Matteo Trentin jubledr over sæsonens anden sejr efter et tæt opgør med Danny van Poppel på 2. etape i Ruta del Sol. Foto: Ruta del Sol.

Matteo Trentin jubledr over sæsonens anden sejr efter et tæt opgør med Danny van Poppel på 2. etape i Ruta del Sol. Foto: Ruta del Sol.

Cykling

Fuglsang fyrer fortsat lovende signaler af i Spanien og lægger op til spændende temporidt

Den danske etapeløbsstjerne holdt fast i den samlede andenplads i Ruta del Sol.

Cykling

Placeringen som nr. 19 ser måske ikke ud af så meget, men den måde, hvorpå Jakob Fuglsang (Astana) kørte sig i position, inden sprinterne tog over til den ventede massespurt, for ikke at miste unødig tid i en hektisk finale, taler sit tydelig sprog om, at danskeren er stærkt opsat på at tage fra Ruta del Sol med et topresultat.

Bortset fra den belgiske indehaver af førertrøjen Tim Wellens (Lotto Soudal), der krydsede stregen som nr. 12 på den 216 km lange 2. etape fra Sevilla gennem endeløse olivenlunde til Torredonjimeno, var Fuglsang da også den bedst placerede af klassementsaspiranterne, da italieneren Matteo Trentin (Mitchelton-Scott) snævert foran hollænderen Danny van Poppel (Jumbo-Visma) trak sig sejrrigt ud af opgøret mellem de skrappe afsluttere.

62 ryttere var med hjem i første gruppe, og der registreredes kun ubetydelige rokeringer blandt de bedste i klassementet, hvor top-10 nu tager sig således ud: 1. Wellens, 2. Fuglsang 5 sekunder, 3. Jack Haig (Motchelton-Scott), 4. Ion Izagirre (Astana) begge samme tid, 5. Marco Canola (Nippo-Vini Fantini) 9 sekunder, 6. Steven Kruijswijk (Jumbo-Visma), 7. Aleksandr Vlasov (Gazprom), 8. Pello Bilbao (Astana), 9. Antwan Tolhoek (Jumbo-Visma) alle samme tid, 10. Guillaume Martin (Wanty-Gobert) 13.

Spændende enkeltstart i vente

Fuglsangs stærke sæsonstart skaber spænding omkring hans præstation på dagens 16,3 km lange enkeltstart fra Mancha Real til La Guardia de Jaen på en krævende rute, der givetvis vil få anselig indflydelse på den samlede stilling.

Noget tilsvarende gælder for den afsluttende styrkeprøve på søndag, men der er i begge tilfælde tale om etaper, der ligger godt til en Jakob Fuglsang i topform.

Løbets anden danske deltager, den 22-årige debutant Jonas Vingegaard, har fået sin sag for i sin første opgave for sin hollandske arbejdsgiver Jumbo-Visma.

Vingegaard noteredes i dag som nr. 128 og sidst, da han nåede i mål i en seksmands gruppe 17.17 minutter efter Matteo Trentin.

Søren Kragh holder sig i toppen

Også i Volta ao Algarve er en dansker at finde i top-10 sammenlagt. Ganske vist kunne Søren Kragh Andersen (Team Sunweb) ikke følge med de allerbedste i finalen på den 187 km lange 2. etape fra Almodôvar til Foia, men han fightede flot på klatreturen op mod mål og begrænsede sit nederlag.

Den 24-årige dansker sikrede sig en 13. plads på etapen 52 sekunder efter det slovenske stortalent Tadej Pogacar (UAE Team Emirates), der er i gang med sin første sæson som professionel og med dagens præstation også erobrede den gule førertrøje.

Det er dog uhyre tæt i toppen, idet hollænderen Wout Poels (Team Sky) og spanieren Enric Mas (Deceuninck-Quick Step) kun er henholdsvis 1 og 3 sekunder bagud

Søren Kragh holdt fast i sin 6. plads med et minus på 51 sekunder og har i morgen ligesom Fuglsang i Spanien en interessant enkeltstart at se frem til.

Michael Valgren nr. 10 på etapen

Michael Valgren (Dimension Data) ærgrer sig utvivlsomt over, at han i går blev bremset af det voldsomme massestyrt 7 km fra mål og satte 1.28 minut til, for i dag, da han slap helskindet igennem, blev det til en 10. plads 3 sekunder foran Søren Kragh.

Den bedrift indbragte ham et avancement på 64 plasdser sammenlagt, så han nu er nr. 17 med 2.17 minutter op til Pogacar.

Ud over Søren Kragh var Mads Pedersen (Trek-Segafredo) den eneste anden dansker, der kom med hjem i første gruppe på den dramatiske etape i går. Det hjalp ham dog ikke meget i dag, da han sluttede blandt de sidste med et minus på 22.23 minutter.

I det hele taget var det af de seks danskere kun Søren Kragh og Valgren, der hentede attraktive placeringer på turen op til Algarves højeste punkt Foia.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Casper Pedersen (Sunweb) satte 6.10 minutter til, mens Mads Würtz Schmidt (Katusha-Alpecin) og Lars Bak (Dimension Data) fulgtes ad 22.15 minutter bagude.

Ingen trusler mod Lutsenko

I Tour of Oman var den kasakhiske mester Alexey Lutsenko (Astana) på intet tidspunkt truet på den 135 km lange 6. og sidste etape fra Al Moiuj Muscat til Matrah Corniche.

Den 26-årige tidligere U23-verdensmester var hele dagen godt beskyttet af sine holdkammerater, og han nåede sikkert i mål som nr. 35 i samme tid som dagens italienske sejrherre Giacome Nizzolo (Dimension Data).

Aleksey Lutsenko hyldes som vinder af Tour of Oman for andet år i træk flankeret af Domenico Pozzovivo (t.v.) og Jesus Herrada.
Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Aleksey Lutsenko hyldes som vinder af Tour of Oman for andet år i træk flankeret af Domenico Pozzovivo (t.v.) og Jesus Herrada.

30-årige Nizzolo, der inden denne sæson skiftede fra Trek-Segafredo til sin nuværende sydafrikanske arbejdsgiver, fulgtes til dørs af landsmændene Sonny Colbrelli (Bahrain Merida) og Davide Ballerini (Astana), der besatte de næste pladser.

Astana er årets mest vindende

Med Lutsenkos fire gevinster i kappestriden på landevejene i det sydøstlige hjørne af Den Arabiske Halvø nåede Astana op på 10 i denne sæson.

Dermed er det kasakhiske kollektiv det mest vindende hidtil i år – en totalt uvant situation for holdet, der sædvanligvis hører hjemme i den tunge ende blandt de 18 WorldTour-mandskaber.

Giacomo Nizzolos spurtkvaliteter indbragte Dimension Data årets anden gevinst, efter at nordmanden Edvald Boasson Hagen slog til på den indledende enkeltstart i Volta a Valenciana for et par uger siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Top-10 i Tour of Oman endte med at se således ud: 1. Lutsenko 21.45.51 timer, 2. Domenico Pozzovivo (Bahrain Merida) 44 sekunder, 3. Jesus Herrada (Cofidis) 47, 4. Rui Costa (UAE Team Emirates) 53, 5. Elie Gesbert (Arkéa-Samsic) 1.03 minut, 6. Jan Polanc 1.14, 7. Eliot Lietaer (Wallonie-Bruxelles) 1.25, 8. Fabien Doubey (Wanty-Gobert) 1.31, 9. Brandom McNulty (Rally-UHC) 1.43, 10. Quentin Pacher (Vital Concept) 1.51.

Jesper Hansen (Cofidis) sluttede som nr. 27 med et minus på 9.08 minutter og kan dermed tage 5 verdensranglistepoint med hjem, mens der ingen belønning af den karakter var til Magnus Cort (Astana), der som nr. 70 var 25.59 minutter bagud.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden