Tåsinge har slået Toscana. Nice er passeret af Nibe, og Mariager har sat Málaga på plads. I hvert fald når det gælder vort forbrug med betalings- og kreditkort i uge 29, bruger vi flere penge på hjemlige attraktioner frem for de store, internationale turistdestinationer.
I takt med at samfundet åbner i forbindelse med coronakrisen, svinger danskerne Visa/Dankortet mere og mere, og det kommer især danske virksomheder og attraktioner til gode, ikke mindst i uge 29 ifølge kortudbyderen Nets, som hver uge tager temperaturen på danskernes forbrug i deres såkaldte business-barometer.




























