Hæder er allerede erobret på flere forskellige kontinenter i krævende cykeludfordringer over flere dage, men traditionelt anses Paris-Nice, som begynder i dag i omegnen af den fransk hovedstad og slutter på søndag ved Middelhavet, samt Tirreno-Adriatico på tværs af det italienske støvleskaft fra 13. til 19. marts for sæsonens første betydende etapeløb.
Et bredt udvalg af de førende personligheder på den internationale scene fordeler sig på de to begivenheder, og i år anes i hvert fald den klare tendens, at et flertal af sprinterne foretrækker de franske landeveje, mens de italienske nok byder på en lille overvægt af de klassementsspecialister, der stiler efter at begå sig i endnu mere prestigemættede styrkeprøver som Giro d’Italia og Tour de France senere på året.
Og så er der også enkelte prominente skikkelser, der helt har valgt at blive væk, enten fordi de slås med helbredsproblemer, eller fordi løbene simpelthen ikke passer ind i deres forberedelser.
Det gælder eksempelvis den firedobbelte britiske Tour de France-vinder, Chris Froome (Team Sky), den spanske verdensmester Alejandro Valverde (Movistar) og den tidligere dobbelte sejrherre i Paris-Nice, australieren Richie Porte (Trek-Segafredo).
Når de uforfærdede vovehalse med mod på at kaste sig ud i massespurter hovedsagelig er stævnet til Frankrig, skyldes det, at mindst 3 af de 8 etaper appellerer direkte til deres færdigheder.
Sprinter får den første førertrøje
Således må det forventes, at det er en sprinter, der iklædes førertrøjen, når dagens 138,5 km med start og mål i Saint Germain en Laye er overstået, og vedkommende kan godt regne med at sole sig i den yderligere et par dage.
Aspiranter til den værdighed er eksempelvis franskmanden Arnaud Démare (Groupama-FDJ) og hollænderen Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma) – de vandt henholdsvis 1. og 2. etape sidste år – men de får skrap konkurrence af tyskerne André Greipel (Arkéa-Samsic) og Marcel Kittel (Team Katusha-Alpecin), italienerne Jakub Mareczko (CCC Team), Niccolo Bonifazio (Direct Energie) og Sonny Colbrelli (Bahrain Merida) samt franskmændene Christophe Laporte (Cofidis) og Bryan Coquard (Vital Concept).
Dansk succes i Italien: Storslået Fuglsang knækker stjerner på stribe, og Langvad leverer en formidabel landevejsdebutDesuden skal det vise sig, om Magnus Cort (Astana) kan begå sig i det selskab, og om briten Mark Cavendish (Dimension Data) nærmer sig fordums storhed.
Enkeltstart og bjergfinale afgørende
Når sprinterne har muntret sig, holder alvoren sit indtog på 5. etapes 25,5 km lange enkeltstart for rytterne med ambition om en attraktiv slutplacering, men det endelige slag i den sammenhæng må forventes at skulle udkæmpes på lørdag.
Her har arrangørerne nemlig fundet frem til et finalebjerg, der givetvis kendes fra træningsture af de efterhånden mange ryttere med bopæl i Monaco, men kun yderst sparsomt er anvendt i konkurrence.
Col de Turini, der er et veltjent element i motorsportens Monte Carlo Rally, har aldrig tidligere indgået i Paris-Nice-ruten, men er ved tre lejligheder et anseligt stykke tilbage i tiden dukket op i Tour de France uden dog at have været etapemål.
Det skete første gang i 1948, da en af de nu lysende franske Tour-legender Louison Bobet som 23-årig både var først på toppen og ligeledes sejrede på etapen fra Sanremo til Cannes. Det år blev Bobet nr. 4 sammenlagt, men fra 1953 og frem sluttede han tre år i træk på førstepladsen.
Spændende premiere på klassikersæsonen med flot vinder, men det danske islæt var svært at findeTo år senere var det et andet af de franske koryfæer, Jean Robic – Tour de France-vinder i 1947 – der rundede Col de Turini først, mens schweizeren Ferdi Kübler tog sig af etapesejren i Nice.
Endelig gjorde den spanske bjergspecialist Vicente Lopez Carril sig i 1973 bemærket ved at nå først til målet i Nice med et forspring på 8.50 minutter til nærmeste konkurrent efter allerede at have lagt rivalerne bag sig på Col de Turini.
Klart signal til årets deltagere
Til de aktuelle Paris-Nice-aktører sender det et klart signal om, at der skal specielle færdigheder til for at begå sig blandt de bedste på dette bjerg, hvor det går opad de sidste cirka 15 km med 34 hårnålesving og en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,3.
»Umiddelbart synes jeg ikke, Col de Turini er et bjerg, der er skræddersyet til de rene klatrere«, konstaterer værtsnationens største klassementshåb, Romain Bardet (AG2R), der skal i gang med sit sjette Paris-Nice, efter at han sidste år foretrak Tirreno-Adriatico, hvor det blev til en andenplads 39 sekunder efter belgieren Tiesj Benoot (Lotto Soudal).
»Det er en lang, men ret konstant stigning, der ikke byder på store skift i procenter. Der er tale om en tur op til toppen på omkring 40 minutter, og på dette tidspunkt af sæsonen er det interessant at se, hvor de enkelte ryttere står«.
»Jeg hæfter mig mere ved enkeltstarten, der kan komme til at spille en stor rolle, og det er ikke just til min fordel«.
fortsæt med at læse
