Vi er i Nationalpark Mols Bjerge på det sydlige Djursland. Vi er mod slutningen af den 20 kilometer lange bjergetape, vi var ikke supergodt forberedt, solen står lavt, men på min app kan jeg nu se, at vi må være blot få hundrede meter fra målet. Gennem træerne kan vi dybt nede skimte asfalteret landevej og nogle hvide bygninger.
»Der er ikke langt igen«, udbryder jeg begejstret til mine følgesvende og løber de sidste par meter ned ad bakken, ud af skoven mod vejen.
Jeg stopper ved skiltet, der markerer starten og afslutningen på ruten, vender mig om og ser min familie sætte i løb, de hujer og kommer mig i møde med armene hævet over hovederne, som krydser de målstregen efter et maraton.
Og det har været et maraton. I hvert fald bedømt på tiden samt de fysiske og mentale strabadser, vi har været igennem de foregående seks timer. Da vi startede turen ved 14-tiden, var parkeringspladsen her ved landsbyen Femmøller fyldt op med biler, og vi fandt en plads ved efterskolen på den anden side af vejen. Nu står vores bil tilbage som den eneste. Her er ikke et øje. Alle andre vandrere er for længst kørt hjem og har smækket benene op. Vi åbner bilens døre og falder ned i sæderne.
