Vi skriver 1980. Et enormt, knaldrødt banner med hammer og segl folder sig ud over tilskuerrækkerne på et stort stadion i Moskva, mens landets ledere skuer ud over folkemængden. Det er sommer, vi er til de olympiske lege, og Sovjetunionen er vært. De vestlige lande er rasende. Et halvt år forinden har Sovjet invaderet Afghanistan, og tænk sig, at de bilder sig det ind. Afghanistan!
En massiv OL-boykot fulgte. Mange lande blev helt væk fra legene, og nogle af dem, der deltog, gjorde det under det olympiske flag – et neutralitetssymbol. Det gjaldt også for Danmark. Stridighederne kom så vidt, at Sovjet senere gengældte boykotten. Det skete under OL i 1984 som denne gang foregik i USA. Det var bestemt højdramatisk og handlede i bund og grund om værdipolitik. Og netop derfor er parallellerne til de vinterlege, der starter denne fredag i Kina, åbenlyse. Som dengang med Sovjet peger vestlige lande på Kina og kritiserer landet for en totalitær tilgang til sin befolkning. Derfor har i alt otte lande, herunder USA, Canada og Danmark besluttet at holde diplomater og politikere hjemme. Så selvom det ikke er meningen, at OL skal politiseres, er politiske debatter ’nærmest rituelle’, når de skal løbe af stablen.
Det siger senioranalytiker Stanis Elsborg fra Play the Game, der arbejder for bedre etik i sportens verden. Han begynder at remse op, og der er nok at notere sig:
Hvem kan glemme de olympiske lege i nazi-Tyskland i 1936? En glohed kartoffel. Eller hvad med Beijing 2008, hvor Kina fik kritik for behandlingen af tibetanere. Vinter-OL i Sotji i Rusland i 2014 faldt sammen med en ny lov, der fik mere end fødselshjælp af Putin, og som ramte homoseksuelle. De måtte ikke længere ’promovere ukristelig seksualitet’, hvilket fik USA’s præsident, Barack Obama, til at blive væk fra legene. Udvider vi med andre sportsgrene, stråler VM i fodbold i Qatar, som var det et glasklædt højhus i en oliestat. Kritik, problemer, debat.
