 tinder og over 200 klatreruter i forskellige sværhedsgrader markeret.
Klatring en familiefornøjelse
Naturpark Zittauer Gebirge er endda kun det næstbedste klatreområde i Sachsen. Nationalpark Sächsische Schweiz er et sandt paradis for ikke alene klatrere, men også vandrere. Nationalparken består af to dele. Den østlige ligger omkring byen Bad Schandau tæt ved grænsen til Tjekkiet, hvor den fortsætter under navnet Nationalpark Böhmische Schweiz (Národní park Ceské Svýcarsko).
Nationalpark Sächsische Schweiz’ anden del ligger ved den lille kurby Rathen, som er tættere på Sachsens hovedstad, Dresden, og kan nås med cykel, tog eller dampskib fra Dresden, hvis man ikke vil køre i bil.
Vi tager S-banen fra Dresden til Kurort Rathen og derefter trækfærgen ’Bergland’ til nordbredden af floden Elben. En to minutters sejltur. Ved ankomsten til Rathen tager Peggy Nestler imod os ved Hotel Amselgrundschlösschen. Hun arbejder for nationalparkens turistorganisation og skal føre os op til Bastei, den mest berømte klippeformation i Sachens Alper.
Peggy Nestler er ikke alene en vidende guide, men også et godt eksempel på, at bjergklatring er en tradition og den helt store fritidsfornøjelse i Sachsen. Alene i nationalparken er der 1.106 fritstående sandstenstinder, og der er 21.000 klatreruter.
»Jeg kom hertil for 12 år siden fra Erzgebirge (bjergområde sydvest for Dresden, red.), netop fordi jeg er bjergklatrer ligesom min mand. Jeg har besteget omkring 400 bjergtoppe i parken. Rathen har 300 indbyggere, og her tager familier på en klatretur, akkurat som I tager på en cykeltur i Danmark«.
»Vi har to børn på 9 og 12 år, og hvis min mand og jeg trænger til at stresse af, siger vi til dem, at vi klatrer en times tid. Vi har faktisk en klippe i baghaven, som vi har besteget mange gange«.
Farligt kan det være at forsøge sig som bjergklatrer. Ifølge Sächsischen Bergsteigerbund mister mindst én klatrer årligt livet i Sächsische Schweiz, og i de seneste 4 år har 15 mistet livet enten ved at klatre eller på grund af uforsigtighed på vandrestierne.
Teaterklipper
Da jeg ikke fri for at lide en smule af hypsofobi eller højdeskræk, holder vi os til vandrestien op til Bastei, selv om Peggy Nestler forsikrer, at »folk, der klatrer første gang, bliver som regel kun bange, hvis de kigger ned, for så opdager de, hvor højt oppe de er. Hvis de bare kigger opad, er de normalt o.k. Selv har jeg aldrig været bange«.
Den påstand tror jeg ikke på, så vi bliver på stien, som vi i modsætning til Naturpark Zittauer Gebirge ikke har for os selv. Peggy Nestler fortæller, at syv millioner årligt gæster Nationalpark Sächsische Schweiz’ to områder, og en million når til Bastei. Langtfra alle benytter sig af vandrestien, som ikke er den nemmeste, fordi der er mange trin, men går til Bastei-klippen fra en nærliggende parkeringsplads.
Efter bare få minutters gang støder vi på de første tre klatrere, som kæmper sig op mod toppen af klippen Mönch (Munken). Peggy Nestler har selvfølgelig besteget Mönchstein, som den også kaldes, adskillige gange.
Endelig når vi toppen 305 meter over havets overflade og 194 meter over Elben og forstår, hvorfor Bastei og klippelandskabet har været en turistattraktion i over 200 år. I 1824 konstruerede man en træbro mellem flere af klippetoppene, og den blev i 1851 erstattet af en 76,5 meter lang sandstensbro.
Fra broen er der ikke alene en enestående udsigt over klipperne, som blev skabt for en million år siden ved vanderosion, men man kan også se Lilienstein-bjerget, som ligner Taffelbjerget ved Cape Town i Sydafrika, og borgen Königsten, hvis historie kan spores 750 år tilbage.
»Udsigten har inspireret mange kunstnere, bl.a. jeres egen H.C. Andersen og landskabsmaleren Caspar David Friedrich, som fandt motivet til sit berømte oliemaleri ’Felsenschlucht’ fra 1822-23 netop her«, fortæller Peggy Nestler og tilføjer, at Caspar David Friedrich har en en dansk forbindelse. Han studerede på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1790’erne.
Kunstnere flokkes fortsat ved Bastei ikke mindst på friluftsscenen Felsenbühne ved foden af klipperne. Friluftsteatret har 1.800 tilskuerpladser, og i 2019-sæsonen opføres over 80 forestillinger lige fra musicalen ’Hair’ til Carl Maria von Webers romantiske opera ’Der Freischutz’ (’Jægerbruden’) og børneforestillinger som ’Snehvid og Rosenrød’.
Peggy Nestler er mere til naturens forestillinger, og på vejen ned udpeger hun klippetoppen Talwächter (Dalvogteren) og fortæller, at den har hun også besteget mange gange, fordi klippetoppen ligger tæt på hendes hus:
»Ved juletid klatrer vi derop med et juletræ og placerer det på toppen. Sådan markerer vi julen i Bastei«.
fortsæt med at læse
