Simon Hald bliver rost for den måde, han kom ind og afløste René Toft på. Hald finder tryghed i den store opbakning fra tilskuerne.

Ny duo skal gøre arbejdet færdigt for Danmark

Simon Hald (i blå trøje) og Henrik Møllgaard (th. i sort trøje) er den nye forsvarsduo. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Simon Hald (i blå trøje) og Henrik Møllgaard (th. i sort trøje) er den nye forsvarsduo. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Da forsvarsstyrmanden René Toft Hansen allerede efter 14 minutters spil af den højdramatiske VM-kamp mod Norge blev skadet, lugtede en af verdens bedste håndboldspillere blod. For som afløser for 34-årige Toft blev slutrundedebutanten Simon Hald sendt på banen, og ham skulle Sander Sagosen lige prøve af.

Er Hald mon til noget, syntes Sagosen at tænke, og bad sine holdkammerater træde til side, så PSG-stjernen lige kunne teste den nye danske spiller. Efter kampen kendte Sagosen svaret, for ikke alene havde Danmark vundet 30-26 og sikret sig adgang til mellemrunden med fire point; Simon Hald havde også bestået eksamen, og de tre første gange, Sagosen udfordrede den 24-årige Flensburg-spiller, endte nordmanden sprællende på modstanderens arm.

Danmarks forsvarsklippe er færdig ved VM

Samarbejdet mellem Simon Hald og den noget mere rutinerede Henrik Møllgaard i det danske midterforsvar fungerede mod Norge ganske glimrende, og derfor kan konstellationen se frem mod yderligere minutter sammen på banen i mellemrunden, der starter i aften med opgøret mod Ungarn.

Ikke mindst set i lyset af, at René Toft er ude af VM med en lyskeskade.

»Det var vigtigt at få Simon ind på den måde, hvor han bare stod imod og hurtigt fandt roen, så vi kunne arbejde videre i samme spor (som med Toft, red.). Det har vi været dygtige til i de andre kampe, men det er også nogle gange nemmere at komme ind, når du fører med 8, 10 eller 12 målog så bare glide ind i sporet. Det var ikke helt tilfældet mod Norge. Han kom virkelig ind og løste opgaven og var en vigtig brik angrebsmæssigt«, siger Henrik Møllgaard.

Mikkel Hansen efter 14 mål og verdensklasse: Det var en ret god aften

For få dage siden fortalte René Toft, hvordan han følte, at forsvarsspillet og samarbejdet med Møllgaard var ved at falde på plads, og spørgsmålet er selvfølgelig, om den nye duo i midten, hvor der er suverænt mest action i løbet af en kamp, kan samle stumperne og tage tråden op.

Det mener Henrik Møllgaard, at de både kan og skal, selv om makkeren nu bliver en anden.

»Vi starter på ingen måde forfra, for grundprincipperne og reglerne er vi alle sammen fuldstændig med på. Så er der selvfølgelig det med, at jo mere tid du står sammen derinde, jo mere er usagt, og det er lidt nemmere bare at stå på den der fælles forståelse af, hvad er det, vi gør, og hvad er det, lige vi aftalte. Du behøver ikke altid råbe, at nu går jeg fremad, for det ved han godt, og når René kommer i den og den situation, så gør han sådan og sådan. Det er selvfølgelig nogle af de ting, vi skal ud at jagte nu. Både Anders (Zachariassen, red.) og Simon (Hald, red.) har stået derinde flere gange under slutrunden, men jo ikke under det pres, der var mod Norge. Derfor var det positivt, at vi stod så godt imod, som vi rent faktisk gjorde«, siger Henrik Møllgaard.

Mikkel i målrus viser vej til fornem dansk VM-succes

Simon Hald indrømmer, at der var en anelse sommerfugle i maven, da han løb på banen, men samtidig følte han en stor tryghed på grund af den massive opbakning fra tilskuerne. De kommende kampe vil stille store krav til stregspilleren, der er på vej mod et gennembrud på landsholdet, men han føler sig klar til den spændende fortsættelse.

»Jeg synes, at jeg i det meste af min håndboldkarriere har været god til at håndtere pres i løbet af kampene. Jeg er jo nordjyde, så jeg er lidt en rolig person. Det har jeg taget med mig ind på banen, og selv om det spidser til, tror jeg på mine evner og på mine holdkammerater. Det tror jeg er vigtigt, når du står i sådan nogle kampe«, siger Simon Hald.

Malurt i sejren: VM-holdets krumtap er måske færdig ved VM

Han skiftede før denne sæson de trygge rammer i Aalborg ud med en karriere i bundesligaklubben Flensburg-Handewitt, og det har været et vigtigt skridt i karrieren og en af årsagerne til, at han nu pludselig står i centrum af det danske forsvar ved en VM-slutrunde.

»Jeg skulle ud at prøve noget nyt også som menneske, og det tror jeg har været med til at udvikle mig både mentalt og som spiller. I Bundesligaen er der lidt flere gode hold og lidt flere tætte kampe. Der er et andet pres, så det har været med til at skubbe mig i den rigtige retning. Der er stadigvæk en masse udvikling tilbage, som jeg skal igennem, men indtil videre er jeg godt på vej«, siger Simon Hald.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her