Dylan Groenewegen (t.h. i gult) presser lige netop cyklen  over stregen en anelse foran australieren Caleb Ewan helt ude til venstre og vinder 1. etape i Paris-Nice.
Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Dylan Groenewegen (t.h. i gult) presser lige netop cyklen over stregen en anelse foran australieren Caleb Ewan helt ude til venstre og vinder 1. etape i Paris-Nice.

Cykling

Voldsom blæst fejer favoritters drømme om kuld i dramatisk premiere

Paris-Nice indledtes med en ventet vinder, men adskillige store navne måtte se drømmen om en topplacering knust allerede på 1. etape.

Cykling

På papiret var der lagt op til en forholdsvis fredelig dag, da den 77. udgave af Paris-Nice indledtes med 138,5 km, der udgik og sluttede i Paris-forstaden Saint Germain en Laye.

Men bortset fra den kendsgerning, at det i hollænderen Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma) var en af verdens bedste sprintere, der erobrede løbets første førertrøje, udviklede strabadserne sig på dramatisk vist totalt anderledes end forudset.

Det sørgede ikke mindst vejrguderne for med en barsk sidevind, som i flere omgange splittede feltet, og beredte store vanskeligheder for adskillige topnavne, ligesom den skrappe blæst bevirkede, at kun 61 af de 158 fuldførende ryttere var med hjem i første gruppe.

Ingen danskere i første gruppe

Blandt de tilbageværende hurtige afsluttere – tyskeren Marcel Kittel (Katusha-Alpecin), nordmanden Alexander Kristoff (UAE Team Emirates) og briten Mark Cavendish (Dimension Data) var mellem de mange, som ikke formåede at følge med de forreste – lignede australieren Caleb Ewan (Lotto Souidal) vinderen, lige inden han blev fanget på selve målstregen af Groenewegen, hvis holdkammerater havde leveret et fremragende stykke arbejde i den afsluttende fase.

Deceuninck-Quick Steps hollandske stortalent Fabio Jakobsen susede i mål som nr. 3, mens den resterende del af top-10 så således ud: 4. Sam Bennett (Bora-hansgrohe), 5. John Degenkolb (Trek-Segafredo), 6. Matteo Trentin (Mitchelton-Scott), 7. Arnaud Démare (Groupama-FDJ), 8. Sonny Colbrelli (Bahrain Merida), 9. Bryan Coquard (Vital Concept), 10. Anthony Turgis (Direct Energie).

Magnus Cort (Astana), der længe sås i front som en ihærdig slider, noteredes som nr. 64 for et minus på 1.00 minut, mens placeringerne for de øvrige danskere blev: 68. Jesper Hansen (Cofidis) 1.01, 92. Lars Bak (Dimension Data) 2.44, 148. Casper Pedersen (Team Sunweb) 4.33.

Hård dag for et af årets succeshold

Hårdest ramt af de ubarmhjertige arbejdsvilkår blev et af de mest succesrige kollektiver hidtil i sæsonen, Astana, der stillede med en særdeles slagkraftig trup, men allerede ved premieren på den otte dage lange kappestrid måtte se to af sine brandvarme bud på topplaceringer elimineret.

Således satte colombianeren Miguel Angel Lopez 1.04 minut til, mens spanieren Ion Izagirre havnede 2.50 minutter bagude, og dermed halveredes Astanas antal af trumfer.

Tilbage har holdet stadig spanieren Luis León Sánchez - vinder af løbet i 2009 - der erobrede 5 bonussekunder undervejs ligesom Team Skys polske stjerne Michal Kwiatkowski, hvorfor de to nu er at finde som nr. 3 og 4 i det samlede klassement.

Også Gorka Izagirre, der sidste år sluttede som nr. 3 lige foran sin lillebror, har Astana endnu med i en tilfredsstillende position, idet han er at finde i den store gruppe af ryttere, der fra nr. 10 til og med 61 er noteret for et minus på 10 sekunder.

Sidste års vinder blandt dagens tabere

Sidste års spanske vinder af Paris-Nice Marc Soler (Movistar) var også blandt dem, der på grund af styrt og sidevind ikke kunne følge med,.

Han sluttede ligesom nr. 7 i 2018 østrigeren Patrick Konrad (Bora-hansgrohe) og colombianeren Esteban Chaves (Mitchelton-Scott) umiddelbart foran Miguel Angel Lopez med et tidstab på lige over et minut.

På tilsvarende vis er chancerne forspildt, næsten endnu inden løbet er kommet i gang, for italienerne Domenico Pozzovivo (Bahrain Merida) og Fabio Aru (UAE Team Emirates), der mistede knap 3 minutter.

Yderligere et par minutter bagude sluttede den colombianske Paris-Nice-sejrherre fra 2017 Sergio Henao (UAE Team Emirates) og dennes særdeles lovende landsmand Ivan Sosa (Team Sky).

Team Sunweb, der kun havde sin hollandske kaptajn Wilco Kelderman med i front, måtte sige farvel både til den australske stjerne Michael Matthews og hollænderen Martijn Tusveld, som begge var ude af stand til at fortsætte efter styrt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tidligt udbrud indbragte bjergtrøjen

Næppe var løbet givet frit, før det første angreb etableredes, og ikke overraskende var det tre af de franske wildcard-mandskaber, der kæmper om at blive lukket ind i Tour de France-varmen, som viste sig fra den offensive side.

Amaël Moinard (Arkéa-Samsic), Damien Gaudin (Direct Energie) og Romain Combaud (Delko-Marseille) fandt sammen, men deres forspring nåede kun lige op i underkanten af 4 minutter.

De blev da også hentet i god tid inden finalen, men Gaudin fik den belønning for anstrengelserne, at han erobrede løbets første bjergtrøje.


Franskmanden Damien Gaudin sikrede sig løbets første bjergtrøje.
Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Franskmanden Damien Gaudin sikrede sig løbets første bjergtrøje.

I morgen venter endnu en etape, hvor profilen bebuder en massespurt. De 163,5 km fra Les Bréviaires til Bellgarde er nemlig fladere end i dag, men hvis vinden atter leger med, kan der ske ligeså overraskende en udvikling som på 1. etape.

To stigninger i 3. kategori ligger så tidligt, at Damien Gaudin nok kaster sig ud i en ny offensiv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden