Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Peter Hove Olesen, Anders K. Christiansen, Kristof Vadino

Drenge måtte knæle i solen i timevis som straf på fodboldakademi i Ghana

Fire tidligere spillere på Right to Dream-akademiet i Ghana står nu frem og siger, at der blev brugt fysisk straf og psykisk pres over for mange drenge på akademiet. Ejeren af akademiet, Tom Vernon, som også ejer FC Nordsjælland, afviser anklagerne. En af spillerne er 20-årige Collins Tanor, der i flere år var akademiets ansigt udadtil.

Fodbold

Korset hænger om halsen i en guldkæde. 20-årige Collins Tanor ligner en ung fodboldspiller på vej frem i livet med masser af selvtillid. Men han er også en ung mand med en kristen overbevisning som et moralsk kompas og en grundpille i sit liv.

Eller som han selv formulerer det:

»Jeg er en meget religiøs person, og min familie lærte mig aldrig at afsky eller hade andre mennesker«.

Hans kristne tro er intakt, og han bærer med stolthed korset om halsen. Men han er blevet rystet i sin positive grundindstilling til livet. Væk er hans tiltro til hans mentor og faderskikkelse gennem otte år på fodboldakademiet Right to Dream i Ghana.

Ejeren af akademiet, Tom Vernon, tog den dengang 10-årige Collins Tanor til sig, og gennem årene blev han ikke bare en yderst talentfuld fodboldspiller, som bar anførerbindet for Ghanas U-17 landshold. Han blev akademiets poster boy og var en af de udvalgte drenge på akademiet, som besøgte den britiske premierminister David Cameron i 2012 i Downing Street 10 i London.

Som Right to Dreams ansigt udadtil så mange drenge på fodboldskolen op til ham og ville gøre alt for at gå i hans fodspor, fortæller han.

Med sit intelligente, velovervejede væsen og sine store talegaver viste Collins Tanor fornemme gæster rundt på akademiet og fortalte om Right to Dreams målsætning om at redde fattige afrikanske drenge og give dem en fremtid med uddannelse og en mulighed for en professionel fodboldkarriere.

Alt sammen fordi han stolede blindt på den britiske ejer Tom Vernon. Med den tillid til andre mennesker, som han havde lært hjemme fra sin mor og far.

»Sådan er ghanesiske drenge. Vi er på den måde meget disciplinerede. Hvis nogen gør noget godt for dig, føler du dig i gæld til den person. Det er den måde, vi er opdraget på. Vi skal vise respekt og være taknemmelige over for enhver, som hjælper os«, siger Collins Tanor.

Men hans mentor misbrugte den tillid, mener han. Flere gange bruger han formuleringen mind games om det, der foregik på akademiet.

»Tom Vernon drev et spil med vores hjerner, og det vækker ikke gode følelser i mig i dag«, siger han og holder en pause. Før han med tryk på hver stavelse fortsætter:

»Jeg vil gøre en forskel og forandre dette. Hvis denne organisation skal fortsætte, skal det gøres rigtigt«.

Collins Tanor er i dag 20 år og spiller efter sin tid i FCN i superligaklubben Hobro. Han er ejet af engelske Manchester City

Collins Tanor er i dag 20 år og spiller efter sin tid i FCN i superligaklubben Hobro. Han er ejet af engelske Manchester City

Hykleri og afstraffelse

Vi sidder i cafeen på Radisson Hotel tæt ved hovedbanegården i København. Collins Tanor har bestilt vand, men han glemmer næsten at drikke af glasset, efterhånden som han får talt sig varm. Han har meget på hjerte.

Han har taget en alvorlig beslutning. Alt skal frem. Som mangeårig forbillede for de afrikanske drenge på akademiet føler han et stort ansvar:

»Drenge sender sms’er til mig hver dag. Jeg var rollemodellen, som alle så op til, og mine bedste venner er alle spillere fra Right to Dream. Vi levede og gjorde de samme ting næsten hver dag i otte år«.

I øjeblikket er han udlånt til superligaklubben Hobro fra Manchester City, men han har tilbragt et par dage i Nordsjælland for at besøge sine venner.

Nu har han besluttet at stå offentligt frem for at få ændret forholdene for de afrikanske spillere fra Right to Dream, og det gælder også de spillere, som havner i FC Nordsjælland i Farum, som Tom Vernon købte for tre år siden.

Her spillede Collins Tanor selv i to år, før han for knap et år siden insisterede på at komme væk fra klubben i Farum og dermed sagde nej til Tom Vernon.

For fire uger siden kunne Politiken på baggrund af dokumenter fra Football Leaks afsløre, at Tom Vernon som ejer af både Right to Dream og FC Nordsjælland indgik skjulte aftaler. Farum-klubbens afrikanske spillere fra fodboldakademiet Right to Dream blev brikker i et økonomisk spil, hvor Manchester City fik lov til gratis at hente dem. Til gengæld fik akademiet i Ghana en årlig støtte fra den engelske topklub.

De interne dokumenter viser, at storklubben ikke vurderede alle spillere fra Right to Dream til at have en reel chance for at spille sig på det stærke førstehold. Nogle af de unge vestafrikanere var ’værdispillere’ – en slags økonomiske investeringer. Og Tom Vernon forpligtede akademiet såvel som FC Nordsjælland til at »gøre sit bedste for at effektuere« et skifte, hvis Manchester City ønskede en spiller.

Men Collins Tanors fortælling går langt videre end det og handler om behandlingen af de afrikanske spillere.

Hans fortælling er en historie om et akademi i Ghana, som i hans tid i perioden 2008-15 ofte blev drevet med hård disciplin over for drenge i alderen 10-18 år. Han siger, at der både var hård fysisk afstraffelse og psykisk pres. Desuden oplevede han hykleri og skjulte dagsordener på akademiet. Og han føler, at han blev udnyttet, da han senere var i FC Nordsjælland.

Disse anklager afviser Right to Dream i et skriftligt svar til Politiken:

»Right to Dream tillader ikke mishandling af eleverne. Disse konkrete anklager er enten falske eller overdrevet eller taget helt ud af sammenhængen – og de er fremført af et lille antal utilfredse tidligere elever«.

Ifølge Right to Dream har der dog tidligere været »hændelser«.

»Der har været et lille antal af hændelser i vores 20-årige historie – de fandt alle sted for et antal år siden – som er imod vores politik om ingen mishandling af elever. Hvor det var relevant, har vi samarbejdet med Departementet for Social Velfærd, og personale er blevet afskediget eller disciplineret og har fået yderligere uddannelse«, lyder det fra akademiet.

Som svar på Politikens spørgsmål har organisationen desuden fremlagt skriftlige udsagn fra andre af akademiets tidligere spillere, der roser Right to Dream og siger, at de ikke har oplevet »fysiske overgreb«.

Men tre andre tidligere elever på den ghanesiske fodboldskole står også frem over for Politiken og det europæiske samarbejde European Investigative Collaborations (EIC) og fortæller om hård afstraffelse på akademiet. Deres beretninger stemmer overens med Collins Tanors.

Fornuftig skoledreng

Alt dette kendte Collins Tanor dog intet til, da han som 10-årig i 2008 deltog i en skoleturnering og blev kontaktet af en talentspejder fra Right to Dream, der er registreret som en ngo og har som officielt mål at hjælpe underprivilegerede børn fra Vestafrika. Men egentlig var hans familie ikke vild med, at han spillede fodbold.

»Mine forældre var skeptiske. Deres opfattelse var, at hvis du er fodboldspiller, går du ikke i skole. Du forlader bare hjemmet for at spille fodbold. Det blev ikke set som en måde at stige socialt i samfundet, så mine forældre bad mig om at gå i skole. Så jeg var en fornuftig skoledreng, selv om jeg ønskede at blive fodboldspiller«, fortæller Collins Tanor.

Han voksede op med tre ældre søstre og en yngre bror. Han fortalte sin far, at hans drøm var at komme på et fodboldakademi. Faren bad ham om at vente, indtil han blev ældre, fordi hans lillebror ellers ville savne ham.

»Så det højeste niveau for mig var skoleholdet, og så blev jeg udtaget til et regionalt hold, hvor de samlede de bedste spillere fra hver skole«, siger han.

Collins Tanor deltog i et stævne, hvor de regionale hold mødtes, og hans hold vandt.

»Alle akademier og fodboldklubber i Ghana var til stede for at spejde efter de nyeste og bedste talenter«, fortæller han.

Han fik tilbuddet om at komme til udtagelse på Right to Dreams akademi. Især hans mor var svær at overbevise. Hun syntes, at han var for lille, og så var der spørgsmålet om uddannelse.

»Mine forældre ville bruge deres sidste penny på, at deres børn gik i skole. Det var det største. Så det var min mors vigtigste spørgsmål, og hun blev ved med at spørge akademiet, om jeg kom til at gå i skole«.

Hans mor blev beroliget. Hver dag var der god skolegang på akademiet. Men for at komme ind og få et gratis scholarship skulle Collins Tanor gennem en testperiode på akademiet.

»Hver uge kom der drenge ind, og andre blev sendt hjem. Jo længere jeg blev, jo større blev min chance. Vi blev færre og færre i udvælgelsesprocessen«, fortæller han.

Han slap gennem nåleøjet. Hans forældre underskrev en aftale med akademiet, og så var dagene lagt i faste rammer.

Drengene stod op klokken 5.30 om morgenen. Trænede og gik i skole – og trænede igen inden aftensmaden. De spillede kampe i weekenden og havde de fleste søndage fri, som dog blev brugt på lektier, så de var klar til skolen mandag. Det var hårdt for drengene.

»Mange ville hjem, fordi det var for meget for dem, og de savnede deres forældre. Samtidig skulle vi præstere hver eneste dag; det var virkelig hårdt. Men jeg tænkte, at jeg måske kunne hjælpe min familie på længere sigt, hvis jeg arbejdede hårdt og holdt ud«, fortæller Collins Tanor.

Rytmen var, at drengene var på akademiet i tre-fire måneder ad gangen, hvorefter de kunne besøge deres familie i omkring tre uger.

Anfører for akademiet

Collins Tanor endte med at opnå en høj status på akademiet. Han var en mønsterelev og havde lederpotentiale. Det var naturligt for ham at gå forrest. Både på og uden for banen. Han var anfører på akademiets ungdomshold, og siden blev han captain for hele akademiet.

»Det handlede hovedsagelig om fodbold, når du blev udpeget som anfører for et hold. Men når du fik hvervet som anfører for hele akademiet, handlede det også om skole og din personlighed. Akademiets anfører er bindeleddet mellem drengene og alle lederne af akademiets afdelinger«, siger han.

Og så var der relationen til Tom Vernon. Han blev nærmest en del af den britiske ejers familie.

»Jeg var hans søns gudfar. Så tæt var jeg på ham og hans familie«, fortæller Collins Tanor.

Som Right to Dreams ansigt udadtil havde han særlige opgaver.

»Når der kom besøgende, viste jeg dem rundt på akademiet. Jeg var the poster boy. Så jeg holdt taler og blev interviewet«.

Når han i dag tænker tilbage til den tid, er han ikke i tvivl om, hvorfor han blev brugt som plakatsøjle for Right to Dream.

»Ingen historie sælger bedre, end når den kommer fra drengene selv. Så jeg talte med sponsorer og var med til velgørenhedsarrangementer. Hvis det kommer fra en dreng, tror folk mere på det, og vi fik at vide, at vi skulle sige, at vi kom fra ingenting. Så tegnede det et stærkere billede af akademiet«, fortæller Collins Tanor.

Problemet var, at det ikke passede for flere af drengene. De kom mange steder fra. Ghana, Elfenbenskysten, Nigeria og andre vestafrikanske lande.

Nogle kom ganske rigtigt fra fattige Nima, som er den muslimske bydel i Ghanas hovedstad, Accra, hvor familierne bor i huse med afskallede facader, revnede lervægge og hullede, rustne bliktage. Her kan fodbolden være en vej ud af elendigheden.

Andre som Collins Tanor kom fra pænere områder. Hans familie fra Brong-Ahafo i det sydlige Ghana var ikke velhavende, men de kunne klare sig, og det var et trygt hjem. Men Collins Tanor lirede en historie af.

»Nogle gange var jeg bare en klog dreng, som vidste, hvad jeg skulle sige for at få folk til at støtte akademiet«, fortæller han.

Hovedindholdet af det, han dengang sagde gang på gang, erindrer Collins Tanor sådan her:

»Vi drenge er meget, meget glade for at være her. Vi er underprivilegerede børn, som nu har fået en mulighed for at vise vores talent. Så vi takker vore kære Gud for enhver donation eller ethvert sponsorat, og vi vil takke alle mennesker for det, de har gjort for os«.

Men hvorfor deltog han i denne pæne facade?

»Vi var i et lukket miljø og fanget i det samme system i otte år. Jeg har set serien ’Prison Break’ mange gange, fordi det får mig til at tænke på konceptet. Hvis man er placeret et sted og bliver bedt om at gøre det samme hver dag, bliver det et instinkt«, fortæller han og tilføjer:

»Det var et meget interessant sted at være, og jeg var heldig for at få muligheden for at være der. Men som jeg blev ældre og var i stand til at træffe mine egne valg, begyndte jeg at stille mig selv spørgsmål«.

Der var nemlig også en anden virkelighed bag solstrålehistorien om de mange fattige børn, som blev reddet af Tom Vernon og Right to Dream. Der var frygten og afstraffelserne, fortæller Collins Tanor. Som også ramte ham, selv om han var rollemodellen for de andre:

»Jeg blev straffet flere gange. Alle fik deres andel. Ligegyldigt hvad. Måske fik jeg lidt mindre end andre, men jeg fik min andel«.

Slået for at komme for sent

Han nævner flere episoder og eksempler på straffesystemet.

»Jeg husker en hændelse, hvor vi mistede en bold, og vi ledte efter den i buskene, så vi kom alle for sent til skole. Så blev vi stillet op og fysisk slået med stok for at komme for sent. Det var i de første år«, siger Collins Tanor.

En anden gang kom nogle af drengene for sent efter en pause, så alle drengene på akademiet blev straffet ved ikke at få den normale mad i flere dage.

»Det var en kollektiv straf. De sagde, at vi ikke havde taget os af hinanden, fordi vi ikke havde sørget for, at alle kom til tiden. Så det var alles fejl, og vi fik derfor en holdstraf«, fortæller Collins Tanor.

En anden afstraffelse var at blive vækket midt om natten af unge mænd med stokke. Han nævner en episode, hvor de skulle lægge sig og rulle ned ad en lille bakke i mørke uden lys.

»Der var træer, og nogle kunne rulle og slå deres hoved. Vi rullede hele vejen til bunden, og da vi kom derned, stod der en med en stok og slog ud efter os for at få os til at sprinte til toppen. Hvis man ikke løb stærkt nok, blev man slået. Det var en straf for at lære os at arbejde som et hold«, siger Collins Tanor.

Om morgenen var de udmattede, men skulle stadig gennemføre det normale program.

»Vi vidste ikke, hvornår de ville vække os midt om natten. De ældre tidligere elever, som var blevet ansat på akademiet, fik opgaven med at straffe os«, siger Collins Tanor.

Han mener, at kollektiv straf blev anset som et pædagogisk værktøj.

»Jeg gætter på, at noget som dette kunne ske i militærlejre. Det var for at lære os at arbejde sammen«, siger Collins Tanor.

En almindelig straf var at blive bedt om at knæle på jorden og bøje hovedet, siger han:

»Det kunne vare én, to eller tre timer, hvor vi sad knælende i den bagende sol. Det blev kaldt en kneel down«.

Ifølge Collins Tanor stod en af de afrikanske ledere, som var Tom Vernons mangeårige betroede medarbejder, for straffesystemet.

Drengene kunne blive straffet for mange ting.

»Hvis nogen mistede en spand eller gjorde noget dumt. Alt, hvad en dreng kan finde på. Miste en bold, ikke gøre en indsats og blive betragtet som doven. Sådanne ting kunne føre til afstraffelse«, siger han.

Et stridspunkt var mobiltelefoner. Drengene savnede deres familie og ville gerne ringe hjem. Men de måtte kun have telefonen i weekenden. Ellers blev der skredet ind, siger Collins Tanor.

»Søndag aften fik alle besked om at aflevere deres mobiltelefoner, så de kunne holdes tilbage hele ugen. Hvis nogen så gemte mobilen, og det blev opdaget, blev telefonen taget. Så kunne der for eksempel blive sagt: »Go kneel down«. Indtil man fik at vide, at du kunne rejse dig«, fortæller Collins Tanor.

Det prægede dem. Han mener, at afstraffelsen blev brugt til at få en form for kontrol over spillerne.

»Vi blev nervøse. Som årene gik, stoppede de med direkte voldelig afstraffelse og begyndte at bruge point. Det blev kaldt for indsatsligaen. Der var en ligastilling, og folk fik point i fodbold, skole og optræden. Hvis nogen ikke fik nok point, ville de miste ting såsom at komme med til Europa for at spille turneringer. Det var en ny måde at putte pres på os«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge Collins Tanor fik det drengene til at lade, som om de gjorde alting korrekt.

»Men opbygger du så reelle personligheder eller unge, som er bange og ikke er klar til at tage konsekvenserne?«

Selv er han ikke i tvivl om, hvordan det ville blive modtaget, hvis drengene havde fortalt, hvad der foregik, når de var uden for akademiet:

»Hvis min mor hørte det, ville det ikke blive godt modtaget. Jeg tror ikke, at der er noget sted i verden, hvor du har ret til at slå en andens barn«.

Blev slået

Andre afrikanske drenge, som var på akademiet, bekræfter, at der var fysisk afstraffelse. En af dem er 18-årige Kamal Sowah, som siger, at der var meget af det, og at han oplevede selv at blive slået.

Han kom til akademiet som 10-årig og var glad for det.

»Det eneste, som jeg ville her i livet, var at spille fodbold. Så det var en mulighed for mig«, siger Kamal Sowah, der i dag er på kontrakt i Leicester.

Men han siger, at det første gode indtryk hurtigt ændrede sig.

»Efter en til to uger begyndte afstraffelsen«, siger han.

I første omgang så han det gå ud over drenge, der var et til to ældre end ham.

»Der var en straf, hvor en elev skulle stå op ad en væg med knæene bøjet«, siger Kamal Sowah.

Kamal Sowah står frem og fortæller, at han blev slået på fodboldakademiet Right to Dream for at bruge sin telefon på en ugedag, mens skolen kun tillod det i weekenden. Han er i dag på kontrakt i Leicester og er lejet ud til Leuven i Belgien.
Foto: Kristof Vadino

Kamal Sowah står frem og fortæller, at han blev slået på fodboldakademiet Right to Dream for at bruge sin telefon på en ugedag, mens skolen kun tillod det i weekenden. Han er i dag på kontrakt i Leicester og er lejet ud til Leuven i Belgien.

Senere ramte det ham selv.

»Jeg blev slået et par gange. Men jeg var hård. Hver gang de slog mig, forsøgte jeg at sige, hvad jeg mente, og jeg klagede. De slog mig i ansigtet. Jeg kan ikke lide Right to Dream, for det er ikke en god ting at slå nogen«, siger han.

På et tidspunkt fortalte han det til sine forældre, som blev vrede. Men de sagde, at han måtte stå det igennem, fordi han havde fået en stor mulighed.

Da Kamal Sowah fyldte 18 år, lykkedes det ham at slippe ud af systemet. I dag har han en kontrakt med den engelske Premier League-klub Leicester og er lejet ud til den belgiske klub Leuven.

Skulle spise af skraldespanden

Amoah Francis Dominic kom til Right to Dream i 2009 som 11-årig og var seks år som elev på akademiet, indtil han stoppede. Han fortæller, at afstraffelse var en del af akademiets metode. Især at de blev bedt om at knæle.

»Det var en almindelig straf på akademiet. Meget almindelig«, siger Amoah Francis Dominic.

Det var forskelligt, hvor længe straffen varede.

»Det kom an på, hvad de havde gjort – hvor dårligt de syntes, det var. Man kunne blive beordret til at knæle i solen i en time eller mere. Det var meget varmt. Nogle gange skulle vi blive siddende, mens skolen kørte videre, og vi kunne knæle der i måske to lektioner«, siger Amoah Francis Dominic.

Han fortæller, at maden generelt var god nok, men der var en dag, hvor flere af drengene syntes, at den var virkelig dårlig.

»Så mange spiste ikke maden, men smed det i skraldespanden. Så måtte vi spise det fra skraldespanden, fordi vi var utaknemmelige. Men den dag var maden helt ærlig virkelig ikke god«, siger Amoah Francis Dominic.

En anden gang havde han sammen med sit hold spillet en kamp i hovedstaden Accra, og så vidt han husker, spillede holdet uafgjort. Amoah Francis Dominic kom ind i anden halvleg og spillede efter sin egen opfattelse godt, selv om holdet skuffede. Næste dag snakkede han med to af sine venner og de kom til at grine. Men det blev ikke godt modtaget efter en skuffende holdindsats, så de blev ifølge Amoah Francis Dominic straffet for at more sig.

»Så måtte vi kun få ris uden kød«, siger han og nævner også andre strafmetoder:

»De tog vores madrasser af, så vi måtte sove på sengens træbund. Og i cirka to uger blev vi vækket midt om natten for at løbe konstant i lang tid«, siger Amoah Francis Dominic.

Kingsley Fobi beretter om hyppige afstraffelser på fodboldakademiet Right to Dream i Ghana. Han er i dag på kontrakt i Watford og er lejet ud til Ibiza i Spanien.
Foto: Anders K Christiansen

Kingsley Fobi beretter om hyppige afstraffelser på fodboldakademiet Right to Dream i Ghana. Han er i dag på kontrakt i Watford og er lejet ud til Ibiza i Spanien.

Han forlod akademiet i 2015, fordi han anså, at han ikke kunne spille sig til en kontrakt.

En anden tidligere spiller fra Right to Dream, Kingsley Fobi, siger, at han næsten hver dag oplevede, at der blev uddelt straffe, og han så to drenge blive slået.

»Jeg ved ikke, hvad de havde gjort, men selv om det havde været noget slemt, fortjener de ikke at blive slået«, siger Kingsley Fobi, der i dag er på kontrakt i Watford og nu er på lejeophold i spanske Ibiza.

Lagde pres

Collins Tanor fik en kontrakt med Manchester City, men han skiftede straks til FC Nordsjælland på en låneaftale i januar 2016 på anbefaling fra Tom Vernon.

»Det gik ikke så godt. Jeg arbejdede hårdt og følte selv, at jeg gjorde det godt, og mente, at jeg skulle være på holdet. Men det var jeg ikke«, siger Collins Tanor.

Da sæsonen var slut, ville Tanor væk fra FC Nordsjælland, og den besked gav han til Manchester City, som han havde kontrakt med. Men ifølge spilleren tog Tom Vernon en samtale med ham ansigt til ansigt, der varede tre timer:

»Jeg sagde, at jeg ikke ønskede at blive, og så sagde han direkte til mig: Hvis du ikke ønsker at blive her, hvis du ikke skriver under, vil drengene tro, at dette ikke er et sted for dem. De ville sige: Hvorfor går Collins?«.

Det var ikke forkert, for Collins Tanor fortæller, at han ofte fik sms’er fra drenge på akademiet, der spurgte: »Hvorfor spiller du ikke?«.

Ifølge Collins Tanor fik han at vide, at hvis han ikke underskrev aftalen, ville det få store konsekvenser. Så ville de afrikanske drenge fra akademiet ikke til FC Nordsjælland, sponsorerne ville stoppe med at støtte Right to Dream, og så ville akademiet kollapse.

»Og det ville være grund af mig. Det var, hvad han sagde. Han lagde det pres på mig. Jeg var kun lige fyldt 19 år«, siger Collins Tanor.

Samtidig tog cheftræner Kasper Hjulmand ham med på en køretur og tog en længere snak med ham.

»Han fortalte mig alt det, jeg havde brug for at høre. Han fortalte, hvordan vi skulle spille, og hvordan de så mig, og at det nu var min tur«, siger Collins Tanor.

Han fik også minutter i en kamp mod Brøndby. Så forlængede han lejeaftalen med et år, men han kom stadig ikke til at spille det store.

»Jeg er ikke dum. Drengene så op til mig, så jeg var en afgørende del af systemet, så jeg skulle blive«, siger Collins Tanor.

Forelagt dette forløb svarer Right to Dream skriftligt kun følgende:

»Med al respekt så ser vi dette som en indikation på jeres kildes mentalitet – en uheldig mangel på personlig ansvarlighed fra spillerens side«.

Collins Tanor siger, at hans første agent var briten Phil Radley, og at han og de andre drenge blev anbefalet ham som agent af Tom Vernon og akademiet allerede som 14-15-årige. Ifølge Collins Tanor bandt det ham bare mere til systemet i Right to Dream.

»Det er meningen, at en agent skal være på spillerens side og gå ind og kæmpe for dig. Men jeg blev bare leget med. Phil Radley var samtidig advokat for Tom Vernon, og de var venner. Da jeg spillede i FC Nordsjælland og følte, at jeg gjorde det godt, men ikke spillede, sagde jeg til min agent: »Hvad sker der?««, siger han og tilføjer:

»Men de mødtes bare på kontoret, og jeg oplevede ikke, at min agent gik ind på kontoret og krævede noget. Han kom tilbage og sagde, at fordi jeg arbejdede så hårdt, var jeg på rette vej. Så var jeg fanget i deres system, og siden blev min agent klubbens advokat. Hvad er det for noget?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fri vilje

Efter yderligere et år forlod han FC Nordsjælland, og Manchester City udlejede ham til Beerschot i Belgien. Efter et halvt år rejste han på leje til superligaklubben Hobro, hvor han spiller i dag.

Tom Vernon og Right to Dream afviser udtalelserne fra Collins Tanor og de tre andre tidligere spillere fra akademiet. Ifølge akademiet er disse spillere blevet manipuleret af »onde individer«. Men Right to Dream har ikke svaret på Politikens skriftlige spørgsmål om, hvem disse ’onde individer’ er, og hvordan de skulle have manipuleret de tidligere elever.

De tre andre spillere og Collins Tanor afviser Right to Dreams påstand om, at de skulle være blevet manipuleret til at sige noget dårligt om akademiet.

»Det er alt sammen mine oplevelser og holdninger til, hvordan det har været at være på Right to Dream«, siger Collins Tanor.

Men du er ikke bare bitter, fordi du endnu ikke har haft succes i en topklub?

»Nej, slet ikke. Hvis jeg spiller dårligt og sidder på bænken, er det kun min egen fejl, og jeg vil arbejde hårdt for at blive den bedst mulige fodboldspiller«, siger Collins Tanor.

Ifølge Right to Dream har akademiet haft besøg af Departementet for Social Velfærd i Ghana for at undersøge forholdene, og dengang var der ingen negative udtalelser fra eleverne. Men Collins Tanor kan ikke mindes at have talt med en person fra departementet.

»Måske var jeg ikke på akademiet på det tidspunkt, for der var perioder, hvor nogle af os var i Manchester i England, og jeg brugte meget tid på at rejse frem og tilbage mellem Ghana og Manchester«, siger han.

Men hvis du var blevet spurgt på det tidspunkt?

»Jeg ville aldrig have sagt noget dårligt. Det er et system, hvor du er trænet til at opføre dig på en bestemt måde«, siger Collins Tanor.

Efter at han forlod FC Nordsjælland, har han ikke udvekslet ét eneste ord med Tom Vernon. Men hvilke ændringer vil Collins Tanor have?

»Jeg vil gøre det muligt for drengene at forlade Right to Dream, hvis det er det, de vil, så alle kan træffe deres eget valg. Hvis en klub er interesseret i en ung fodboldspiller, så lad ham og hans familie bestemme, hvad der skal ske«, siger Collins Tanor og tilføjer:

»Den frie vilje skal genoprettes«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden