Vi har et mål, min datter og jeg: At kysse Jellingstenene med Hærvejens grus i støvlerillerne. Der er under en time igen, men vi er trætte. I løbet af en uge har vi vandret fra Viborg til Jelling. Det er godt 150 kilometer, hvis man som os går forkert i ny og næ.
Nu er det altså sidste dag på vores mor-datter-tur, og vi slæber os af sted, vandrer ofte forkert, ser køer, blomster, firkanter af landbrug, som ikke ligger på ruten. Slidmærkerne på hofterne gnaver, bæretasken er tung. Det er hårdt sådan at vandre med en tumling og en bærestol på 20 kg. Skifte ble i vejkanten, slå børnesoveposen ud på forskellige herberger. Jeg kan mærke Aviayas lille krop blive tung af søvn.
Vi er der om 3 kilometer. Det føles langt væk.
Tro mig, hjemmefra har jeg overvejet mange gange, om det er lidt crazy at tage sit barn med i en bærestol og gå så langt. Men underligt nok er det noget af det mest givende. Aviaya holder nemlig øjnene på stien og tanken på nuet. Hun spørger: Hvad er det? Peger, synger, griner, insisterer på at tage del i omgivelserne. Det gør oplevelsen intim, tæt.
