Har du lyst til at lede efter rav i mørke eller opleve et ildshow og en koncert ved et vandtårn? Du kan også komme på mørkevandring og høre om skibsforlis eller komme op i et observatorium og følge meteorsværmen Leoniderne. Måske er du lidt mere forsigtig og foretrækker at gå i selskab med et par vægtere, ikke mindst fordi du efter turen får serveret en vægterplatte.
Arrangementerne foregår lørdag 6. november på fem forskellige øer. Ravturen er ved Fanø, ildshow og koncert på Langeland, mørkevandringen på Læsø, meteorsværmen følges på Samsø, mens man kan vandre sammen med vægterne i Ærøskøbing på Ærø.




























