Sidste års mest vindende landevejsrytter italieneren Elia Viviani slår suverænt til på 1. etape i Tour Down Under.

Drømmestart for danskerhold: Sejrskongen giver fræk og brillant opvisning i kaotisk finale ved WorldTour-premieren

Sidste års mest vindende rytter Elia Viviani triumferede på denne overbevisende manér ved WorldTour-premieren i Australien. Foto: Tim De Waele/Getty Images.
Sidste års mest vindende rytter Elia Viviani triumferede på denne overbevisende manér ved WorldTour-premieren i Australien. Foto: Tim De Waele/Getty Images.
Lyt til artiklen

Fire måneder efter, han på finaleetapen i Vuelta a España til Madrid satte et storslået punktum for sin forrygende 2018-sæson med sin 18. sejr, der gjorde ham til årets suverænt mest vindende, dokumenterede den italienske mester Elia Viviani (Deceuninck-Quick Step) i nat dansk tid, at hans exceptionelle færdigheder har udviklet sig yderligere i vinterpausen.

På de sidste meter af den 129 km lange 1. etape i WorldTour-premieren Tour Down Under med start og mål i Adelaide manøvrerede den 29-årige spurtkanon sig frem gennem det vildt fightende mylder med så overvældende styrke og ekvilibrisme, at han passerede stregen flere længder foran sin nærmeste rival tyskeren Max Wahlscheid (Team Sunweb).

Dermed understregede Viviani effektfuldt, at han var sluppet problemløst fra det styrt, han var involveret i sammen med blandt andre sin danske holdkammerat Michael Mørkøv to døgn tidligere.

Sørgede for at bringe Viviani i position

Den frygtløshed og frækhed, hvormed italieneren forcerede kraftfuldt op gennem den næsten ikke eksisterende passage mellem konkurrenterne og barrieren på den afsluttende del af opløbsstrækningen, understregede, at han er maksimalt tændt straks fra sæsonens start, og han udførte til perfektionisme det belastende job, det er for en favorit at leve op til forventningerne.

Efter den traditionelle hidsige positionskamp frem mod finalen formede det sidste par kilometer sig nærmest kaotisk, hvor intet af holdene formåede at kontrollere situationen.

Bossen for superholdet: Mørkøv er en af verdens stærkeste på sit felt

Heller ikke Deceuninck-Quick Step var således i stand til at køre sit vanlige tog for Viviani, men holdet med den danske mester Michael Mørkøv og debutanten Mikkel Honoré sørgede for at bringe italieneren så langt frem som muligt, hvorefter han selv sørgede for resten.

»Der var kraftig modvind i finalen, og det betød, at vi blev nødt til at ændre planerne. Men jeg fandt et lille hul, jeg lige kunne smutte igennem, og med det samme er presset på hele holdet nu lettet«, lød det fra en yderst tilfreds Elia Viviani, der sidste år noteredes for en enkelt etapesejr i Tour Down Under.

De fire danskere med hjem i hovedfeltet

Knap så godt slap hjemmebanehåbet Caleb Ewan (Lotto Soudal) fra opgaven. I modsætning til i søndags, da den 24-årige australier sejrede foran den slovakiske eksverdensmester Peter Sagan (Bora-hansgrohe), nåede han denne gang aldrig helt frem gennem vrimlen, og han krydsede stregen som nr. 23.

Top-10 i mål så således ud: 1. Viviani, 2. Wahlscheid, 3. Jakub Mareczko (CCC Team), 4. Phil Bauhaus (Bahrain Merida), 5. Ryan Gibbons (Dimension Data), 6. Jasper Philipsen (UAE Team Emirates), 7. Kristoffer Halvorsen (Team Sky), 8. Peter Sagan, 9. Danny van Poppel (Jumbo-Visma), 10. Daniel Hoelgaard (Groupama-FDJ).

115 af de fuldførende 133 ryttere befandt sig i hovedfeltet, og blandt disse var også de fire danskere Michael Mørkøv og Mikkel Honoré samt Lars Bak og Michael Valgren (Dimension Data) som henholdsvis nr. 63, 70, 77 og 89. De to førstnævnte var de bedst placerede Deceuninck-Quick Step aktører efter Viviani, hvilket indikerer, at de har hjulpet italieneren godt på vej.

Udbrydere belønnedes for anstrengelserne

Årets første lange WorldTour-udbrud leveredes af en kvartet bestående af den nykårede newzealandske enkeltstartsmester Patrick Bevin (CCC Team), kasakheren Artyom Zakharov (Astana) samt de to australiere Michael Storer (Team Sunweb) og Jason Lea, der til daglig kører for kontinentalmandskabet Team BridgeLane, men ved denne lejlighed stiller op for landsholdet.

Zakharov faldt fra, da der manglede cirka 85 km, Bevin strakte gevær med 40 km tilbage, og umiddelbart efter blev også de to sidste hentet.

Skiferie med kæresten, hemmelige tricks og generel glæde er kometens brændstof på den videre færd mod tinderne

Men alle fire formåede at følge hovedfeltet i mål, og det betød, at de tre mest udholdende belønnedes.

Jason Lea erobrede således bjergtrøjen ved at vinde dagens eneste bjergspurt, og de er alle tre at finde i top-10 sammenlagt i kraft af de bonussekunder, de indkørte undervejs.

Klassementet ser nemlig således ud, inden den 122 km lange 2. etape fra Norwood til Angaston: 1. Viviani, 2. Wahlscheid 4 sekunder, 3. Bevin 5, 4. Storer samme tid, 5. Mareczko 6, 6. Lea 8, 7. Bauhaus 10, 8. Gibbonis, 9. Philipsen, 10. Halvorsen samme tid.

Til og med nr. 115 australieren Adam Hansen (Lotto Soudal) er alle øvrige ligeledes registreret for et minus på 10 sekunder, og det indebærer også de fire danskere Michael Mørkøv som nr. 65, Mikkel Honoré 72, Lars Bak 79 og Michael Valgren 90.

Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her