0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Right to Dream til unge spillere: Skriv under med FC Nordsjælland, hvis I vil på landsholdet

I flere tilfælde har Right to Dream sagt til mindreårige talenter, at de skal skrive under på en kontrakt med FC Nordsjælland eller forlænge med det ghanesiske akademi for at kunne komme på Ghanas U-landshold.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Spillere fra Right to Dream-akademiet fik at vide, at de ikke kunne komme på U-landsholdet i Ghana, før de skrev under på en kontrakt med FC Nordsjælland.

Fodbold

Umiddelbart lyder det måske absurd, men tænk engang, hvis dette skete:

FC København har et par talentfulde unge fodboldspillere, der naturligvis gerne vil spille for U17-landsholdet. Men det må de ikke bare uden videre. Klubben fortæller dem, at de ikke kan komme i betragtning til U17-landsholdet – medmindre de forlænger deres kontrakter og binder sig et godt stykke ud i fremtiden.

I Danmark virker det utænkeligt, at klubber skulle sige den slags så direkte. Men dokumenter, lydoptagelser og interviews viser, at netop det er sket på det ghanesiske fodboldakademi Right to Dream, der også ejer FC Nordsjælland.

»Det er et udtryk for, at man vil have kontraktlig sikkerhed over spillerne for at have styr på sin talentmasse. Det vil man gå langt for i fodboldens verden. Men det må jo ikke være sådan, at man skal skrive under på en aftale med en bestemt klub for at kunne spille på landshold. For en ung spiller er det et urimeligt pres at få lagt på sig«, siger Mads Øland, direktør i Spillerforeningen.

I sommeren 2017 modtog et 16-årigt toptalent fra fodboldakademiet i Ghana et brev. Selv om han endnu havde to år tilbage af sin kontrakt, ønskede Right to Dream at binde ham længere ud i fremtiden ved at få ham til at indgå en »professionel kontrakt med FC Nordsjælland«.

Grundet fodboldens regler kunne aftalen først træde i kraft fra hans 18-års fødselsdag, men lederne ville have den på plads hurtigt. Til oktober skulle U17 VM finde sted med Ghana som deltager.

Når talentfulde spillere deltager i en ungdomsslutrunde, kan de tiltrække sig interesse fra nogle af verdens største fodboldklubber. Dermed kan de med gode præstationer også tilkæmpe sig lukrative kontrakter, som de frit kan underskrive, når deres aktuelle aftaler udløber. For spilleren fra Right to Dream (RtD) var det altså, når han fyldte 18 år.

»Din RtD-kontrakt udløber i juli 2019, samme måned som du kan begynde at spille som professionel i Europa. Det betyder, at RtD-programmet har meget lille sikkerhed over dig«, lød det i brevet, som Politiken har set.

For at få den unge ghaneser til at skrive under på en kontrakt med FC Nordsjælland fremhævede Right to Dream, hvad der ville være godt ved at begynde en professionel karriere i superligaklubben. Og han fik at vide, at det kunne være et springbræt til Manchester City, som akademiet såvel som Farum-holdet havde en aftale med.

»Så kommer han ikke med til VM«

Men akademiet brugte også muligheden for at spille på ungdomslandsholdet som argument over for den unge mand:

»U17-landsholdet er engageret i at give muligheder til top RtD-spillere, der er kontraktligt bundet for fremtiden. De har set eksempler på RtD-spillere, der er taget af sted med landsholdet uden at være kontraktligt bundet og har forladt programmet. Det er en stor risiko for ghanesisk fodbold«, lød det i brevet, hvor der videre stod:

»Derfor vil de kun støtte RtD-spillere, der er kontraktligt bundet til RtD og vores professionelle udviklingsproces«.

Right to Dream lokkede med, at akademiet kunne »lave en omfattende plan«, der ville »inkorporere RtD-ture og -turneringer, førsteholdstræninger i FCN, reserveholdskampe for FCN (...) og også Ghanas U17-landshold ved VM«.

I 2017 modtog en 16-årig elev fra Right to Dream et brev, hvor dette udklip stammer fra - det skitserer blandt andet, at det kun er muligt at spille på U17-landsholdet, hvis spilleren er kontraktuelt knyttet til Right to Dreams veje.

Men det undrede folk omkring den 16-årige, at han med to år tilbage af sin kontrakt skulle binde sig i endnu længere tid for overhovedet at måtte spille på U17-landsholdet. Derfor ringede en repræsentant for spilleren til en af akademiets ledere.

»Har du sagt til ham, at hvis han ikke skriver under med FCN eller Right to Dream, må han ikke komme med U17?«, lød et af spørgsmålene i en ophedet samtale, som Politiken har hørt en optagelse af.

»Jeg sagde, at politikken for Right to Dream og fodboldforbundet er, at hvis en spiller ikke har accepteret at følge Right to Dreams vej, så gør vi det, at ... Så må spilleren ikke tage af sted«, svarede lederen fra akademiet.

Da repræsentanten sagde, at spilleren ikke ønskede at skrive under på en kontrakt, lød svaret:

»Fint, det er hans valg. Så kommer han ikke med til VM«.

Flere spillere har oplevet det

Historien om brevet til den unge ghaneser i sommeren 2017 er ikke enestående, når det kommer til at bruge ungdomslandsholdet som argument for at skulle skrive under på en kontrakt med FC Nordsjælland.

For to uger siden stod fire tidligere elever på Right to Dream frem i Politiken med beretninger fra deres tid på akademiet. De fortalte blandt andet om afstraffelse og psykisk pres. Et af deres kritikpunkter var, at de følte, at Right to Dream forsøgte at bestemme, hvilken vej de skulle gå i fodboldverdenen – og brugte forskellige metoder til at få dem til at følge den vej.

En af spillerne, Kamal Sowah, fortæller netop, at han i tiden op til U17 VM i 2017 mødte et pres for at skrive under med den danske superligaklub.

»Right to Dream kom til mig med en kontrakt med FC Nordsjælland. Jeg var 17 år dengang. Jeg fik at vide, at hvis ikke jeg skrev under, måtte jeg ikke komme med ungdomslandsholdet. Det var hårdt for mig, men jeg sagde nej til at skrive under«, siger Kamal Sowah, der i dag er på kontrakt hos Leicester.

Samtidig har Politiken set en række beskeder fra tjenesten WhatsApp, hvor en tredje spiller beretter om det samme efter en snak med Tom Vernon.

Annonce

»Er lige færdig med et møde med Tom. Det var om landsholdet og FCN«, skrev spilleren og forklarede, hvad han havde hørt akademilederen sige: »Hvis du følger RtD (...) vil du vil blive udtaget til landsholdet, men hvis du ikke følger RtD, vil du ikke komme med landsholdet«.

Right to Dream har brug for penge

Uden held har Politiken flere gange forsøgt at få en kommentar fra det ghanesiske fodboldforbund, der ligger i kaos for tiden. Men hvorfor ville Right to Dream så ikke tillade unge spillere at spille på U17-landsholdet, medmindre de var kontraktligt knyttet til akademiet eller FC Nordsjælland efter deres 18-års fødselsdag?

»Fordi planlægningen af vores fodboldspilleres udvikling fra 16-års alderen er en treårig plan. De studerende, vi tilbyder at forberede sig på og udvikle sig til en karriere i professionel fodbold, vil træde ind i et program med internationale rejser og turneringer, forskellige skemaer i relation til skolen og uddannelse på bekostning af andre elever, der ikke får den mulighed. Så Right to Dream må sikre sig, at spillerne på denne vej er knyttede til planen og perioden«, skriver Right to Dream.

På den ene side er akademiet registreret som ngo i Ghana. På den anden side opererer Right to Dream altså også på det yderst kommercielle fodboldmarked og vil have spillere til at tegne længere kontrakter for at kunne tjene penge på dem.

»Transfers af studerende på fodboldvejen hjælper med at finansiere visionen og Right to Dreams arbejde, som er at give gratis uddannelsesmæssige og livsændrende muligheder til børn i miljøer, hvor mulighederne er sjældne«, skriver Right to Dream, der anslår, at organisationen bruger 25.000 dollars (knap 165.000 kroner) per elev om året.

Uanset hvad er Spillerforeningen kritisk over for sammenhængen mellem kontrakter og muligheden for landsholdspladser:

»For spillerne handler det om at kunne træffe frie valg og ikke blive presset til noget, bare fordi de gerne vil med på et landshold eller lignende. Der bør jo ikke være sammenhæng mellem at spille på landsholdet, og hvem man har kontrakt med«, siger direktør Mads Øland.

Læs mere:

Læs mere