0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Australsk sprinterraket erobrer sin anden etapesejr i Giro d'Italia

De seneste nyheder fra sportens verden.

Cykling. Efter en benhård og intens afslutning lykkedes det fredag Caleb Ewan (Lotto Soudal) at komme først over stregen på Giro d’Italias 7. etape. Den 26-årige australier overspurtede konkurrenterne og tog sin anden etapesejr i årets løb. Colombianske Fernando Gaviria (UAE) åbnede spurten tidligt, men det blev også en tand for tidligt. Caleb Ewan bevarede roen og indhentede Gaviria, som blev henvist til en sjetteplads. Davide Cimolai (Israel Start-Up Nation) kom ind på andenpladsen, mens Tim Merlier (Alpecin-Fenix) snuppede tredjepladsen. Der skete ingen forskydninger i toppen af det samlede klassement. Det betyder, at ungarske Attila Valter (FDJ) fortsat fører løbet.

Håndbold. Estavana Polman er ikke med, når Esbjerg skal forsøge at holde liv i sit titelforsvar i den anden semifinale mod Odense Håndbold i Bambusa Kvindeligaen. Det bekræfter Esbjerg-træner Jesper Jensen over for TV2 Sport. Polman blev skadet i tirsdagens første semifinale mellem de to hold.

Fodbold. Den engelske Premier Leagues nye treårige tv-aftale fra 2022 til en værdi af ca. 41 milliarder kroner mødes af hård kritik fra klubberne i de lavere engelske divisioner. Ifølge English Football League, der repræsenterer de 72 klubber i Championship, League One og League Two, fortsætter den urimelige koncentration af penge til topklubberne. »Den vil fastholde status quo, som er en ubalanceret, ikke-bæredygtig og unfair økonomisk fordelingsmodel, der fortsat vil medføre alvorlige finansielle problemstillinger i hele fodboldpyramiden«, lyder det ifølge Ritzau i en pressemeddelelse. English Football League mener i stedet, at »... der er brug for en grundlæggende genstart af sportens økonomiske model«.

Tennis. Den amerikanske teenager Cori Gauff er klar til semifinalen i Rom, men det blev fredag en realitet under lidt uheldige omstændigheder. Gauff mødte i kvartfinalen topseedede Ashleigh Barty fra Australien, og selv om Barty vandt første sæt 6-4 og førte andet sæt 2-1, måtte hun opgive at spille videre, hvorefter Gauff var klar til lørdagens semifinaler. Her skal hun møde enten polske Iga Swiatek eller ukrainske Elina Svitolina.

Fodbold. Som 32-årig blev Robert Lewandowski sidste år kåret som verdens bedste fodboldspiller af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), men det får ham ikke til at hvile på laurbærrene. Den polske målmaskine fra tyske Bayern München er således overbevist om, at han kan blive endnu bedre, end han er nu. »Jeg vil vise, at det ikke handler om, hvad der sker i løbet af ét år. Uanset hvor mange titler man har, kan man stadig vinde flere. Det er min ambition«, siger Robert Lewandowski til Bundesligaens hjemmeside.

Motorsport. Først fik Tyrkiet frataget Champions League-finalen i fodbold på grund af corona og rejserestriktioner. Nu er det så formel 1-grandprixet 13. juni, der må lade livet, meddeler F1-organisationen. I stedet vil der blive afviklet yderligere et grandprix i Østrig 27. juni, så VM-serien fortsat består af 23 løb. Endvidere vil det franske grandprix blive rykket til 20. juni.

Tennis. Hvor svært det er at slå ’gruskongen’ Rafael Nadal på det rødbrune underlag så man igen fredag ved Italian Open i Rom. Her havde tyskeren Alexander Zverev i andet sæt otte breakbolde – heraf tre ved stillingen 5-4 i Nadals favør – og dermed otte muligheder for at bryde det spanske fænomens serv. Men ak. Den 34-årige Nadals erfaring og råstyrke blev igen udslagsgivende, og efter to timers slid havde han besejret Zverev 6-3, 6-4. Nu venter amerikaneren Reilly Opelka på den nifoldige vinder af Italian Open i semifinalen.

Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix

Cykling. OL indgår ikke længere i den franske verdensmester Julian Alaphilippes planer. »Efter aftale med landstræneren og mit hold har jeg efter langvarige overvejelser besluttet, at jeg ikke stiller op som kandidat til den trup, der skal til OL i Tokyo«, skriver Omega Pharma–Quick-Step-rytteren på Twitter. Julian Alaphilippe prioriterer i stedet at gøre en god figur i Tour de France og at forsvare VM-trøjen i Flandern til september.

Fodbold. Der var ifølge BBC en småkaotisk optakt til Liverpools 4-2-sejr torsdag aften på udebane mod Manchester United. Kampen blev droppet gennemført for et par uger siden, da United-tilhængere i protest mod klubbens ejere havde invaderet stadion, og i går blev der derfor taget en lang række forholdsregler. Politiet var massivt til stede omkring stadion, United-spillerne ankom til stadion allerede kl. 14 og havde fået bragt senge til stadion, så de kunne hvile før kampen. Liverpools spillere måtte hentes i en neutral bus, da klubbens bus var blevet stoppet af United-fans, som på ny brugte storkampen til at protestere mod ejerne, den amerikanske Glazer-familie. På tirsdag må de engelske klubber igen lukke tilskuere ind. 10.000 vil være på plads, når United får besøg af Fulham, og der forventes massive protester fra lægterne. »Vi håber på en god atmosfære«, siger United-manager Ole Gunnar Solskjær efter Uniteds andet hjemmebanenederlag på tre dage.

Fodbold. AaB og backen Jakob Ahlmann har forlænget aftalen til 2024. 30-årige Jakob Ahlmann kom til AaB som teenager og runder snart 250 kampe for klubben.

Fodbold. Ved årsskiftet var offensivspilleren Jesse Lingard marginaliseret i Manchester United og langt fra spilletid. Nu er han kåret som aprils bedste spiller i Premier League, hvor han siden januar har været lejesvend i West Ham og bidraget med 9 mål.

Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix

Baseball. Syv trænere og officials samt en enkelt spiller hos New York Yankees er blevet smittet med coronavirus. Og det på trods af, at de otte smittede alle var blevet injiceret med Johnson & Johnsons vaccine for adskillige uger siden. Johnson & Johnsons vaccine har en rapporteret effekt på 72 procent, men tilsyneladende noget mindre i og omkring den berømte baseball-mandskab fra The Bronx.

Fodbold. Som 37-årig indstiller den tidligere superligatopscorer Thomas Dalgaard karrieren efter denne sæson. Det oplyser hans klub, Skive IK. Thomas Dalgaard scorede 18 gange for Viborg i sæsonen 2013/14 og sluttede dermed foran Ronnie Schwarts og Morten ’Duncan’ Rasmussen på topscorerlisten.

Fodbold. Manchester Citys forsvarsspiller Aymeric Laporte har fået spansk statsborgerskab og har af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) fået grønt lys til at spille landsholdsfodbold for ibererne. Den 26-årige har tidligere spillet ungdomslandskampe for Frankrig, men aldrig spillet på A-niveau. Aymeric Laportes familie har rødder i Baskerlandet, og Aymeric Laporte har tidligere spillet otte år i Athletic Bilbao. Nu er det op til den spanske landstræner Luis Enrique, om han vil bruge Laporte til EM.

Fodbold. FC København har fået medhold i protesten over den advarsel, som Mathias ’‘Zanka’ Jørgensen fik mod FC Nordsjælland i mandags. Efter at have gennemgået tv-billeder erkender dommer Sandi Putros, at FCK’eren ikke begik en strafbar forseelse.

Ishockey. Danmark tabte torsdag den sidste test inden VM-starten i Letland i næste uge. Norge besejrede danskerne 4-0, men landstræner Heinz Ehlers rejser alligevel til VM med ro i sindet. »Resultatet kan vi ikke være tilfredse med, men jeg er super tilfreds med selve spillet. Alle de ting, vi har trænet på, gjorde spillerne rigtig godt. Vi skal heller ikke glemme, at vi mødte en fornuftig modstander«, siger Ehlers til Ritzau og tilføjer: »Det er småting, der skal forbedres. Lidt mere kvalitet i skuddene. Lidt mere trafik foran modstandernes målmand«.

Fodbold. Randers FC’s sportslige direktør Søren Pedersen varsler større investeringer i spillertruppen efter torsdagens pokaltriumf mod SønderjyskE. Der venter nu mindst 8 europæiske kampe på Randers og indtægter fra enten Europa League eller Conference League på mindst 30 millioner kroner. »Vi skal ud og spille nogle store kampe, og de kampe kræver spillere på højt niveau. Så vi kan godt tillade os at gå ud og hente spillere fra en højere hylde«, siger Søren Pedersen til Ritzau.

Håndbold. Aalborgs mænd har stor tro på egne evner. Holdets store profil Henrik Møllgaard udråber nu nordjyderne til at være favoritter til at tage pladsen i Champions Leagues Final4-stævne efter en kvartfinalesejr på fem mål over Flensburg torsdag aften. »Hvor jeg havde Flensburg-Handewitt som favorit på forhånd, er fordelen gledet over til os nu. Jeg er enig i, at det ikke er nemt at skulle forsvare en føring på fem mål, men holdene er så jævnbyrdige, at fem mål er meget at komme til Flensborg med«, siger Henrik Møllgaard til Ritzau. Aalborg vandt 26-21 og skal forsvare føringen i Tyskland 19. maj.

Fodbold. Yussuf Poulsen spillede 2. halvleg for RB Leipzig i pokalfinalenedturen i Berlin mod Dortmund, der vandt 4-1 på en særdeles stærk 1. halvleg