Cikadernes aftensang ligger som et sitrende lydtapet ud over hovedgaden i Luang Prabang i det nordlige Laos.
At byens traditionelle natmarked er i fuld gang med boder, så langt øjet rækker, skulle man ikke umiddelbart tro.
Der høres ingen råb eller anprisninger af vareudbuddet, og markedskonerne, som hver eftermiddag tager turen fra de omkringliggende små landsbyer ind til byen på overlæssede ’motorbikes’ og pickupper, sidder fredsommeligt i kanten af deres udbredte tæpper og taler afdæmpet med sidemanden eller nyder en stille stund med lukkede øjne.
Natmarkedet er det fredeligste og derfor også mest behagelige marked, som jeg efter adskillige ture rundt i Sydøstasien nogensinde er stødt på.
Og det er et glimrende eksempel på den ro, der er kernen i Luang Prabangs sjæl.
LÆS OGSÅ Her er Asiens nye rejsemål - Laos
Først da undertegnede for tredje aften i træk har studeret udvalget af håndbroderede pudebetræk i en bestemt bod, henvender parret i boden sig direkte til mig og spørger, om jeg er interesseret i at se flere varer.
For de handlende er naturligvis interesserede i at lovprise udbuddet af silketørklæder, drejede træskåle og håndsyede tøfler og i at kaste sig ud i en lystig omgang prutten-om-prisen, som det sig hør og bør på et vaskeægte sydøstasiatisk marked.
Men det er med en tilbagelænet attitude, som gennemsyrer hele den laotiske befolkning og får Luang Prabang til at fremstå som et fredfyldt paradis i sammenligning med regionens hektiske, pulserende storbyer.
Mini magtcentrum
Ved første øjekast kan det være svært at se, at Luang Prabang tidligere har været et magtcentrum med konge, harem og hof.
Byen, der har et indbyggertal på 50.000, er ikke større end en stor dansk provinsby, og man skal ikke meget længere end en kilometer ud ad hovedgaden, der løber gennem hele byen, før der bliver længere og længere mellem husene.
Turen gennem centrum af Luang Prabang er dog som en tur tilbage i tiden.
Trafikken er stærkt begrænset, og de fleste vælger at køre på cykler eller lade sig transportere på ladet af en af de særlige trehjulede tuk-tuk, som byen er fuld af.
Bygninger i kolonialistisk byggestil fra 1800- og 1900-tallet står side om side med traditionelle laotiske huse og imponerende guldbelagte buddhistiske templer – en kombination, der i 1995 fik Unesco til at erklære byen bevaringsværdig og føje den til sin Verdensarvsliste.
Udnævnelsen har været en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til restaureringen af det kongelige palads og provinsens mange templer og klostre, hvoraf nogle kan spores tilbage til det 16. århundrede.
Det gælder blandt andet Wat Xieng Thong-templet, Den Gyldne Bys Tempel, i den nordligste ende af halvøen. Skal man kun besøge ét tempel under sit ophold i Luang Prabang, er dette det rigtige valg.
Frem til 1975, da monarkiet blev opløst og kommunisterne kom til magten, var Wat Xieng Thong under den kongelige families beskyttelse, og templet lagde hus til flere kroninger og begravelser.
Især templets relieffer med scener fra Buddhas liv, den liggende sorte buddhastatue i templets røde kapel og den 12 meter lange kongelige begravelsesvogn giver fuld valuta for entreprisens 20.000 kip (knap 20 kroner).
Sol fra toppen
Selv om den smukke natur langs flodbredderne og de imponerende laotiske templer med deres bådformede tage og guldbelagte relieffer tager sig fantastisk ud fra gadeplan, er det dog et nærmest overjordisk syn, der venter fra udsigtspunktet ved templet Wat Chom Si på det 100 meter høje bjerg Phu Si i midten af byen.
Her er et imponerende vy over hele byen, de to floder, Nam Khan og Mekong, der omkranser den, og det omkringliggende bakkede højland, hvis slående frodige grønne farve kun brydes af gyldne tage fra områdets utallige templer og munkeklostre.
Hver aften ved 18-tiden, når solen går ned bag de grønne bakker i vest, valfarter turister og lokale til toppen af bjerget, og den trinde vandsælgende kone på toppen henter hele dagens indtjening hjem i løbet af den næste time, når folk stærkt svedende sætter foden på sidste trappetrin.
Udsigten fra toppen er dog hver en sveddråbe værd, og de mange mennesker, der samles på terrassen omkring det lille tempel, forsvinder hurtigt ud af bevidstheden, efterhånden som solen synker og bader hele området i et orangerødt skær.
Med et sådan syn er det ikke så mærkeligt, at lige netop Luang Prabang er hjemsted for mere end 30 templer.
»Lad os håbe, vi kan se solen i dag«, lyder det fra en gruppe backpackere fra Australien, der har taget turen til toppen for tredje dag i træk.
Solnedgangsgaranti kan man ikke give i et område med høj luftfugtighed og bakket terræn, der får tunge tåger til at lægge sig som et tæppe over landet hver aften.
Det bedste er derfor at tage turen til toppen et par gange i løbet af et ophold i Luang Prabang, så man ikke snyder sig selv for en solnedgang, der vil være enhver landskabsmalers drøm.
Australierne fik deres solnedgang, og den trinde kone havde en af sine bedre dage, da tågerne valgte at holde sig på afstand og kun lægge et sparsomt lag af skyer over bakkerne.
Herefter venter natmarkedet og byens mange restauranter, der serverer en kombination af franskinspireret mad og lokale egnsretter som larb, pandestegt krydret fisk, eller oksekød serveret med urter, grøntsager og ris, eller mok pa, fisk dampet i bananblade serveret med sticky rice.
Stille morgenritual
Man skal dog ikke forvente sig festligheder til den lyse morgen, for laoterne går tidligt til ro, og vil man opleve en af byens helt store attraktioner, gør man klogt i at følge deres eksempel.
»Skal vi fodre munkene i morgen«, spørger en af backpackerne de øvrige i gruppen på vej ned ad bjerget og melder dermed en tidlig sengetid ud.
De er med på ideen, for de vil også gerne deltage i Luang Prabangs enestående morgenritual: munkeprocessionen, der finder sted hver morgen ved 5-tiden, når solen er stået op.
Byen fyldes med ét af orangeklædte munkenovicer, der på rad og række bevæger sig ud af klostrene og gennem gaderne med hver sin metalkrukke hængende i en læderstrop over skulderen.
Langs vejkanterne sidder byens kvinder klar med kogt ris, stegt kød og andre lækkerier, som de uddeler til de forbipasserende munke mod en velsignelse og et taknemmeligt nik.
Munkene må ikke bede om noget, og laoterne siger ikke noget i ærefrygt over for Buddhas tjenere, så processionen foregår i fuldkommen stilhed, mens solen langsomt stiger op over bjergtoppene.
»Denne vej, denne vej«, lyder en stemme fra den anden ende af gaden, hvor en minibus netop er kørt ind til siden.
En gruppe søvnige turister med digitalkameraerne klar om halsen og bøllehatte på hovedet stiger af bussen og følger efter guiden, der leder dem hen til nogle tæpper bredt ud over fortovet.
Nu skal der fodres munke, som australierne så nøgternt kaldte det.
For processionen er naturligvis med tiden blevet invaderet af turister, der mod en sum penge kan få lov til at iføre sig et laotisk klædestykke og deltage i almisseuddelingen sammen med de lokale.
Om de også opnår sjælefred og får gjort op med grådighed og selvglæde, som er buddhisternes formål med ritualet, er svært at sige.
De lokale lader sig dog tilsyneladende ikke røre af de mange nye ansigter, der hver dag tager del i processionen. Turisterne er blevet en del af gadebilledet og er bare endnu en tilføjelse til den gamle kongebys lange historie.
Der skal langt mere end backpackere og kulturjægere til for at hyle laoterne ud af deres indgroede sindsro og tilbagelænede livssyn, som end ikke århundreders konflikter og skiftende magtherrer har kunnet gøre kål på.
Efter at have tilbragt en uges tid i byen er det svært ikke at lade sig smitte af tilgangen.
Det kan godt være, at det tager 20 minutter at få en kop kaffe, og at kl. 10 for en turguide lige så godt kan betyde kl. 10.45, men hvorfor hidse sig op, når man er omgivet af smuk natur og strålende templer?
fortsæt med at læse
