Sidste stop på håndtegnerens tre dage lange dannelsesrejse var Fur, som trods sin beskedne størrelse har så meget at byde på, at vi var nødt til at prioritere, da vi kun skulle være på øen en enkelt dag.
Vi kunne have prioriteret Fur Museum, som med sin samling af 55 millioner år gamle fossiler fra moleret, som øen er berømt for, ville være et oplagt besøg. Et museum, der er så specielt, at det tiltrækker gæster fra hele verden. Og et museum, hvis leder, museumsinspektør John Brinch Bertelsen, er berømt, dels fordi han er meget karismatisk, dels fordi han er blind, men alligevel tilbyder ture rundt til Furs seværdigheder med sig selv som guide. Af sikkerhedsmæssige årsager har han dog en chauffør til at styre bussen.
Den oplevelse kunne vi have haft, hvis vi ikke skulle prioritere benhårdt.
Så i stedet blev det til en tur til Fur Bryghus.
Unge Benny Kjølhede, videojournalistpraktikanten, der sad på bagsædet umiddelbart bag håndtegneren og mig, mente i øvrigt også, at han efter snart tre dage med os havde oplevet de fossiler, han skulle opleve.
Vi havde forladt Viborg om morgenen og var kørt langs Limfjorden til Hvalpsund, hvorfra vi tog færgen til Sundsøre i Salling. Vi kunne have taget en mere direkte vej fra Viborg til Skive og direkte op til Fur-færgen, men ruten via Hvalpsund er smukkere, og hele rejsen handlede som tidligere nævnt om at åbenbare den jyske skøn- og storhed for Roald.
Så vi havde to færgeoverfarter på en dag. Fur-færgen tangerede med kun 3-4 minutters overfartstid rekorden fra Mellerup-færgen over Randers Fjord dagen forinden. Trods den korte tur har de ombordværende furboere tid nok til at tjekke, om der er politibiler med, så de kan sende beskeden ’Husk selen’ til hele øsamfundet.
Udsigt til wienerschnitzel
Vi indlogerede os på Fur Færgekro, hvor vi blev vel modtaget af krofatter Torben Rasmussen, der straks serverede en kande kaffe og desuden fortalte os lidt om seværdigheder og om sammenholdet på Fur, der har 800 indbyggere, hvoraf de fleste ligesom Torben og hans kone Mette er tilflyttere. Da han hørte, at vi skulle lave noget rejsereportage, sagde han straks : »Nå, men så skal I da over og besøge John på museet«.
Nej, det skulle vi så ikke, forklarede vi, og Torben kunne sagtens se ideen i at prioritere bryggeriet, hvor han selvfølgelig også vidste, hvem vi skulle tale med.
»Spiser I her i aften?«, ville han vide og stak os et menukort, som straks fik humøret til at stige. Det viste sig nemlig at omfatte wienerschnitzel, som vi havde talt en del om på turen – lige indtil Roald og Benny forspiste sig i Elvis Presleys favoritretter på Memphis Mansion i Randers.
»Er jeres wienerschnitzel lavet på kalvekød?«, ville jeg vide.
»Nej, på svinekød. Men den er god – og med dreng«, svarede Torben.
’Dreng’ er betegnelse for citronskiven med ansjos, kapers og peberrod, som placeres øverst på schnitzlen. Hvorfor det lige hedder ’dreng’, har ingen kokke eller restauratører endnu kunnet fortælle mig.
»Er din stegte rødspætte værd at spise?«, ville Roald vide.
»Ja, selvfølgelig«
»Så tager jeg sådan en«.
»Skal du have rødspætte? Vi har jo talt om wienerschnitzel hele tiden«, sagde jeg.
»DU har talt om wienerschnitzel. Jeg vil have rødspætte«.
Benny valgte en entrecote af Himmerlandsfilet. Han var atter klar til tunge retter.
»Og hvor skal I hen efter bryghuset? I skal vel forbi Bette Jenses Hyw og se, om gelænderet er sat op?«.
»Gelænderet?«
Bette Jenses Hyw er et af de højeste punkter på Fur og desuden en gravhøj. Der går en trappe op til toppen, men Slots- og Kulturstyrelsen, som har ansvaret for gravhøjen, ønsker i modsætning til furboerne ikke et gelænder, fordi det efter deres mening skæmmer. Så furboerne har etableret en gelænderbande, der sætter gelænderet op, hvorefter Slots- og Kulturstyrelsen kommer og piller det ned, hvorefter gelænderbanden ... o.s.v.
Trappen, der fører op til Bette Jenses Hyw. Her med gelænder. Men det er kun et spørgsmål om tid, før det pilles ned, sættes op igen, pilles ned o.s.v.
Det har stået på i flere år. Senest er Slots- og Kulturstyrelsen så kommet med et kompromis, der går ud på at sætte en bredere trappe op. Men stadig uden gelænder.
Så den årelange kamp kan fortsætte.
Og naturligvis skulle vi senere på ruten forbi Bette Jenses Hyw.
Politiken / Gorm Vølver / Roald Als / Benny Kjølhede / Henrik Haupt
Furs samlingspunkt
Men første stop var den måske mest besøgte turistattraktion på øen, Fur Bryghus, der har eksisteret siden 2004 og selv mener at være et af de første mikrobryggerier i Danmark.
Det var den fremsynede iværksætter Mogens Fog, der tog initiativet til mikrobryggeriet, fortalte Fur Bryghus’ forretningsfører, Per Møller Kristensen, der havde lovet at vise os rundt på bryggeriet.
»Fog overtog stedet i 1997, men i mange år vidste han ikke rigtig, hvad det skulle bruges til. I 2003 blev han og konen, Mildred, enige om, at de ville indrette et mikrobryggeri, selv om det på det tidspunkt ikke rigtig havde vundet indpas i Danmark. Og det var jo rigtigt set«, konstaterede Per.
Han fortalte, at det samtidig var vigtigt for parret, at der blev skabt aktivitet i området, og at furboerne havde noget at samles om.
Og det har de i den grad fået. Ud over selve bryggeriet indeholder bryghuset en stor restaurant med servering ude og inde, mødelokaler og et stort festlokale, og året rundt holdes der masser af koncerter, som ikke kun trækker folk til fra øen, men også fra fastlandet. I november kommer for eksempel Hanne Boel og Søs Fenger og giver koncerter.
Det var også vigtigt for nu afdøde Fog, at alt arbejde i forbindelse med byggeri og vedligeholdelse skulle udføres af lokale håndværkere, fortalte han.
»Ovre hvor jeg kommer fra, har vi et begreb, der hedder moms, men det er vel ikke noget, jeres håndværkere kender til«, sagde Roald, der gerne ville have bekræftet endnu en af sine mange fordomme om folk, der bor i provinsen.
Per svarede ikke, men kiggede overbærende, nærmest træt, på ham.
»Nu vil vores brygmester, Flemming Asmussen, tage jer med ind i bryggeriet og fortælle om processen. Så ses vi senere. Men I skal passe lidt på med Flemming. Han har det med at fortabe sig i tekniske detaljer«, sagde Per og introducerede os for brygmesteren, der var en både venlig og grundig mand, som ganske rigtigt kunne tale længe og meget om kunsten at brygge en god øl.
Flemmings kærlighed til øllet begyndte allerede, da han gik i gymnasiet. Til trods for at han dengang boede i Sønderjylland tæt på grænsen, syntes han og et par kammerater, at de tyske øl var for dyre. Så de etablerede en mindre ølproduktion hjemme på Flemmings værelse og solgte til gymnasiekammeraterne.
Det blev så stor en succes, at Flemming fik overtalt sine forældre til, at han og kammeraten måtte bygge et skur i baghaven til deres produktion – ovenikøbet med et kælderrum, så øllet kunne holde sig koldt. Senere uddannede Flemming sig til brygmester og var ansat på bryggeriet Fuglsang indtil sin ansættelse på Fur.
ATS-redaktør Gorm Vølver (tv), Fur Bryghus' forretningsfører, Per Møller Kristensen (midten), og brygmester Flemming Asmussen (th) formentlig i samtale om pale ale og andet godt.
Per kiggede flere gange indenfor i bryggeriet for at tjekke, om Flemming var blevet færdig. Og rystede smilende på hovedet, når han konstaterede, at det ikke var tilfældet.
Men efter den grundige indføring i den ædle bryggerkunst var det blevet tid til et af højdepunkterne: Der skulle smages på varerne. Som chauffør måtte jeg nøjes med deres alkoholfri pale ale, som slet ikke var værst, mens Roald og Benny begge fik smagt på flere af de stærkere øl. Og de var svært tilfredse.
»I skal vel også forbi Bette Jenses Hyw og se, om gelænderet er kommet op«, sagde Per, der efter frokost og ølsmagning havde kørt os en tur ud til et af de smukkeste steder af klinten, hvor der er skabt et par udsigtspladser i rustent stål.
»Den udsigt er slet ikke dårlig«, konstaterede Roald med en næsten jysk underdrivelse?
Vi bekræftede, at vi også skulle forbi Bette Jenses Hyw (fornemmede efter at nu at have hørt om den to gange, at højen er en meget vigtig del af furboernes selvforståelse), ligesom vi også skulle forbi andre af Furs landskabelige seværdigheder inden vores sidste stop, som var Museum for Mænd. Danmarks formentlig eneste museum, der er tilegnet mænd.
Verdens længste sylte
Da Lisbeth og Jørgen Christiansen i 2017 flyttede til Fur og købte Café Herrens Mark, hvor der også er bed and breakfast, kunstbutik og restaurant, var Museum for Mænd allerede etableret på stedet. Det var den tidligere ejer, Børge Knudsen, der havde fået ideen, fordi han mente, at kvinder generelt bestemte for meget.
Lisbeth og Jørgen driver 'Café På Herrens Mark', der også huser 'Museum for Mænd'.
»Det er jo altid kvinderne, der bestemmer, hvordan der skal se ud derhjemme«, fortalte Børge, da vi sammen med ham, Jørgen og Lisbeth stod i ’action-området’ foran selve museet, der i realiteten er et udvidet skur.
Her udenfor er der blandt mange andre mandeting placeret et traktordæk, som man kan sparke på.
»Tidligere var det almindelige bildæk, men de gik hurtigt i stykker. Der er jo ret mange, der kommer herud for at holde polterabend«, fortalte Jørgen.
»Hele ideen med museet var, at mænd skulle have lov til at komme af med de ting, som de ikke kan få lov til at have stående derhjemme for deres koner. Så kan de aflevere det her«, forklarede Børge.
»I starten måtte kvinder slet ikke træde ind på området, men det har vi ændret på. Nu må de gerne komme. Men de har ikke taleret, ligesom de skal betale 21 kroner for en dåseøl, mens mænd kan nøjes med 20 kr.«, sagde Jørgen, der selv har en særdeles grim pokal stående på museet.
»Den fik jeg af Guinness Rekordbog, da jeg i 1999 lavede lavede verdens længste sylte (50 meter, red.)«.
»Du har simpelthen fremstillet verdens længste sylte?«.
»Ja, og beviset står her«.
Pokalen er dog på ingen måde den grimmeste og mest smagløse af de udstillede genstande, hvoraf bare bryster og penisser i forskellige afarter og med forskellige funktioner udgør klart den største del.
En af mandemuseet adskillige artefakter.
»Jeg synes, det var lidt plat«, sagde Roald, da var vendt tilbage til kroen.
»Jo, det var da plat, men det var jo også meningen«.
»Ja, men det var plat alligevel«.
»Uha, du har nok fået fine fornemmelser. Du skulle jo heller ikke have wienerschnitzel, men rødspætte«.
Det var sidste aften på vores roadtrip i Jylland – inklusive Fur. Dannelsesturen, der skulle udvide Roalds horisont.
»Nu har vi været kørt rundt i det jyske i tre dage. Indrøm, at her er smukt«, sagde jeg.
»Jamen, der findes da pæne steder i Jylland«.
Nærmere kommer vi det nok ikke.
