"Jeg er i paradiset!"
Svenske Margaretha var ikke i tvivl, da hun for tredje gang stod på den yderste østersbanke i Vadehavet ikke langt fra Mandøs sydspids og slubrede østers i sig. Tre kilometer var den aldrende dame iført waders vandret ud i Danmarks tredje nationalpark, som de lokale venter bliver indviet til efteråret. Ikke alene for at mæske sig i havets frugter, men også for at få en stor naturoplevelse.
Margaretha er ikke den eneste, som mener, at paradiset eller Edens Have ikke blot har hjemme i Det Gamle Testamente – i hvert fald ikke østersparadiset, for det ligger i Vadehavet. I 4 timer var hun vandret på havbunden uden at blive våd. Den tørre tilstand skyldes ikke alene, at hun fornuftigvis var iført de ikke særlig trendy waders, men også at der var lavvande.
En østerssafari i Vadehavet varer typisk 4-5 timer alt afhængig af vejret, og folk med bare en nogenlunde kondition kan klare turen. Vadehavscentret i Vester Vedsted ved Ribe, som er en af arrangørerne af østerssafarier, har fire kørestole med ballonhjul, så handikap er heller ingen hindring.
"Der er kun én betingelse", fortæller naturvejleder Klaus Melbye og leder af Vadehavscentret, "børn skal være mindst 12 år. Sikkerheden er i højsædet, og jeg plejer at fortælle deltagere, som er lidt nervøse, at jeg har SOK’s (Søværnets Operative Kommando, red.) nummer indkodet på min mobiltelefon, og deres helikopter kan være her i løbet af otte minutter. Men ellers kan alle almindeligt gående klare turen".
Kom på vild safari i DanmarkUd i intetheden
Selvom Klaus Melbye forsikrer, at der maksimalt vil stå 30 centimeter vand, da vi påbegynder sin østerstur ved Sønderenge, tager vi waders på. En østerssafari koster 200 kroner, men så er det også inklusive waders i den rigtige størrelse.
Klaus Melbye var med til at etablere Vadehavscentret i 1992, men den nuværende bygning åbnede først seks år senere. Han er selv uddannet agronom, men det er nu ikke derfor, at de to biologer, Kurt Thomas Jensen fra Århus Universitet og Gunarto Latama fra Indonesien, er med på turen. De skal aldersbestemme østersen, og indoneseren skal forsøge at finde ud af, hvorfor den via Holland og Sild indvandrede Stillehavsøsters vokser langt hurtigere i Vadehavet end i farvandene ved Indonesien.
Biologerne fortaber sig snart i et eller andet på havbunden, mens vi målbevidst sætter kursen "ud i intetheden" mod den første banke to kilometer ude i Vadehavet. Imens fortæller Klaus Melbye historier, som nok kan få en nervøs deltager til at sikre sig, at han nu har sin mobil med, så SOK kan tilkaldes og det helst hurtigere end otte minutter.
"Tidevandet kan stige hurtigt og nå en højde på 1,7 meter. På grund af østenvinden når det næppe mere end 1,3 meter i dag, så selv indoneseren kan vade tilbage. Det er vigtigt, at man kender klokkeslættet for tidevandet eller følges med nogen, som gør. Tågen kan også være farlig, og efter kort tid går man i ring. Vi har fundet lokale, som vandrede stik mod England i tågen. Derfor er det vigtigt at have et kompas eller en GPS med samt kende sin udgangsposition og vejret. Vær ydmyg over for Vadehavet," opfordrer Klaus Melbye og viser trøstende sit kompas frem.
"Bagefter elsker folk dog at sidde ved østersbordet og fortælle, at ’vi fangede selv østerserne, og vi satte livet på spil'."
Havets symaskiner
Pludselig peger Klaus Melbye begejstret mod nordøst, hvor en kæmpestor sølvfarvet computergrafik ruller hen over himlen. Mønstrene skifter ustandselig med lynets hast. Det ene øjeblik er grafikken sølvfarvet, det næste er den sort.
"Det er tusindvis af ryler, som først danner en såkaldt Sort Sol og dernæst en Sølv Sol for at forvirre den vandrefalk, som er på rov. Se nu har flokken på omkring 300.000 delt sig i to. Den lille flok ryler skal forsøge at lokke vandrefalken væk fra hovedflokken. Hvis en ryle kommer ud af flokken, er den færdig akkurat som et flokdyr på savannen i Afrika".
Kort efter er faren overstået for rylerne i denne omgang, og de kan fortsætte deres ædegilde på vadehavsbunden. Når rylerne kommer til Vadehavet, vejer de 42 gram, men efter 5-6 ugers spisning er vægten oppe på 75-80 gram, så de kan klare den videre tur til f.eks. Sibirien.
"Rylerne kaldes også ’havets symaskiner’, fordi de uafbrudt stikker næbbet ned i havbunden for at finde føde. Vadehavet er et af verdens vigtigste spisekamre for 12 millioner trækfugle som ryle, strandhjejle, kobbersneppe, regnspove og mange andre. Der er 160.000 alger per kvadratcentimeter, som er basisføde for snegle, muslinger og orme, som så igen bliver spist af krabber, fugle og fisk. Sælen er sidste og største rovdyr i fødekæden og snupper fisken. Her er lige så meget liv som i regnskoven. Mange af fuglene krydser 20-30 lande. De er virkelig tolerante og globale verdensborgere".
Hård vinter giver østerskirkegård
Så når vi den første banke, som består af blåmuslinger, hvorpå østerserne sætter sig. Den hårde isvinter har taget hårdt på bestanden, og den knasende lyd under vores fødder er en kirkegård af østers- og blåmuslingeskaller. Klaus Melbye anslår, at 60-70 procent af østersbestanden er død i vinterens løb, fordi der ikke løb vand henover dem i isvinteren. Han er dog ikke i tvivl om, at der vil være tilstrækkelig med østers til efterårets sæson. I sommerperioden er det for risikabelt at spise dem på grund af bakteriefaren.
"I 2005 opgjorde man mængden af østers i hele Vadehavet til 1.000 ton. Før isvinteren lå der nok 500 ton ude på den store banke, som er 1.100 meter lang og på størrelse med en fodboldbane. Måske skal der ledes lidt ekstra til efteråret, men østers vil der være nok af."
Biologerne Kurt Thomas Jensen og Gunarto Latama ikke alene bekræfter, at der er masser af levende østers på den store banke, de dokumenterer det også.
"Vi kaster tilfældigt vores ramme ud og tæller så tætheden af østers inden for rammen og skærer dem op for at vurdere deres alder. Vi har fundet fra 32 til 100 levende østers per kvadratmeter, så der vil være rigeligt til efteråret. Den største, vi har set i dag, var på 30 centimeter, men verdensrekorden er 40 centimeter," fastslår Kurt Thomas Jensen.
Selv finder vi skaller på 20-21 centimeter, men det kan ikke imponere Klaus Melbye, som har "haft en på 35 centimeter på tallerknen. Det var en ren bøf."
Østersen vi selv sætter til livs er dog langt fra i den kategori, men den er dejlig frisk med en saltet eftersmag, og Klaus Melbye opildner os til "endelig også at få jomfruvandet med, det er noget af det bedste."
Nå, det skal den flinke mand jo ikke bestemme.
Saml til du skammer dig
At Vadehavet bliver til nationalpark sandsynligvis senere på året glæder naturligvis Klaus Melbye, for "nationalparken er en ramme. Kulturen har hentet sit livsgrundlag herude, og nu smelter naturen og kulturen sammen."
Naturvejlederen er også lykkelig for, at oprettelsen af Nationalparken har sikret, at der ikke bliver opført østersfarme i den danske del af Vadehavet. Klaus Melbye kunne dog godt tænke sig, at beboerne på Mandø måtte udnytte østersen kommercielt, for det vil øge forståelsen for, at det er vigtigt at bevare Vadehavet og samtidig sikre befolkningsgrundlaget på øen.
"En 2-3 mandøboere skulle have lov til at indsamle østers og holde dem i bænke, indtil de skal sælges i restauranter eller butikker. Måske kunne Mandø Kro servere østers i alle mulige anretninger med vin eller champagne til. Problemet er Levnedsmiddelkontrollen, som skal tage stikprøver – både kød- og vandprøver. Kontrollen koster, og derfor skal produktionen have en vis volumen".
Heldigvis berører det ikke østerssamlerne, og deres fangst udgør ingen fare for bestanden. Samlerne må tage så mange østers, de kan bære, og der er kun to betingelser: Østerserne må ikke sælges videre, og samlerne spiser på eget ansvar. Rekorden er ifølge Klaus Melbye 37 kilo, som den østerselskende slæbte ind i en rygsæk. Kun fire gange har der været perler i en østers.
"Deltagerne i østerssafarien får 45 minutter til at samle og eventuelt nyde et glas vin herude. Vi arrangerer 15-20 østersture hvert efterår og vinter med 40 til 50 deltagere. Det er en god ide at medbringe en rygsæk eller spand og handsker, for østerserne kan være meget skarpe. Bæreposer er forbudt, da en pose fyldt med østers skærer hul i vore waders. Flere af turene er allerede udsolgt. Det er især storbyfolk, sjællændere og svenskere, der kaster sig over østersen, men tyskerne er også begyndt at vise interessere."
For Klaus Melbye "er det vigtigste dog ikke, at folk får østers, men at de får en Vadehavsoplevelse."
Kok og restauratør Jan Hurtigkarl fik i hvert fald en oplevelse, da han var på østerssafari, men om det var Vadehavet eller østerserne, som gjorde størst indtryk, skal vi lade usagt. Men da Jan Hurtigkarls gruppe var på vej tilbage til det landfaste Jylland, blev han stående på den yderste banke blandt de slimede delikatesser, og derfor kaldte de andre i gruppen på ham, men Jan Hurtigkarl blev blot stående og svarede:
"Gå I bare! Jeg vil dø herude."
fortsæt med at læse
