21-årige Rasmus Byriel Iversen styrtede efter 140 km i udbrud ved den europæiske sæsonpremiere på Mallorca og brækkede kravebenet.

Drømmedebut begynder succesrigt og slutter brutalt for ung dansker

Rasmus Byriel Iversen i aktion i sit lange udbrud ved sæsonpåremieren på Mallorca, inden han styrtede og endte på hospitalet. Foto: Challenge de Mallorca
Rasmus Byriel Iversen i aktion i sit lange udbrud ved sæsonpåremieren på Mallorca, inden han styrtede og endte på hospitalet. Foto: Challenge de Mallorca
Lyt til artiklen

For den ene af sæsonens fem danske WorldTour-debutanter, Rasmus Byriel Iversen, sluttede hans første opgave på den internationale cykelscene ekstremt bittert og brutalt efter en ellers lovende begyndelse.

Den 21-årige dansker, der har sikret sig kontrakt med belgiske Lotto Soudal stillede i dag til start, da den europæiske cykelsæson indledtes med det 176,9 km lange Trofeo Ses Salines – det første af de fire endags arrangementer i den traditionelle løbsserie Challenge de Mallorca.

I et stærkt felt, som blandt mange andre topnavne også talte den spanske verdensmester Alejandro Valverde (Movistar), udmærkede Rasmus Byriel Iversen sig ved i stærk blæst at angribe, straks løbet blev givet frit, sammen med to andre, og danskerne tog godt for sig af bjergspurterne undervejs.

Vandt tre af de fem bjergspurter

Selv om trioen nåede op på at have et forspring på 7 minutter, stod det nogenlunde klart, at offensiven ville blive elimineret, da Movistar satte sig i front for feltet, og trioen blev da også hentet, uden at det dog resulterede i en lykkelig dag for det spanske storhold.

Med 15 km tilbage kort før den sidste stigning var mandskabets stjerne Mikel Landa og Rasmus Byriel Iversen involveret i et massestyrt, og de led så hård en medfart, at de begge straks blev kørt til hospitalet i Manacor – danskeren med et brækket kraveben og Landa med voldsomme smerter i den ene skulder.

Lynhurtig komet spiller højt med uventet jobskifte og hæver flot gevinst i første forsøg

»Det kan man da kalde en bitter debut«, kommenterer Lotto Soudal-bossen Marc Sergeant på holdets hjemmeside.

»Rasmus havde været 140 km i udbrud og var en meget kraftig kandidat til at blive kåret som løbets mest aggressive rytter. Han havde vundet de tre første bjergspurter, var blevet nr. 2 i den fjerde, og så styrtede han altså lige inden den sidste«.

»Det stod klart med det samme, at der var galt med kravebenet, og nu har vi altså allerede to ryttere, der er ukampdygtige i nogle uger, efter at Jelle Wallays brækkede kæben og fik slået et par tænder ud i finalen på 3. etape i Vuelta a San Juan«.

Jesus Herrada sikrede sig flot solosejr

Den 28-årige spanier Jesus Herrada blev den store triumfator på den spanske ferieø, da han kørte solo på den sidste stigning, næsten samtidig med at styrtet indtraf, og ingen formåede at hente ham på de afsluttende 15 km.

Herrada nåede til mål 11 sekunder foran en trio bestående af franskmanden Guillaume Martin (Wanty-Gobert), hollænderen Bauke Mollema (Trek-Segafredo) og Alejandro Valverde, mens den resterende del af feltet var stærkt splittet.

For Jesus Herrada, der to gange har været spansk mester og inden sidste sæson skiftede til Cofidis sammen med sin fem år ældre bror José, var det den første sejr i fransk tjeneste. Cofidis har også sin danske nyerhvervelse Jesper Hansen med på Mallorca, men han var ikke til start i dag.

Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her