Madiværksætter og medgrundlægger af Noma Claus Meyer er vokset op i Sundby over for Nykøbing Falster på den anden side af Guldborgsund. I mange år skænkede han ikke barndomsegnen en tanke, han skulle bare ud, væk og videre, men i dag er han igen knyttet til egnen via gastronomiske initiativer, men også med sit engagement i fodboldklubben Nykøbing FC, hvor han er storaktionær.
Hvad er dit bedste barndomsminde fra Nykøbing Falster?
»Det var, når min farfar, Verner Nielsen, som ikke er her mere, tog mig med til fodboldkampe med B1901, som de hed dengang, når de spillede på hjemmebane. Han var ofte boldsponsor og i øvrigt regnet for klubbens største fan.



























