Hovsa, der ligger sørme en 1-krone på turbåden ’Frederikke’s dæk. Den kan en nærig vestjyde sagtens bruge, men hvad pokker – 1-kronen er jo støbt ned i dækket.
»Ved en højtidelighed 26. maj 2012 købte Foreningen Arresøfarten ’Frederikke’ for 1 krone af Halsnæs Kommune. Daværende borgmester Helge Friis fik overrakt 1-kronen, men efter at borgmesteren havde forladt skibet, fandt vi kronen på dækket. Vi ved ikke, om borgmesteren syntes, at vi skulle have båden gratis, eller om det kostede mere at bogføre 1 krone. Nu er den i hvert fald støbt ned i dækket, så hvis kommunen får brug for den, kan borgmesteren bare komme og hente den«, siger skipper Ole Jensen.




























