Fodbold: Han kom ikke på banen ved VM i fodbold, men sommeren 2018 ender alligevel mere end godt for Jannik Vestergaard. Den danske forsvarsspiller er nemlig blevet præsenteret som ny Southampton-spiller på en en aftale, der løber til sommeren 2022. Prisen for skiftet fra Borussia Mönchengladbach til Premier League er ifølge Vestergaard selv 25 millioner euro - ca. 187 millioner kroner, forklarer han til BT. Dermed overtager Vestergaard pladsen som den dyreste danske fodboldspiller nogensinde efter Thomas Delaney, der skiftede til Dortmund kort inden VM's begyndelse. Southampton manager Mark Hughes forklarer, at den engelske klub »måtte kæmpe hårdt med andre klubber« om spillerens gunst.
Fodbold: Manchester City, Real Madrid og Chelsea kan se frem til de største checks fra Fifa i forbindelse med den økonomiske kompensation VM-turneringen udløser til de klubber, der har spillere med i Rusland. Fifa udbetaler ca. 54.000 per spiller for hver dag spilleren er af sted til VM. For det engelske mesterholds vedkommende udløser det en positiv hilsen fra Fifa på ca. 33 millioner kroner mens der er ca. 32 millioner til Real Madrid og ca. 30 millioner til Chelsea.
Fodbold: Fifa-præsident Gianni Infantino har svært ved at få armene ned over VM-slutrunden i Rusland. »Jeg har sagt, at dette VM ville blive det bedste VM nogensinde. I dag kan jeg sige det med større overbevisning. Det er det bedste VM«, siger Infantino, og fortsætter: »Alle har opdaget dette flotte land, dette indbydende land, der er fyldt med mennesker, som vil vise verden, at hvad der nogle gange er blevet sagt, ikke er det rigtige«.
Fodbold: Det har været et par hårde døgn for de engelske VM-spillere og staben efter nederlaget i semifinalen til Kroatien. Manager Gareth Southgate skal forud for bronzekampen mod Belgien have overblik over, hvem af englænderne, der har kræfter nok til at spille. »Alle vil gerne spille, og mit udgangspunkt er, at jeg vil foretage så få ændringer som muligt«, lød det fra Southgate på fredagens pressekonference, hvor han således indikerede, at kampen som kynikere har kaldt ’verdens mest ligegyldige’, har enorm værdi for England. »Motivationen til at præstere og slutte med en medalje ved VM er høj. Det er der kun et engelsk hold, der har gjort før«, siger Southgate. Der er kickoff i Sankt Petersborg lørdag kl. 16.
Fodbold: Spillerforeningens direktør, Mads Øland, er skuffet over Nadia Nadims kritik mod hans person i en bogudgivelse. I den angriber Nadim sin forenings direktør for at bruge kvindelandsholdet i en machokamp mod Dansk Boldspil Union (DBU), da forhandlingerne om en ny landsholdsaftale endte i konflikt. Men det afviser Øland.
»Nadia var aldrig en del af de forhandlinger. Hun spillede selvfølgelig på landsholdet, men meget af det hun taler om, er simpelthen ikke rigtigt, og det skyldes, at hun ikke ved, hvad der foregik«, siger Mads Øland til Ritzau.
Fodbold: Han var manden, der sidste år på denne tid kunne holde sommerferie som engelsk mester, men nu er italienske Antonio Conte fyret af Chelsea. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside efter rygter de seneste måneder om netop det udfald efter en skuffende sæson. Landsmanden Maurizio Sarri har længe været rygtet til at overtage jobbet i Chelsea efter Conte.
Fodbold: Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, fortsætter sit politiske pres for at få 48 hold med til VM i Qatar i 2022 mod de normale 32. Det er allerede besluttet, at VM skal udvides til netop 48 hold ved slutrunden i 2026, men Infantino ønsker nu allerede ændringerne gennemført om fire år. Udvidelsen af VM var et af Infantinos store valgløfter, inden han blev Fifa-præsident.
»Dette VM har vist, at den sportslige kvalitet i landsholdsfodbolden er til 48 hold. Der er en lang række lande, som ikke har været med i Rusland, som kunne have været her: Chile, Italien, Holland, Cameroun, USA og Tyrkiet for eksempel. Hold, der plejer at være med til VM. Og vi skal huske, at den bedste måde at øge fodboldglæden i et land på er, at det er med til VM«, sagde Infantino på sit pressemøde fredag middag.
Cykling: Gårsdagens Tour de France-etape blev hektisk for både Jakob Fuglsang og hollandske Tom Dumoulion. To af kandidaterne til at stå på podiet i Paris. Begge ryttere måtte nemlig jagte feltet efter et styrt i Fuglsangs tilfælde lidt over 20 kilometer fra mål og en punktering i Dumoulins tilfælde syv kilometer fra mål. Som det ofte hører sig i cykelsport fik de to ryttere pace af en sportsdirektørbil i jagten tilbage til de andre favoritter. Men her stopper lighederne også. Dumoulin har nemlig fået en tidsstraf på 20 sekunder, mens Jakob Fuglsang slap fri, selv om Jakob Fuglsang viste sig at opholde sig i længere tid bag en bil end Dumoulin.
Direkte sport i tv
Fredag
TV 2
11.20: Tour de France: 7.etape
TV 2 Sport
8.25/16.25 Atletik: U20-VM
13.10 Badminton: Thailand Open
TV3 Sport
14.00 Tennis: Wimbledon
20.15 Fodbold: Sønderjyske-AaB
TV3 Max
18.00 Fodbold: Vejle-Hobro
21.00 Atletik: Diamond League
Eurosport 1
12.00 Cykling: Tour de France


























