Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Farvel til fjerbold: Landsmand stopper Jan Ø. Jørgensens badmintonkarriere

Uden den helt store forberedelse leverede Jan Ø. Jørgensen en god præstation ved Denmark Open i sin sidste turnering. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Uden den helt store forberedelse leverede Jan Ø. Jørgensen en god præstation ved Denmark Open i sin sidste turnering. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Badminton. Det blev landsmanden Anders Antonsen, der fredag aften afsluttede Jan Ø. Jørgensens badmintonkarriere. De to mødtes i kvartfinalen ved Denmark Open i Odense, og Antonsen sejrede 21-12, 21-10. I god tid før den store turnering på Fyn havde Jan Ø. Jørgensen slået fast, at den ville blive hans sidste som professionel, og han mødte ikke frem med de helt store ambitioner. Jan Ø. Jørgensen har haft mange store sejre, hvoraf triumfen ved Indonesia Open i 2014 er et af højdepunkterne. I lørdagens semifinale skal 3.-seedede Antonsen møde 2.-seedede Tien Chen Chou fra Taiwan, der fredag i tre spændende sæt nedkæmpede indiske Srikanth Kidambi.

Fodbold. Ifølge den italienske sundhedsminister, Vincenzo Spadafora, kan Cristiano Ronaldo have overtrådt coronaprotokollen, da han forleden returnerede til Italien fra Portugal efter at være testet positiv for virussen. Ronaldo blev transporteret til Italien i et privat hyret ambulancefly og gik direkte i karantæne, men Spadofora siger, at det er imod reglerne, medmindre der foreligger en tilladelse fra sundhedsmyndighederne. Ronaldos klub Juventus afviser, at stjernen har overtrådt reglerne. Ronaldo blev testet positiv, da han var i Portugal for at spille landskampe, og han måtte sidde over, da europamestrene onsdag mødte Sverige i Nations League.

Opdatering: Ifølge La Gazetta dello Sport efterforsker italiensk politi Cristiano Ronaldo samt seks andre Juventus-spillere for brud på coronaprotokollen. Ronaldo og holdkammeraterne undlod ifølge avisen at selvisolere sig på et hotel i Torino, efter at to klubansatte havde afgivet positive coronatest. Seks af spillerne valgte i stedet at tage afsted på landsholdsopgaver, deriblandt Ronaldo, mens målmanden Gianluigi Buffon tog hjem til sit eget hus. Ifølge Gazzetta dello Sport risikerer Juventus-spillerne bøder, hvis de har forbrudt sig mod karantænereglerne.

Cykling. Italienske Diego Ulissi (UAE) hentede fredag sin anden etapesejr i årets Giro d’Italia. 13. etape endte i en massespurt, hvor den 31-årige italiener var hurtigst og kunne knytte næven som tegn på sejren. I den tætte spurt på opløbsstrækningen i Monselice henviste Ulissi løbets førende rytter, Joao Almeida (Quick-Step), til andenpladsen. Almeida kunne dog glæde sig over lidt bonussekunder, så han øgede forspringet til flere af sine konkurrenter. Deriblandt Jakob Fuglsang (Astana), der dog rykker op fra tiende- til syvendepladsen i klassementet.

Fodbold. Premier League-klubben West Bromwich udlejer den danske angriber Kenneth Zohore til Millwall i næstbedste række frem til januar. Det skriver West Bromwich på sin hjemmeside. Zohore kom til West Bromwich sidste år efter tre år i Cardiff. Danskeren har ikke været på banen i denne sæson for West Bromwich, der i sidste sæson sikrede sig oprykning til Englands bedste række.

Badminton. Danmarks stærkeste kvindelige spiller i single, Mia Blichfeldt, er ude af Denmark Open i Odense. Fredag aften mødte danskeren i kvartfinalen canadiske Michelle Li, der vandt 21-17, 21-17.

Fodbold. Tottenham sikrede sig fredag forsvarsspilleren Joe Rodon på det engelske transfervindues sidste dag. Walisiske Rodon skifter fra Swansea, og Tottenham betaler ifølge engelske medier cirka 120 millioner kroner for den 22-årige midtstopper.

Fodbold. Fredag aften kunne topholdet i 1. disivion, Viborg FF, konsolidere sin position, selv om det var rækkens nr. 3, Fremad Amager, der kom på besøg. Hjemmeholdet dominerede opgøret og var foran 3-0, før gæsterne fik reduceret, og det sluttede 3-1. Det lægger pres på Superliga-nedrykker Esbjerg før lørdagens kamp i Kolding, der skal vindes, hvis vestjyderne vil holde snor i Viborg.

Speedway. Leon Madsen og resten af det danske hold skulle have startet par-VM fredag, men dårligt vejr kom i vejen, og konkurrencen blev aflyst.

Fodbold. Manchester United og Paul Pogba har nu papir på hinanden frem til sommeren 2022. Den engelske klub har udnyttet en option i franskmandens kontrakt og forlænget den med et år. Det skriver flere engelske medier. Paul Pogba, der startede sin professionelle karriere i Manchester United, kom tilbage til klubben i 2016 efter fire år i Juventus.

Cykling. Greg Van Avermaet kommer ikke med til søndagens Flandern Rundt. Den belgiske cykelstjerne er ikke kommet sig efter et styrt i Liège-Bastogne-Liège, skriver cykelholdet CCC på sin hjemmeside.

Badminton. Den danske Joel Eipe og Rasmus Kjær er klar til semifinalen i Denmark Open. Selv om turneringen er ramt af mange afbud, så var det alligevel de færreste, der havde forudset, at de to danskere skulle nå så langt. Fredag besejrede de franskmændene Fabien Delrue og William Villeger med 21-18, 21-18. Torsdag eliminerede Eipe og Kjær landsmændene Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, hvilket var en stor overraskelse.

Fodbold. For mindre end to uger siden sikrede Fulham sig den danske forsvarsspiller Joachim Andersen på en lejeaftale for resten af sæsonen. 11 dage efter at kontrakten blev indgået, er den 24-årige midterforsvarer blevet skadet. Det meddeler Premier League-klubben på Twitter. »Vi har fået nogle ret dårlige nyheder vedrørende Andersen. Han er ude i nærmeste fremtid. Det kommer til at tage nogle uger«, siger cheftræner Scott Parker i Twitter-opslaget. Det præciseres ikke, hvilken skade der er tale om.

Tennis. Ligesom Danmark har lovende teenagere på vej mod eliten, f.eks. Clara Tauson og Holger Rune, har Italien en række talenter, der bør kunne sikre nationens fine internationale niveau. Ikke mindst 18-årige Lorenzo Musetti har et meget stort potentiale, som bl.a. blev understreget ved Masters 1000-turneringen i Rom op til French Open, hvor talentet fejede banen med den tredobbelte grand slam-vinder Stan Wawrinka. I øjeblikket gør Musetti det godt i ATP-turneringen på Sardinien, hvor han på gruset nu er fremme i semifinalen efter fredag at have besejret den ti år ældre tysker Yannick Hanfmann 6-2, 6-4. I semifinalen venter serbiske Laslo Djere. I Skt. Petersborg er der lørdag semifinale mellem to af de bedste unge spillere på ATP Tour, russiske Andrey Rublev og canadiske Denis Shapovalov.

Cykling. Holdet Paule Ka stopper med øjeblikkelig virkning, da hovedsponsoren, modefirmaet Paule Ka, ikke har overholdt sine betalinger. Danske Emma Norsgaard Jørgensen er blandt rytterne på lønningslisten. I juli blev Paule Ka hovedsponsor for holdet, der tidligere hed Bigla-Katusha, på en aftale frem til 2024. Den nye hovedsponsor har dog ikke betalt sine rater til holdet siden august. Modefirmaet er repræsenteret i 37 lande på verdensplan.

Tennis. Næste års udgave af Wimbledon kan potentielt blive afholdt for lukkede døde. Det siger arrangørerne af den engelske tennisturnering fredag ifølge Ritzau. Wimbledon blev i år aflyst på grund af coronapandemien som den eneste af tennissportens fire grand slam-turneringer. Det var første gang siden Anden Verdenskrig, at den ikke blev spillet. The All England Lawn Tennis Club (AELTC), der organiserer Wimbledon, oplyser, at man arbejder med tre forskellige scenarier: En turnering med fuldt hus, en med et begrænset antal tilskuere og en for lukkede døre.

Skisport. Verdens bedste kvindelige skiløber, amerikanske Mikaela Shiffrin, springer den alpine sæsonpremiere i Sölden over. Hun har en mindre rygskade og tager derfor ikke nogen chancer med at komme i gang for tidligt. Shiffrin, der har 66 World Cup-sejre, måtte i sidste sæson afgive den samlede World Cup-titel, fordi hun ikke dystede i det afgørende løb efter sin fars død.

Skisport. Den alpine skisæson starter i denne weekend med kvindernes og mændenes storslalom i østrigske Sölden. Det bliver en atypisk sæson på grund af coronapandemien, og blandt andet er alle løb i USA og Canada aflyst. Eneste World Cup-afdelinger udenfor Europa er kvindernes styrtløb i Kina i februar 2021 for at teste den olympiske løjpe i Yanqing. Weekendens løb bliver uden tilskuere, og når der skal være løb i Schweiz, bliver det ligeledes uden tilskuere og sejrsceremonier.

Vægtløftning. Krisen i Det Internationale Vægtløftningsforbund, IWF, er total, efter at briten Mike Irani er blevet udpeget som forbundets 3. præsident i de seneste tre dage. Det doping- og korruptionsplagede forbund er under særdeles kritisk opsyn af Den Internationale Olympiske Komité, der truer med at fjerne sporten fra OL-programmet, men alligevel valgte eksekutivkomiteen forleden at fjerne den midlertidige og reformvenlige præsident Ursula Papandrea og indsætte Intarat Yodbangtoey fra Thailand i stedet. Thailand er udelukket fra vægtløftningskonkurrencerne ved OL i Tokyo på grund af massive dopingforseelser, og Yodbangtoey er nævnt i McLaren-rapporten, der afslørede netop dette forhold. Under trusler om eksklusion fra OL har IWF så også fjernet Yodbangtoey og indsat den britiske læge Mike Irani i embedet. Samtidig tyder meget på, at en af hans første gerninger bliver at indkalde en ekstraordinær kongres, der skal vælge en mere permanent løsning.

Krisen har desuden betydet, at præsidenten for Det Europæiske Vægtløftningsforbund, Antonio Urso, har forladt IWF’s eksekutivkomité i protest. Han anses for at være reformvenlig, og hans beslutning skyldes, at han ikke »deler eksekutivkomiteens politiske linje, der for mig virker skør og destruktiv i forhold til vægtløftningens fremtid«, siger han ifølge insidethegames.biz.

Selv værtsnationen er udelukket: Velkommen til verdens mest beskidte sport

Fodbold. Luiz Felipe Scolari, der i 2002 førte Brasilien til VM-titln, er tilbage på trænerbænken. Det er EC Cruzeiro fra Belo Horizonte, der har hentet 71-årige Scolari tilbage i aktiv tjeneste, og han skal nu hjælpe den tidligere topklub tilbage til brasiliansk fodbolds bedste række efter en nedrykning. Han var senest træner i Palmeiras 2018-2019.

Cykling. Efter sit styrt i løbet Scheldeprijs i weekenden har Casper Pedersen besluttet at stoppe sæsonen før tid. Han skulle have kørt Flandern Rundt, men styrtet har udløst symptomer på en hjernerystelse, og derfor ønsker han ikke at gamble med helbredet, skriver TV 2.

Håndbold. Den serbiske stjernespiller Sanja Damnjanovic er gravid og stopper karrieren. Den nu 33-årige back spillede 2013-2015 for Viborg, og hun var i 2013 med til at vinde VM-sølv for Serbien.

Frontalt: Engelske storklubber starter krig mod egne fans

Fodbold. Jonathan Klinsmann, der er søn af den tidligere tyske angrebsstjerne og landstræner Jürgen Klinsmann, fik ikke den bedste debut som målmand for Los Angeles Galaxy i Major League Soccer. Fire gange blev Klinsmann passeret i opgøret mod San José Earthquakes, og det var Galaxys 6. nederlag på stribe i MLS.

Dart. For første gang vandt den tredobbelte verdensmester Glen Durrant Premier League, da han i finalen slog Nathan Aspinall. Sejren indbragte Durrant i alt 275.000 pund (ca. 2,6 millioner kr.).

Motorsport. Først blev det udsat, men nu er historiens første formel 1-grandprix i Vietnam helt aflyst. Gadeløbet i Hanoi skulle være kørt 5. april, men på grund af coronapandemien blev det udsat. Det har dog vist sig at være umuligt at gennemføre løbet.

Fodbold. Chelsea har udlejet Victor Moses til Spartak Moskva for resten af sæsonen, Det skriver Premier League-klubben ifølge Ritzau på sin hjemmeside. Det er sjette gang, siden Moses ankom til Chelsea i 2012, at klubben udlejer kantspilleren. Sidste sæson var han både forbi Fenerbahce og Inter.

Fodbold. Eric Maxim Choupo-Moting fik torsdag en god debut som Bayern München-spiller. Den camerounske angriber scorede to af klubbens tre mål, da FC Düren fra femtebedste række blev slået 3-0 i den tyske pokalturnering. Thomas Müller stod for Bayerns tredje mål på et straffespark. Eric Maxim Choupo-Moting, der er født i Tyskland og er tysk statsborger, skrev i sidste uge under på en etårig kontrakt med de forsvarende tyske mestre. Han har de seneste to sæsoner spillet for Paris Saint-Germain.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her