Hollænderen Mathieu van der Poel er storfavorit ved dagens VM i cykelcross i Bogense, men belgieren Wout van Aert har tre år i træk været hans onde ånd.

To unge, exceptionelle himmelstormere med spændende fremtid tørner sammen i VM-duel på Fyn

Således tog det sig ud, da Matheiu van der Poel for en uge siden i World Cup-afdelingen på hjemmebane i Hoogerheide noteredes for sin 25. sejr i 27 starter i denne sæson.
 Foto: David Stockman/Ritzau Scanpix
Således tog det sig ud, da Matheiu van der Poel for en uge siden i World Cup-afdelingen på hjemmebane i Hoogerheide noteredes for sin 25. sejr i 27 starter i denne sæson. Foto: David Stockman/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Når dagens opgør om den globale hæder blandt klodens ypperste mandlige cykelcrossudøvere på den frosthårde nordfynske rute med kolde pust fra Kattegat påkalder sig interesse langt uden for den terrængående disciplins eksplosive epicenter i Belgien og Holland, skyldes det, at kappestriden som hovedpersoner kan præsentere to exceptionelle unge pedalatleter, hvis evner rækker langt videre end til lige netop denne gren af den krævende idræt.

Opgaverne i søle, sand og mudder på nedslidte græsskråninger i forræderiske hjulspor prioriteres imidlertid endnu højest af både den 24-årige hollandske storfavorit, Mathieu van der Poel, som er national mester både i cross, på landevej og på mountainbike, samt den jævnaldrende belgier Wout van Aert, der i det forgangne år uden for crosssæsonen blandt andet strøg til tops sammenlagt i PostNord Danmark Rundt.

Men når den lidenskab er udlevet, venter der begge lukrative jobs på de førende professionelle landevejsmandskaber. På det punkt har belgieren et forspring i forhold til sin hollandske rival, idet han allerede har kontrakt med hollandske Jumbo-Visma til udgangen af 2021.

Satser på mountainbike i Tokyo

Mathieu van der Poel har over en lige så lang periode bundet sig til sin belgiske arbejdsgiver gennem de seneste sæsoner, Corendon-Circus, der hidtil har lagt <DB>hovedvægten på cross, men i år øger satsningen på landevejen markant med oprykning til 2. division.

I de omgivelser er Mathieu van der Poel den suveræne stjerne, mens van Aert har en hel del kolleger at indrette sig efter.

To danske toptunede teenagere suser rundt med 70 km/t og tager publikum med storm

Hos Corendon-Circus planlægges alt ud fra van der Poels ambitioner, og han selv og holdet drager nytte af de talrige invitationer, der i kraft af hans person strømmer ind til internationale storløb på landevejen. Samtidig kan van der Poel nogenlunde uforstyrret fortsætte sine udfoldelser i cross og ikke mindst på mountainbike, hvor han har deltagelse ved OL i Tokyo som sit overordnede mål.

Lasse Norman med på holdet

Denne flersidige stræben kommer også danske Lasse Norman, der ligeledes er på lønningslisten, til gode. Efter eventyret på det nu lukkede irske Aqua Blue Sport ledte den tredobbelte danske OL-medaljevinder efter et hold, som både åbnede mulighed for spændende udfordringer på landevejen og for fortsat intenst arbejde på banen med olympisk sigte, og det har han fundet i selskab med van der Poel.

Mathieu van der Poel er fra fødslen udstyret med forjættende gener. Faderen Adri brillerede i en næsten 20 år lang professionel karriere både på landevejen med sejre i eksempelvis klassikerne Liège-Bastogne-Liège, Flandern Rundt og Amstel Gold Race og som crossrytter, hvor VM-titlen i 1996 udgjorde kulminationen.

Og på den mødrene side ser det heller ikke så ilde ud, idet Adri van der Poel giftede sig med datteren til en af Tour de France-historiens mest farverige legender, franskmanden Raymond Poulidor.

Slog Mads Pedersen ved junior VM

I 2013 blev Mathieu van der Poel i Firenze juniorverdensmester på landevej, da han i finalen overrumplede Mads Pedersen, som henvistes til sølvpladsen. Allerede dengang understregede hollænderen, at han fortrak cross, og to år senere erobrede han VM-guld i eliteklassen.

Siden har van der Poel båret på favoritværdigheden, når verdensmesterskaberne nærmede sig, men tre år i træk har Wout van Aert sat ham på plads og specielt nederlaget i 2018 på hjemmebane i Valkenburg var smertefuldt.

Smertefuld lussing til par nr. 7, mens en tredje dansker brillerer

I denne vinter har van der Poel vist sig mere dominerende end nogensinde før, og han har vundet 25 af sine 27 starter. Senest halvvejs er han trådt fra konkurrenter, og siden har det udviklet sig til en eminent soloopvisning frem mod mål.

Iagttagere, der har set hollænderen træne i Bogense, fremhæver, at han nærmest er fløjet hen over ruten, og van der Poel har da også udtalt, at den ikke kunne have været meget bedre, hvis han selv skulle have udformet den.

Belgisk outsider

Wout van Aert er tilsyneladende udmærket tilfreds med at være underdog, hvilket han da også i tre år har fået det maksimale ud af. Belgieren har kun vundet et enkelt løb i en af crosssportens tre gennemgående sæsonkonkurrencer, og da stillede van der Poel ikke op.

Ved de nationale mesterskaber blev han besejret af Toon Aerts, der også har vundet World Cop-sammenlagt, fordi van der Poel ikke deltog i de to første afdelinger. Og skal nogen blande sig i dysten mellem van Aert og hollænderen, må det være Aerts.


Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her