Foto: Rui Vieira/AP
Sport

Avis: Engelsk landsholdsspiller tog kokain på toilet

To danskere inviteres til den helt store golfscene, Benfica fyrer sin cheftræner, og hedebølge kan komme til at genere grand slam-turneringen Australian Open.

Sport

Fodbold: En unavngiven engelsk landsholdsspiller fra en Premier League-klub er ifølge avisen The Sun blevet set indtage kokain på et natklub kort før jul. Ifølge en insiderkilde i den pågældende spillers klub, så en holdkammerat landsholdsstjernen indtage kokain på et toilet. »Han var ikke bare fuld. Manageren var rasende og fik ham ud ad en bagdør og ind i en taxi, da han mente, han havde fået for meget at drikke«, fortæller The Suns anonyme kilde. Det Engelske Fodboldforbund (FA) har ifølge BBC i kølvandet på historien opfordret til, at personer med kendskab til brud mod antidopingreglerne i fodbold retter henvendelse til FA.

Ishockey: Danmarks U20-landshold er rykket ud af A-gruppen efter et nederlag på 0-4 til Kasakhstan i nedrykningsspillet. Danskerne tabte også for et par dage siden til Kasakhstan.

Håndbold: Viborgs kvinder fik en fremragende start på gruppespillet i EHC Cuppen ved at vinde 31-28 på udebane i Norge over Larvik. Line Haugsted scorede 8 mål, mens Ann Grete Nørgaard blev noteret for 5 scoringer.

Tennis: Verdensetteren Novak Djokovic er færdig ved Qatar Open efter nederlag til spanske Roberto Bautista Agut 3-6, 7-6 (8/6), 6-4. Agut skal nu spille finale mod enten Tomas Berdych eller Marco Cecchinato.

Fodbold: Den 21-årige brasilianske midtbanespiller Lucas Paqueta skifter fra Rio-klubben Flamengo og fortsætter karrieren i Italien hos AC Milan. Der meldes om en transfersum på ca. 265 millioner kroner for den offensivt indstillede Paqueta, der i efteråret fik debut på det brasilianske landshold.

Skisport: Den 22-årige japanske skihopper Ryoyu Kobayashi kan efter sin tredje sejr på stribe i den traditionsrige Firebakketurnering søndag skrive sig ind i historien som den blot tredje, der vinder samtlige fire afdelinger af klassikeren i Tyskland og Østrig, hvor der sluttes af på naturbakken i Bischofshofen. I tredje afdeling i Innsbruck var Ryoyu Kobayashi suveræn med hop på 136,5 og 131 meter. Sammenlagt fører japaneren med 45,5 point foran tyskeren Markus Eisenbichler. De 45,5 point kan omregnes til ca. 25 meter på hopbakken.

Fodbold: AGF har styrket defensiven med den 21-årige højreback Alexander Munksgaard fra FC Midtjylland og med den tidligere OB-spiller Frederik Tingager, der senest har spillet i Braunschweig i Tyskland. Munksgaard har underskrevet en femårig aftale, mens 25-årige Tingager har fået en aftale på to et halvt år.

Golf: Der bliver dansk deltagelse på Augusta National Golf Clubs legendariske baner, når 2019-udgaven af majorturneringen US Masters løber af stablen i april. Både Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen er således blevet inviteret til at deltage i den amerikanske turnering. Det skriver begge spillere på Twitter. »2019 starter godt«, skriver Bjerregaard sammen med et billede af invitationen. Thorbjørn Olesen har også lagt et billede af invitationen på det sociale medie. »Bedste brev jeg kommer til at modtage hele året«, skriver han begejstret. De to danskere har fået en invitation, fordi de sluttede 2018 i top-50 på verdensranglisten. Thorbjørn Olesen sluttede som nr. 43, mens Lucas Bjerregaard blev nr. 45. Sidste gang, en dansker deltog i den prestigefyldte turnering, var i 2017, hvor Søren Kjeldsen endte på en delt 36.-plads.

Lucas Bjerregaard leverede en stærk sæson 2018, og derfor er han med, når der spilles US Masters på den berømte Augusta-bane i april.
Foto: Valentin Flauraud/AP

Lucas Bjerregaard leverede en stærk sæson 2018, og derfor er han med, når der spilles US Masters på den berømte Augusta-bane i april.

Fodbold: Den tidligere landsholdsspiller Simon Poulsen stopper sin aktive karriere i Sønderjyske og bliver i stedet assisterende træner for superligaholdet samt ungdomstræner. Den 34-årige Sønderjyske-profil lægger støvlerne på hylden øjeblikkeligt, meddeler klubben i en pressemeddelelse. Hans kontrakt udløb ved årsskiftet, men han er nu i stedet blevet tilknyttet på en toårig trænerkontrakt.

Fodbold: Spillerforeningens medlemmer har kåret den 20-årige spirende Borussia Dortmund-stjerne Jacob Bruun Larsen som årets talent. Prisen gives til den bedste danske spiller under 22 år. Jacob Bruun Larsen afløser Chelseas Andreas Christensen som prismodtager.

Fodbold: Superligaklubben Esbjerg har forlænget kontrakten med den 27-årige venstre back Jesper Lauridsen til sommeren 2022.

Tennis: Alexander Zverevs berømte træner Ivan Lendl tager tennis meget alvorligt, men fredag kunne han ikke lade være med at grine, da Zverev efter at være faldet midt under en duel med australske Matthew Ebden snublede og derefter ’som straf’ tog tre armbøjninger til publikums store fornøjelse. Zverev bragte efterfølgende med en 6-4, 6-3-sejr over Ebden Tyskland frem til årets Hopman Cup-finale, hvor Schweiz med bl.a. Roger Federer skal forsøge at forsvare sin titel.

Håndbold: Landsholdets førstemålmand, Niklas Landin, er klar til Danmarks første VM-kamp mod Chile på torsdag. Det føler han sig overbevist om, selv om han torsdag aften måtte sidde over i testkampen mod Ungarn, fordi han under opvarmningen fik problemer med lysken. »Jeg er ikke bekymret med henblik på VM. Det var for at være på den sikre side. Den føles fint nu, og jeg mærker intet, når jeg går rundt her, men jeg har heller ikke lavet nogle håndboldrelaterede øvelser«, siger Niklas Landin ved en presseseance i Herning fredag formiddag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold: Premier League-klubben Tottenham forlænger samarbejdet med den belgiske forsvarsspiller Toby Alderweireld. Fredag meddeler klubben, at man har udnyttet en option i belgierens kontrakt, der gav Tottenham mulighed for at forlænge aftalen med et år. Den løber nu frem til sommeren 2020.

Håndbold: Efter 11 sæsoner hos Randers HK stopper Camilla Dalby som professionel, når 2018/2019-sæsonen slutter. Det oplyser Randers HK i en pressemeddelelse. Den tidligere landsholdsspiller mener, at det nu er det rigtige tidspunkt at stoppe. »Jeg er stolt over min tid i klubben og beæret og ydmyg over alt det, som klubben har givet mig. Jeg har spillet sammen med en masse dygtige og fantastiske spillere, som alle har haft en stor indflydelse på min karriere. Det har altid været en drøm at slutte min karriere, hvor det hele startede, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu får den mulighed«, siger Camilla Dalby i pressemeddelelsen.

Tennis: Sidste år tromlede den unge hviderusser Aryna Sabalenka frem på WTA Touren, og hun har åbnet denne sæson på sammen måde. Fredag gik det ud over den tidligere nr. 1 på verdensranglisten, russiske Maria Sharapova, der i Shenzhen-kvartfinalen blev besejret 6-1, 4-2. Slutstillingen skyldes, at Sharapova opgav at fuldføre 2. sæt på grund af smerter i venstre lår. I semifinalen skal Sabalenka, der er nr. 13 på verdensranglisten, møde enten kinesiske Yafan Wang eller rumænske Monica Niculescu.

Fodbold: Benfica har fyret cheftræner Rui Vitória. Det skriver klubben på sin hjemmeside. 48-årige Vitória blev ansat i 2015 og førte i sine to første sæsoner Benfica til titlen i den portugisiske liga. I sidste sæson blev det til en andenplads, mens holdet aktuelt indtager en fjerdeplads i ligaen. Benfica deltog i efterårets Champions League-gruppespil, hvor det blev til en tredjeplads i gruppe E. Klubben skal dermed spille Europa League i foråret, hvor tyrkiske Galatasaray venter i første runde.

Matchfixing: Hårdere straffe til sportsudøvere, der forbryder sig mod reglerne omkring matchfixing inden for Danmarks grænser. Sådan lyder signalet fra Danmarks Idrætsforbund (DIF). Opfordringen sker, efter at man i udlandet har set eksempler på hårde straffe i forbindelse med netop matchfixing. To italienske tennisspillere fik blandt andet hårde straffe. Daniele Bracciali blev idømt karantæne for livstid og en millionbøde, mens Potito Starace er udelukket fra enhver involvering i sport i ti år.

»Når vi ser så vidtgående sanktioner i udlandet i både tennis og snooker for nylig, så giver det selvfølgelig anledning til at kigge på, hvordan det kan sammenlignes med niveauet herhjemme. Og der må vi sige, at de få sammenlignelige sager vi har haft, ligger på et noget lavere niveau. Vi er af den opfattelse, at matchfixing er lige så undergravende for idrættens troværdighed som doping. Det skal også afspejle sig i de konsekvenser, der er ved at bryde reglerne. Det mener vi ikke er tilfældet i øjeblikket, når vi ser ned over de sager, der har været herhjemme«, siger Poul Broberg, der er chef for Public Affairs i DIF.

Fodbold: En træners skifte mellem to af Norges største klubber er endt med en masse forvirring. Torsdag annoncerede Rosenborg, at Eirik Horneland skal stå i spidsen for den norske mesterklub. Med sig tager han assisterende træner Karl Oskar Emberland. Men Haugesund, hvor Horneland og Emberland siden 2016 har været ansat, mener ikke, at de to klubber var blevet enige om overgangen. Her kalder man Rosenborg for »særdeles uprofessionelle«. »Vi oplever, at vores seneste henvendelse til Rosenborg ikke blev besvaret, men at de i stedet gik ud og præsenterede deres nye trænere. Vores kontraktbundne trænere«, siger bestyrelsesformand i Haugesund, Leiv Helge Kaldheim, til norsk TV2. Hans udtalelse står i kontrast, til det bestyrelsesformand i Rosenborg Ivar Koteng siger. Han mener, at Haugesunds henvendelse blev besvaret, og siger samtidig, at Rosenborg arbejder på at få Eirik Horneland og assistenttræner Karl Oskar Emberland til klubben tidligere end 1. februar, som på grund af Hornelands opsigelsestid bliver overgangsdatoen.

Tennis: En voldsom hedebølge i Australien truer forud for Australian Open. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. En uge efter at den varmeste dag nogensinde blev målt i det nordvestlige Australien, er den kvælende varme ankommet til det sydøstlige Australien. Her har hedebølgen fredag fået temperaturerne i storbyen Melbourne til at nærme sig en varmerekord på 42 grader. Det vækker bekymring for deltagernes helbred i den prestigefyldte grand slam-turnering, som begynder den 14. januar i Melbourne. De seneste prognoser viser, at de varme temperaturer snart vil aftage igen, men kun for en kort stund. Temperaturerne ventes at stige igen, blot få dage før Australian Open begynder. Det oplyser det meteorologiske institut i Melbourne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold: Liverpools føring på 4 point i toppen af Premier League er stadig imponerende selv efter torsdagens nederlag på 1-2 til rivalerne fra Manchester City. Man skal nemlig huske på, at ’The Reds’ ikke har den samme vindererfaring i ligaen. Det påpeger Liverpool-manager Jürgen Klopp efter nederlaget. »Hvis vi havde vundet titlen fem gange i løbet af de sidste ti år, ville tingene have været anderledes. Vi har ikke erfaringen. Men vi er stadig i en god position, så jeg har det godt«, siger han. »Hvis nogen havde sagt, at vi efter begge kampe mod Manchester City ville have en føring på fire point, så ville jeg have betalt gode penge for det. Jeg ville have troet, at det var umuligt«, siger Klopp.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce