I kølvandet på sin eksplosive og sejrrige finish på 2. etape i Vuelta a San Juan demonstrerede Tour de France-bjergkongen Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) på den efterfølgende 12 km enkeltstart med overvældende effektivitet, at han er kommet til Argentina i bragende form.
I det forholdsvis korte og flade temporidt med start og mål i Pocito viste den 26-årige franskmand sig som imponerende suveræn, og han tilbagelagde distancen på 13.41 minutter – gennemsnitshastighed 52,62 km/t – hvilket var 12 sekunder hurtigere end italieneren Valerio Conti (UAE Team Emirates) og hans 19-årige, forbløffende holdkammerat Remco Evenepoel.
Indehaveren af løbets førertrøje, som han i øvrigt ikke stillede op i, colombianeren Fernando Gaviria (UAE Team Emirates), stred ihærdigt for at forsvar sin position, men på 6. pladsen var han slået med 21 sekunder, og kan således heller ikke med bonus for en eventuel spurttriumf på 4. etape støde Alaphilippe fra tronen.
Nairo Quintana slap fint fra enkeltstarten
Top-10 på etapen så således ud: 1. Alaphilippe 13.41 minutter, 2. Conti 12 sekunder, 3. Evenepoel samme tid – det var kun 8 tiendedele af et sekund, der skilte dem – 4. Felix Grossschartner (Bora-hansgrohe) 16, 5. Winner Anacona (UAE Team Emirates) samme tid, 6. Gaviria 21, 7. Peter Sagan (Bora-hansgrohe) 26, 8. Tom Böhli (UAE Team Emirates) 28, 9. Laureano Rosas (Mardan) 30, 10. Oscar Sevilla (Medellin) 31.
Det fremkalder denne top-10 i klassementet: 1. Alaphilippe 7.15.16 timer, 2. Gaviria 18 sekunder, 3. Conti 22, 4. Evenepoel samme tid, 5. Grossschartner 26, 6. Anacona samme tid, 7. Sagan 32, 8. Rosas 40, 9. Sevillia 41, 10. Simone Consonni (UAE Team Emirates) 44.
Giro d’Italia spiller fire helt andre wildcard ud end Tour de FranceEt af de varme bud på en attraktiv slutplacering, colombianeren Nairo Quintana (Movistar), klarede sig fint i en udfordring, der ikke hører til hans speciale.
Sydamerikaneren blev nr. 12 på etapen 38 sekunder efter Alaphilippe og indtager 11. pladsen sammenlagt med et minus på 48 sekunder.
Går altid efter at vinde
De seneste sæsoners mest vindende mandskab Deceuninck-Quick Step indtager således allerede med 4 gevinster ligeligt fordelt mellem Alaphilippe og italieneren Elia Viviani førerpositionen på sejrslisten.
Men hvor italienerens succes i Australien mere eller mindre var forudset, kommer Alaphilippes tidlige, markante udspil noget mere overraskende.
Jeg går altid efter at vinde, hvis der overhovedet er en mulighed. Det ligger både i min og holdets mentalitet
»Jeg går altid efter at vinde, hvis der overhovedet er en mulighed. Det ligger både i min og holdets mentalitet«, lyder det fra Julian Alaphilippe i en pressemeddelelse fra holdet.
»Det har imidlertid overrasket mig, at jeg allerede nu har to etapesejre. Det havde jeg ikke forestillet mig, da vi kom her til Argentina«.
»Det har indbragt mig førertrøjen, men der er adskillige ryttere i feltet, som er i stand til at lave noget stort på etapen til Alto del Colorado, som helt sikkert vil blive afgørende for det endelige resultat. Jeg føler ikke, der hviler noget pres på mig, for jeg havde slet ikke regnet med at befinde mig i denne situation, så jeg tager tingene, som de kommer«.
Finale i 2.624 meters højde
Alto del Colorado, som Julian Alaphilippe omtaler, er bjerget, der tårner sig op i finalen på den 169 km lange 5. etape, som indledes i San Martin 595 m over havets overflade og slutter på tinden i den tynde luft i 2.624 meters højde.
Den gennemsnitlige procent på 4,4 forekommer ikke skræmmende, men selve den officielle del af klatreturen er opgjort til 18,9 km. Det går imidlertid opad væsentligt længere, så denne seje færd mod toppen vil givetvis fremkalde en markant udskilning.
Frustreret stjerne kæmper forgæves for den sejr, alle regnede for en selvfølgeAlaphilippe fremhæver ligeledes, at han havde nået at få korte, gavnlige informationer fra sidste sæsons dobbelte juniorverdensmester Remco Evenepoel, der var startet 20 minutter tidligere.
Da den unge himmelstormer passerede målstregen i 13.57 og dermed overtrumfede østrigeren Felix Grossschartner med 4 sekunder, anedes en opsigtsvækkende triumf for den belgiske debutant, men han fik kun lov til at beholde føringen i 6 minutter, indtil den 25-årige italiener Valerio Conti var 8 tiendedele af et sekund hurtigere.
19-årigt stortalent fint tilfreds med tredjeplads
»Jeg er fint tilfreds med tredjepladsen, og det havde da været væsentligt mere bittert, hvis jeg var blevet nr. 2 slået med så lille en margin«, sagde en smilende Remco Evenepoel i det officielle tv-interview efter etapen.
»Nu blev det i stedet en sejr til holdet, og jeg kan kun være ovenud glad. Jeg havde håbet på en top-10 placering, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle komme på podiet«.
»Jeg lagde også afstand til mine konkurrenter i kampen om ungdomstrøjen, men fra nu af gælder det om at forsvare Julians førertrøje«, understregede den exceptionelt talentfulde teenager.
Evenepoel har schweizeren Gino Mäder (UAE Team Emirates) 35 sekunder efter sig som sin nærmeste rival i den indlagte kappestrid – pudsigt nok nøjagtigt den samme afstand, som schweizeren på fjerdepladsen havde op til sin sejrende landsmand Max Hirschi på enkeltstarten ved U23 VM.
fortsæt med at læse


























