Det er jo ikke hornfiskenes skyld. Og egentlig er det tarveligt, at vi står og taler grimt om dem. Men når jeg nu er taget til Fyn for at prøve noget af ikke bare Danmarks bedste, men også verdens bedste havørredfiskeri – siger de lokale i hvert fald – er det grænseløst generende at se en gruppe lange, slanke, lynhurtige, sølvfarvede skygger jagte vores blink og woblere, hver eneste gang vi har kastet ud. Havørrederne har ikke en chance for at komme til hugget. Heldigt for dem, uheldigt for os.
Vi har også alle odds imod os – fiskeguiden Claus Eklundh og jeg – når det kommer til havørredfiskeriet. Ikke bare blæser det op til ni sekundmeter, hvilket begrænser udvalget af fiskepladser, men på grund af det varme forår vrimler vandet med fødeemner, konkurrencen til vores agn er altså pludselig forøget, og så er mængden af hornfisk i det tidlige maj så massiv, at det måske er det værste tidspunkt at afprøve det berømte fynske havørredfiskeri på.
»Hvis havørreden ser, at der i forvejen er fem hornfisk efter vores blink eller wobler, kan det godt være, at den tænker: Okay, jeg prøver et andet byttedyr«, siger Claus Eklundh, der så ellers forbarmer sig og tager de allestedsnærværende næbdyr i forsvar.
»For mange af dem, der er ude at fiske for første gang, er hornfisken en nem og sjov fisk at fange«, lyder det, inden den også madglade fiskeguide fortaber sig i, hvor velsmagende en hornfisk er, hvis man varmryger den og laver rillette med krydderurter og cremefraiche og så i øvrigt finder noget godt rugbrød ...
