Aldrig har gæster overnattet så meget i danske feriehuse som i 2021. Halvdelen af dem var danskere.

Danskere står bag gyldent år for feriehusudlejning

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Danskernes appetit på at leje sommerhuse eller feriehytter fortsætter med at vokse. Efter et 2020, hvor coronapandemien fik danskerne til at blive inden for landets grænser i ferien, blev tendensen forstærket sidste år.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der har opgjort antallet af feriehusudlejninger sidste år. Det nåede op på 21,9 millioner overnatninger. Heraf udgjorde danskerne de 11 millioner eller lige godt halvdelen. Det er en stigning på to millioner i forhold til året før og mere end en fordobling i forhold til 2019.

Og tallene vækker genklang hos Kim Holmsted. Han er administrerende direktør for udlejningsbureauet Dancenter og formand for Feriehusudlejernes Brancheforening.

»Danskerne har genopdaget Danmark som ferieland gennem de sidste to år. Det er vi selvfølgelig glade for, og vi kommer som branche til at arbejde hårdt for at fastholde danskerne som kunder«, siger han.

Tyskerne lader vente på sig

Tyskerne plejer traditionelt at stå for størstedelen af udlejningerne, men er endnu ikke vendt tilbage i samme antal som tidligere. Sidste år fandt der 10,3 millioner tyske overnatninger sted i de danske sommerhuse. Det er på niveau med året før, men et stykke fra toppen i 2019, hvor de foretog 13,3 millioner overnatninger.

Noget tyder dog på, at tyskerne vender tilbage i endnu større tal i år. Antallet af tyske bookinger var med udgangen af december 15 procent højere end året forinden. Til gengæld er danskernes bookinger omvendt gået 26 procent tilbage.

Antallet af tyske bookinger var med udgangen af december ifølge tallene fra Danmarks Statistik 15 procent højere end året forinden. Til gengæld er danskernes bookinger omvendt gået 26 procent tilbage.

Det er et billede, som Kim Holmsted også genkender fra sin forretning.

»Vi kommer ikke tilbage til normalen med 65 procent tyske gæster i år. Men de booker rigtig godt for tiden, og fremgangen blandt tyskerne opvejer mere end rigeligt for tilbagegangen fra danske bookinger, så samlet set peger pilen mod endnu et rekordår«, siger Dancenter-direktøren.

Den største forhindring i forhold til at øge antallet af gæster i år er derfor mængden af feriehuse, der er til rådighed. For selv om danskerne er gode til at booke uden for højsæsonen, er der run på sommerhusområderne i skolernes ferier.

»Der er færre huse til udlejning i hele branchen i sommerferien, end der var sidste år. Nogle ejere har nok trukket huse ud af markedet, fordi de regner med at skulle bruge dem selv. Og så er der solgt mange huse sidste år, og måske vil de nye ejere godt nå at bruge dem lidt selv, inden de sætter dem til udlejning«, siger Kim Holmsted.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her