0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sognepræst: Vi er ikke et museum, men en kirke med en historie, der forpligter

Rejsende kommer langvejs fra for at besøge det historiske loft i Gilleleje Kirke.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Lys. Her på loftet gemte mange danske jøder sig i oktober 1943, mens de ventede på at komme til Sverige. I dag er stedet ofte besøgt af flygtningenes efterkommere eller af andre, der interesserer sig for et af de få lyspunkter, der knytter sig til den forfærdelige fortælling om holocaust.

Ferie i Danmark

For et par år siden ringede telefonen hos sognepræst i Gilleleje Kirke, Ulla Skorstengaard. I røret var en ældre israeler, der ville høre om han måtte komme på besøg i kirken og se loftet, hvor over 80 danske jøder gemte sig for Gestapo i oktober 1943.

Han var velkommen efter gudstjenesten, fortalte sognepræsten. Og så dukkede manden op. På sin 70 års fødselsdag. Sammen med sin familie. Han fortalte Ulla Skorstengaard, at han kom til Sverige liggende i sin mors mave i efteråret 1943. Moren havde gemt sig på loftet, inden der var plads i en båd, der kunne sejle hende og hendes ufødte søn over Øresund til sikkerheden i Sverige.

»Tænk at han ville fejre sin fødselsdag her. Det var en meget speciel oplevelse«, siger Ulla Skorstengaard.

Hun fortæller historien på det selvsamme loft. Det er en kold oktoberdag. Og der er køligt på loftet, der stort set ser ud som i oktober 1943. Det er svært ikke at blive bevæget ved tanken om, at her på loftets rå brædder lå mange danske jøder sammenkrøbet, mens de ventede. At de så den samme udsigt over Øresund mod Sverige, som vi kan se denne morgen. At de måske også fornemmede lugten af hengemt loft og stillestående støv under de røde, nøgne teglsten.

Ulla Skorstengaard sætter en tung jødisk chanukah-stage, som kirken har fået foræret af den israelske stat, på et særligt sted på gulvet, der i forvejen er plettet af stearin. Hun stryger en tændstik.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Læs mere