Hollænderen Dylan Groenewegen suser over stregen som suveræn vinder af 4. etape i Volta ao Algarve. Foto: Volta ao Algarve.

Hollænderen Dylan Groenewegen suser over stregen som suveræn vinder af 4. etape i Volta ao Algarve. Foto: Volta ao Algarve.

Cykling

Årvågen Søren Kragh rykker en plads op på podiet efter vild massespurt

Den 24-årige dansker undgik at tabe tid og er nu nr. 2 i Volta ao Algarve inden vanskelig sidste etape.

Cykling

I en vild massespurt som afslutning på den 198 km lange 4. og næstsidste etape i Volta ao Algarve fra Albufeira til Tavira formåede en årvågen og kampberedt Søren Kragh Andersen (Sunweb) at holde sig så langt fremme trods en hidsig fight om positionerne, at han avancerede en enkelt plads i det samlede klassement.

Den 24-årige dansker susede over stregen som nr. 21, og to pladser efter ham var der så stort et hul mellem hollænderen Wout Poels (Team Sky) og Michael Valgren (Dimension Data), der var i mål som nr. 24, at juryen vurderede, at afstanden skulle gøres op til 7 sekunder.

Af de bedst placerede sammenlagt gik det ud over både den slovenske indehaver af førertrøjen Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) og spanieren Enric Mas (Deceuninck-Quick Step), som ikke undgik tidstab.

Overbevisende spurtsejr til Grroenewegen

I Pogacars tilfælde fik det dog ikke den store betydning, eftersom han havde et pænt forspring at tære på, men Enric Mas dumpede fra andenpladsen ned som nr. 4 i den top-10, der nu tager sig således ud: 1. Pogacar 15.12.28 timer, 2. Søren Kragh 29 sekunder, 3. Poels 30, 4. Mas 31, 5. David De la Cruz (Team Sky) 57, 6. Sam Oomen (Sunweb) 1.08 minut, 7. Zdenek Stybar (Deceuninck-Quick Step) 2.12, 8. Nelson Powless (Jumbo-Visma), 9. Marc Hirschi (Sunweb) 2.31, 10. Amaro Antunes (CCC Team) 2.36.

Michael Valgren ligger nr. 14 med et minus på 3.11 minutter.

Etapen vandtes overbevisende af hollænderen Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma), der således gentog bedriften fra sidste år samme sted. Det var lidt af en streg i regningen for hollænderen, at han ikke havde været i stand til at lave et dacaponummer også på 1. etape, men da var han involveret i massestyrtet, der 7 km fra mål gik ud over omkring 100 ryttere.

De nærmeste til at true Groenewegen i dag, var franskmanden Arnaud Démare (Groupama-FDJ), belgieren Jasper Philipsen (UAE Team Emirates), tyskeren Pascal Ackermann (Bora-hansgrohe) og italieneren Simone Consonni (UAE Team Emirastes).

Skrap finaleetape i vente

Endnu kan det langt fra tages for givet, at Søren Kragh Andersen bevarer sin aktuelle fornemme position løbet ud, for i morgen venter som afslutning på strabadserne i Portugal 173,5 kuperede kilometer, som udgår fra Faro og rundes af med en kort, eksplosiv klatretur op til toppen af Malhão.

Der er tale om en 2,5 km lang stigning op til målet i cirka 500 meters højde med en gennemsnitlig procent på 9,9, og det er så afgjort et element, der kan skabe ravage i den samlede stilling.

Det skete således med brask og bram sidste år, da polakken Michal Kwiatkowski ikke alene nåede først til toppen, men også stødte sin walisiske Team Sky-holdkammerat Geraint Thomas fra tronen i klassementet.

Den senere Tour de France-vinder havde overtaget føringen i Volta ao Algarve fra dagens sejrherre Dylan Groenewegen på 2. etape, men da facit gjordes op på Malhão, sluttede Thomas på andenpladsen med et minus på 1.31 minut til Kwiatkowski.

To franske stjerner slået af italiener

I Frankrig matte to af værtsnationens helt store kanoner Thibaut Pinot (Groupama-FDJ) og Romain Bardet (AG2R) se sig overtrumfet af det italienske klatretalent Giulio Ciccone (Trek-Segafredo) på de sidste meter af den 201 km lange 2. etape i Tour du Haut-Var fra Le Cannet-des-Maures til Mons.

Trioen var med i den syvmands gruppe, der nåede først til vejs ende, og den 24-årige italiener, som i denne sæson debuterer på WorldTour-niveau hos amerikanske Trek-Segafredo efter to år på hjemlandets 2. divisionshold Bardiani-CSF, krydsede målstregen med klar afstand til til franskmanden Julien El Fares (Delko-Marseille) og Pinot.

På de øvrige pladser i samme tid som vinderen fulgte AG2R-holdkammeraterne Alexis Vuillermoz og Bardet, yderligere en franskmand Nicolas Edet (Cofidis) og briten Hugh Carthy (EF Education First.

Ciccone overtog også førertrøjen fra belgieren Sep Vanmarcke (EF Education First), der satte næsten 18 minutter til i dag. Top-10 ser således ud: 1. Ciccone 9.19.52 timer, 2. El Fares, 3. Pinot, 4. Vuillermoz, 5. Bardet, 6. Edet, 7. Carthy alle samme tid, 8. Rudy Molard (Groupama-FDJ) 10 sekunder, 9. Kilian Frankiny (Groupama-FDJ) 14, 10. Mathias Le Turnier (Cofidis) 45.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Riwal Readynez følger stadig godt med

Riwal Readynez’ svensker Lucas Ericsson, der kørte en flot 6. plads hjem på 1. etape, formåede ikke at gentage den præstation i dag, hvor han satte 3.31 minutter til.

Det danske 2. divisionsholds bedste på denne 2. etape var nordmanden Sindre Lunke, der noteredes for en 18. plads 1.10 minut bagude. Emil Vinjebo blev nr. 19 med et minus på 1.22 minut.

Riwal Readynez’ deltagere er placeret således sammenlagt: 15. Lunke 2.02 minutter, 23. Vinjebo 3.03, 26. Ericsson 3.31, 33. Rasmus Quaade 6.30, 75. Jonas Aaen 29.13, 93. Alexander Kamp 35.05.

Matti Breschel (EF Education First) er 31.03 minutter bagude som nr. 86.

Sæsonens tredje WorldTour-løb starter i morgen

Mens de tre igangværende etapeløb alle slutter i morgen, indledes i De Forenede Arabiske Emirater sæsonens tredje WorldTour-løb, det syv dage lange UAE Tour.

Der er tale om en sammenlægning af de tidligere etapearrangementer i de syv emirater ved Den Persiske Bugt, og det har altså overtaget den status som hjemmehørende i det fineste seslakb, som Abu Dhabi Tour tidligere var i besiddelse af.

Løbets første styrkeprøve er et 16 km holdløb, og det tæller desuden tre opgaver for sprinterne – 2., 5. og 7. etape – to finaler på en stigning – 3. og 6. etape – og en udfordring af middelsvær karakter – 4. etape.

Talrige topnavne til start

Feltet tæller da også et varieret udbud af topnavne både til massespurter og til klassementet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Førstnævnte kategori omfatter blandt andre sidste sæsons mest vindende rytter, italieneren Elia Viviani (Deceuninck-Quick Step), der har hjælpe af blandt andre Michael Mørkøv og landsmanden Fabio Sabatini.

Der kan ventes skrap modstand fra australieren Cadel Ewan (Lotto Soudal), UAE Team Emirates’ norsk-colombianske duo Alexander Kristoff og Fernando Gaviria, tyskerne Marcel Kittel (Katusha-Alpecin), Max Wahlscheid (Sunweb) og Phil Bauhaus (Bahrain Merida), italienerne Sacha Modolo (EF Education First) og Jakub Mareczko (CCC Team), ireren Sam Bennett (Bora-hansgrohe), briten Mark Cavendish (Dimension Data) og nordmanden Kristoffer Halvorsen (Team Sky).

Aspiranter til den samnlede stilling er der også nok af : Hollænderne Tom Dumoulin og Wilco Kelderman (Team Sunweb), den spanske verdensmester Alejandro Valverde (Movistar), italieneren Vincenzo Nibali (Bahrain Merida), australieren Richie Porte (Trek-Segafredo), spanieren Gorka Izagirre (Astana), sloveneren Primoz Roglic (Jumbo-Visma), ireren Dan Martin (UAE Team Emirates) samt Team Skys polsk-italienske duo Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden