0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Barcelona-præsident kalder Super League for nødvendig

Seks engelske hold trak sig sent tirsdag fra Super League, og onsdag fulgte yderligere tre hold trop. Real Madrid, FC Barcelona og Juventus står tilbage med sorteper-kortet.

Denne artikel opdateres med jævne mellemrum i takt med, at der dukker nye oplysninger op om den søndag varslede Super League i europæisk klubfodbold.

Torsdag

17.19 FC Barcelona bryder efter flere dage tavsheden, efter at flere af medstifterne af Super League har trukket sig fra udbryderligaen. Til spansk TV3 fortæller Barcelona-præsident Joan Laporta Super League for en nødvendighed.

»Den er helt nødvendig. Vi støtter de nationale ligaer, og vi vil få os en snak med Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red)«, siger Joan Laporta ifølge avisen Marca til tv-stationen. Om forsøget på at skabe en udbryderliga får konsekvenser, vil Uefa’s eksekutivkomité afgøre på et møde fredag.

Joan Laporta fortæller i tv-interviewet, at Barcelonas medlemmer også vil blive hørt i sagen.

»Vi går forsigtigt frem. Det (Super League, red.) er en nødvendighed, men det sidste ord har medlemmerne«, siger Barca-præsidenten.

13.00 Først var Manchester United med i Super League, så trak de sig og meddelte det på fire linjer på klubbens hjemmeside. Derefter fulgte et undskyldende brev rettet til klubbens tilhængere kloden over fra den amerikanske Glazer-familie, der ejer klubben. Men det var tilsyneladende ikke nok for en lille gruppe på omkring 20 Manchester United-fans. De skaffede sig ifølge BBC torsdag formiddag nemlig adgang til klubbens træningsanlæg. Her kom de i kontakt med United-manager Ole Gunnar Solskjær, der fik hjælp til at svare på spørgsmål fra tilhængerne af sin assistent Michael Carrick, den tekniske direktør Darren Fletcher samt midtbanespilleren Nemanja Matic. Hvad ordvekslingerne handlede om, er ukendt, men medbragte bannere med påskriften ’Glazers Out’ og ’51% MUFC’ indikerer tydeligt, hvilken vej den lille gruppe tilhængere mener, klubben skal styres i retning af.

10.45 Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) raslede tidligere på ugen med sablerne og truede de 12 klubber, der havde oprettet Super League, med diskvalificering i indeværende sæsons europæiske turneringer. Nu ser det ud til, at den slovenske præsident for Uefa, Aleksander Ceferin, er på tilbagetog. »Der er relativt lille risiko for, at næste uges kampe ikke bliver spillet«, siger han med henvisning til semifinalerne i Champions League og Europa League ifølge Ritzau til den slovenske tv-station Pop TV. »Nøglen er, at sæsonen er begyndt. Hvis vi aflyste kampene, ville tv-stationerne kræve kompensation«, fortsætter Ceferin, der fredag er vært for et møde i Uefa’s eksekutivkomité, som har hjemmel til sanktionere de 12 klubber, der sent søndag lancerede Super League.

9.40 AC Milan-legenden Paolo Maldini, der nu er teknisk direktør i storklubber, hævder, at han var uvidende om klubbens deltagelse i den nu kuldsejlede Super League. Nu undskylder Maldini for klubbens engagement i Super League. »Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg aldrig har været involveret i drøftelserne. Jeg fandt ud af det søndag aften, ligesom I gjorde. Men det skal ikke afholde mig fra at undskylde. Ikke kun til Milans fans, men til alle tilhængere«, sagde han ifølge Ritzau før Milans nederlag onsdag på 1-2 til Sassuolo.

Juventus-træneren Antonio Conte er tilsyneladende heller ikke tilhænger af en Super League, hvor langt de fleste klubber er fast inventar. Men Conte langer ifølge Ritzau også ud efter Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der som arrangør af Champions League har stået forrest i kritikken af Super League. »Klubber investerer rigtig meget i spillere og trænere. Det gør Uefa ikke, og spillere bliver presset som citroner. Klubber skal belønnes i en mere passende grad«, siger Antonio Conte, som dermed bakker op om et krav, som klubpræsidenten Andrea Agnelli – en af Super League hovedarkitekter – har fremført i årevis .

8.25 I modsætning til sin højre hånd, Juventus-bossen, Andrea Agnelli, så mener Super Leagues chef, Real Madrid-præsidenten Florentino Pérez, at Super League har en fremtid. Bare ikke lige nu. »Projektet er på standby«, siger Pérez ifølge Ritzau til den spanske radiostation Cadena Ser ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Projektet lever, men halvdelen af dem (de 12 stiftende klubber, red.) har trukket sig, fordi de er trætte af det, de har hørt i løbet af de seneste 24 timer«. Seks engelske klubber samt Inter, AC Milan og Atlético Madrid har trukket sig fra projektet, som nu kun består af Real Madrid, FC Barcelona og Juventus.

Onsdag

18.05 Nu har også Manchester United været ude og undskylde for holdets deltagelse i Super League. På klubbens hjemmeside skriver bestyrelsesformand Joel Glazer: »Vi accepterer fuldt ud, at Super League ikke var den rette vej at gå. I vores søgen på at skabe et mere stabilt fundament for spillet, fejlede vi ved ikke at vise nok respekt for dets dybt rodfæstede traditioner - oprykning, nedrykning, pyramiden - og det beklager vi. Dette er verdens største fodboldklub, og vi undskylder ubetinget for den uro, der har været de seneste dage«.

14.40 Så er Super League nede på bare tre klubber. Atlético Madrid, Inter og senest AC Milan følger trop med de seks engelske klubber og trækker sig fra projektet, hvilket efterlader Real Madrid, FC Barcelona og Juventus som de sidste klubber i Super League.

11.30 Super League har tilsyneladende ingen fremtid. Det siger en af hovedarkitekterne bag projektet, Juventus-bossen Andrea Agnelli. Efter de seks engelske klubbers kovending tirsdag aften kan Agnelli ikke se projektet udfolde sig. »For at være ærlig, nej, det er åbenlyst ikke tilfældet«, siger Agnelli ifølge Ritzau til Reuters. Andrea Agnelli tilføjer, at han stadig mener, at europæisk fodbold trænger til forandringer. Han fortryder ikke, at udbryderligaen blev forsøgt søsat for omkring to døgn siden. »Jeg er stadig overbevist om det smukke ved projektet«, siger Andrea Agnelli.

10.00 Liverpool FC’s ejer John W. Henry beklager over for klubbens fans og manager Jürgen Klopp for det kaos, som klubbens engagement i European Super League har forårsaget. Det fortæller han i en video på Twitter, der er udsendt af Liverpool onsdag formiddag. »Jeg vil gerne undskylde over for alle fans af Liverpool for den forstyrrelse, jeg har forårsaget i de seneste 48 timer«, siger John W. Henry og tilføjer: »Det skal siges, at projektet aldrig ville være realiseret uden støtten fra fansene. Det har ingen tænkt i England. Vi hører jer. Jeg hører jer«. »Og jeg vil gerne undskylde over for Jürgen, Billy (Hogan, direktør i klubben, red.) og spillerne. Og alle dem, der har arbejdet så hårdt for at gøre vores fans stolte«.

8.00 Flere spillere hylder de mange fans kloden over, der har protesteret mod den nu ganske amputerede Super League. De seks engelske klubber trak sig tirsdag aften fra projektet, hvilket ifølge Ritzau har ført til følgende kommentarer fra nuværende og tidligere spillere:

»Fodbold tilhører fansene. I dag mere end nogensinde før«.
Gerard Pique, forsvarsspiller hos FC Barcelona

»Godt arbejde, fodboldfans. Sporten er ikke noget uden jer«.
Midtbanespiller for Monaco Cesc Fabregas

Folket har talt. Vi var på grænsen til anarki, hvis dette havde fortsat

»Sikke en smuk dag for fodbolden. Lad os fortsætte med at spille. Lad os fortsætte med at kæmpe. Lad os fortsætte med at drømme. Det er grunden til, at vi gør det her«.
Manchester City-spilleren Benjamin Mendy

»Fans har altid været og vil altid være en integreret del af Liverpool. På så mange måder er de klubben. Jeg er lettet over at vide, at klubben har lyttet til dem«.
Kenny Dalglish, tidligere manager for Liverpool


Tirsdag

21.50 Manchester Uniteds næstformand og direktør, Ed Woodward, vil træde tilbage. Det skriver flere engelske medier – herunder BBC og Sky – tirsdag aften. Nyheden kommer, mens der også er meldinger om, at den nye udbryderturnering European Super League er i problemer. Turneringen, der består af 12 af hold, blev annonceret mandag. Allerede dagen efter melder flere medier dog om, at flere af holdene planlægger at trække sig fra den.

20.03 Chelsea forbereder sig på at trække sig fra den nye udbryderturnering European Super League. Det erfarer både BBC og Sky. London-klubben er en af seks klubber fra Premier League, som var blandt de 12 storklubber, der mandag annoncerede stiftelsen af den eksklusive europæiske liga som konkurrent til Champions League.

Det skabte straks kaos og voldsomme reaktioner i hele fodboldverdenen, hvor Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), straks truede med eksklusion og diverse sanktioner mod klubber og spillere. Ifølge de velansete engelske medier har Chelsea fortrudt sin indtræden i Super League, og derfor vil man inden længe meddele, at man trækker sig fra projektet med udbryderligaen.

17.57 Der er ikke lovhjemmel til at bremse stiftelsen af udbryderligaen Super League eller at sanktionere hverken de 12 klubber eller deres spillere på nuværende tidspunkt. Sådan lyder en foreløbig kendelse fra retten i Madrid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Retten i den spanske hovedstad vurderer tirsdag, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) ikke har hjemmel til at forhindre klubber i at oprette en lukket, privat liga. Ligeledes fastslår retten, at forbundene ikke kan sanktionere hverken klubber eller spillere på nuværende tidspunkt med det aktuelle kendskab til Super League.

17.28 Først gjorde Borussia Dortmund det klart, at man på ingen måde ønskede at deltage i den nylancerede europæiske Super League med 12 storklubber, som har slået sig sammen. Og tirsdag fulgte landsmændene fra Bayern München samt franske Paris Saint-Germain trop. Begge har officielt sagt ’nej tak’ til invitationen.

»Vores medlemmer og fans afviser Super League«, lyder det fra Bayern-præsident Herbert Hainer i en pressemeddelelse. »Vores ønske og mål er, at europæiske klubber lever i den vidunderlige og følelsesrige turnering, som Champions League er. Sammen med Uefa skal vi udvikle den. Bayern siger nej til Super League«.

Samme toner lyder fra PSG-ejer Nasser al Khelaifi. På Uefa’s kongres i Schweiz tirsdag gav han sin fulde støtte til det kontinentale fodboldforbund.

»Paris Saint-Germain vil fortsætte med at arbejde med Uefa, European Club Association og andre interessenter i fodboldfamilien – baseret på principperne om god tro, værdighed og respekt for alle«, lød det fra Nasser al Khelaifi.

15.29 Premier League, Det Engelske Fodboldforbund (FA) og de 14 engelske Premier League-klubber, der står udenfor Super League, har efter et fælles møde udsendt et statement, hvor de tager afstand fra planerne om en lukket superturnering. »Ligaen vil fortsætte med at samarbejde med nøgleinteressenter herunder fans, regeringen, Uefa, FA og spillerforeningerne for at beskytte fodboldens interesser, og samtidig opfordrer vi de involverede klubber i den foreslåede liga til at stoppe deres involvering øjeblikkeligt«, hedder det blandt andet i statementet, hvor der også står: »Premier League holder alle handlemuligheder åbne for at forhindre det i at skride fremad og holder de pågældende interessenter ansvarlige under de gældende regler«.

15.19 Manchester City-træner Pep Guardiola er ikke den store fan af Super League-konceptet med 15 hold i en lukket turnering uden op- og nedrykning. »Det er ikke sport, når der ikke er noget forhold mellem indsats og belønning. Det er ikke sport, når du ikke risikerer noget ved at tabe. Det er ikke rigtigt, at succes er garanteret for nogle udvalgte klubber, og det er indtrykket, jeg får af pressemeddelelsen«, siger Pep Guardiola på et pressemøde.

14.16 Mainz 05’s danske træner, Bo Svensson, er meget kritisk overfor den nye Super League. På et pressemøde før bundesligakampen onsdag mod Werder Bremen, retter Svensson især skytset mod de deltagende engelske klubber, som han beskylder for at være dobbeltmoralske. »Det drejer sig om klubber, der står for historie, tradition og fællesskab. Når du så hører Liverpools ’You’ll Never Walk Alone’ samtidig med, at de vil deltage i Super League, så synes jeg, det er temmelig dobbeltmoralsk«, siger succestræneren. Bo Svensson er spændt på, hvordan trænere som Thomas Tuchel (Chelsea), Jürgen klopp (Liverpool) og Pep Guardiola (Manchester City) reagerer. »Sådan som jeg opfatter dem, står de for andre værdier, end at det kun handler om topklubberne, og om penge og flere penge til nogle få klubber«, siger Bo Svensson. Han finder det bemærkelsesværdigt, at ingen tyske klubber deltager i initiativet, og det taler ifølge ham til fordel for Bayern München og Borussia Dortmund.

13.00 Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, Aleksander Ceferin, siger, at de klubber, der har dannet Super League, stadig kan nå at ombestemme sig, og han kritiserer især klubejerne for at se fodbolden som et produkt og fansene som forbrugere. »Jeg vil sige noget særligt til ejerne af nogle engelske klubber. Gentlemen, det er en stor fejltagelse. Nogle vil sige, det er grådighed, andre foragt eller arrogance overfor Englands fodboldkultur, men i virkeligheden er det underordnet. Hvad der betyder noget, er, at der stadig er tid til at ombestemme sig. Alle kan lave fejl. Engelske fans fortjener, at I retter op på jeres fejltagelse. De fortjener respekt«, siger Ceferin på Uefa-kongressen.

12.51 Den britiske humor fornægter sig ikke. Wolverhampton, der i sæsonen 2018-2019 sluttede på 7. pladsen i Premier League efter netop de seks engelske Super League-klubber, har på sin twitter-konto erklæret sig for engelske mestre.

12.04 Torino-præsident Urbano Cairo kalder i et interview med Ansa kollegaen i Juventus, Andrea Agnelli, en forræder mod italiensk fodbold på grund af sidstnævntes rolle i dannelsen af Super League. Både Agnelli og Inter-præsident Beppe Marotta bør ifølge Cairo træde tilbage fra deres roller i Serie A og det italienske fodboldforbund. »Det er et angreb på ligaens helbred. Hvis en som Beppe Marotta gør noget sådant, må han træde tilbage fra Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) øjeblikkeligt og skamme sig«, siger Urbano Cairo.

11.18 Gianni Infantino, præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), siger, at klubberne i European Super League må leve med konsekvenserne af deres valg. Han meddeler også, at der ikke kan herske nogen som helst tvivl om, at Fifa er imod planerne om udbryderligaen. Det siger han tirsdag på en kongres, der er afholdt af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ifølge flere nyhedsbureauer, skriver Ritzau.

»Lad mig gøre det helt klart fra starten af. Fifa er en organisation, som er bygget på værdier, de ægte værdier i sporten. Vi er stærkt imod oprettelsen af denne Super League. En lukket butik, som bryder med alle andre etablerede institutioner, ligaer og foreninger. Det er udenfor systemet. Og der er ingen tvivl i det hele taget om, at vi ikke godtager dette«, siger Infantino ifølge Ritzau.

Præsidenten støtter Uefa’s holdning om, at udbryderklubberne ikke kan være med i andre turneringer.

»Hvis nogen vælger at gå deres egne veje, så må de leve med konsekvenserne af deres valg. De er ansvarlige for deres valg. Konkret betyder det, at enten er du inde, eller også er du ude. Du kan ikke være halvt inde og halvt ude. Det er nødt til at stå fuldstændig klart«, siger Infantino.

10.27 Før mandagens kamp i Premier League mod Liverpool protesterede både Leeds-spillere og fans af de to klubber mod planerne om den europæiske Super League. Under opvarmningen til kampen bar Leeds-spillerne trøjer med påskriften »Fodbold er for fansene« og »Fortjen det«, og udenfor stadion markerede fans deres modstand mod planerne med bannere, der også hentydede til Liverpools andel i Super League. »Kærligheden til arbejderklassens spil ødelagt af grådighed og korruption. RIP LFC. Tak for minderne«, stod der på et af bannerne.

10.09 Det Tyske Fodboldforbund, DFB, og den tyske ligaforening, DFL, er rystede over skabelsen af Super League, skriver de i en fælles erklæring og bakker i samme sætning op om Uefa og forbundets præsident, Aleksander Ceferin. »Det handler om fremtiden for den populære folkesport. Vi kan ikke lade de økonomiske interesser fra nogle få klubber fra England, Italien og Spanien afskaffe den eksisterende struktur. Fodbold i Europa lever også af, at det er teoretisk muligt for enhver klub at konkurrere mod de bedste på kontinentet. Den drøm må ikke erstattes af et næsten lukket selskab«, står der blandt andet i den fælles meddelelse. Ingen tyske klubber er med i Super League.

9.32 Den amerikanske bank JP Morgan bekræfter overfor AFP, at den skyder penge i Super League. Hvor mange penge, der er tale om, vil banken ikke fortælle. »Jeg kan bekræfte, at vi finansierer aftalen, men har ikke yderligere kommentarer lige nu«, siger en talsperson for JP Morgan ifølge AFP. Telegrambureauet nævner et tal på 26 milliarder kroner.

8.21 Real Madrid-præsident Florentino Perez, der ligeledes er præsident for den nye Super League, siger i tv-programmet El Chiringuito de Jugones, at den nye liga er startet for at redde fodbolden. »Hver gang, noget ændrer sig, er der altid mennesker, der er imod det. Og vi gør det her for at redde fodbold på et kritisk tidspunkt. Seertallene falder, og indtægter for senderettigheder falder. Noget skal gøres. Vi er alle ruineret. Tilsammen har vi mistet fem milliarder euro. På to sæsoner har Madrid mistet 400 millioner«, siger præsidenten.

8.17 Ifølge Financial Times har organisationen bag den såkaldte Super League haft indledende samtaler med selskaber som Amazon, Facebook, Disney og Sky om rettighederne til at vise kampene. Prisen for de årlige transmissionsrettigheder kan ifølge Financial Times beløbe sig til fire milliarder euro. Det svarer til 29,7 milliarder kroner. Facebook samt en kilde med kendskab til situationen hos Amazon sagde dog mandag, at selskaberne ikke er i samtaler om rettighederne.

8.16 Den britiske tv-kanal BT, der har rettighederne til at vise Champions League-kampe i Storbritannien, Spaniens Mediapro og streamingtjenesten DAZN tog mandag afstand fra udbryderligaen. »BT forstår bekymringerne blandt mange af fodboldens førende stemmer og tilhængere og er overbevist om, at etablering af en europæisk Super League kan få en ødelæggende indvirkning på fodboldens sundhedstilstand i dette land på langt sigt«, sagde medieselskabet ifølge Ritzau.

Mandag

21.05 Liverpools manager, Jürgen Klopp, har tidligere tidligere kritiseret idéen om en lukket liga blandt de største klubber i Europa. Den holdning står han ved, selv om Liverpool er en af de 12 klubber, der mandag har stiftet udbryderligaen Super League, hvor kun de allerstørste klubber vil spille mod hinanden.

»Min holdning har ikke ændret sig. Jeg hørte første gang om det i går, og indtil videre har vi kun fået en smule information – mere eller mindre det, man har kunnet læse i aviserne«, siger Jürgen Klopp ifølge Sky Sports. »Det er er en svær en. Folk er ikke glade for det, og det kan jeg forstå, men jeg kan ikke sige så meget mere om det. Hverken jeg eller spillerne har været involveret i det«.

Jürgen Klopp fortæller, at han altid har været fan af Champions League, som alle hold kan kvalificere sig til. »Jeg kan godt lide det konkurrencemæssige aspekt i fodbold. Jeg kan godt lide, at West Ham har muligheden for at komme til at spille Champions League næste sæson«, siger han ifølge Sky Sports.

20.38 Ingen national ligadeltagelse. Forvist fra landshold. Slut med EM- og VM-drømme. Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og flere nationale fodboldforbund har haft den helt store sabel fremme og rasle det seneste døgns tid. 12 europæiske storklubbers annoncering af en lukket Super League uden om Uefa har skabt kaos i fodboldverdenen. Et kaos, som spillerne i de 12 klubber ender med at blive store tabere i.

Forbundene truer blandt andet med, at spillerne på de pågældende hold ikke kan optræde på deres respektive landshold. Men selv om Dansk Boldspil-Union (DBU) støtter Uefa’s udmelding om hårde sanktioner, så mener DBU-formand Jesper Møller ikke, at spillerne i de 12 klubber skal smides af landsholdene, som det står lige nu.

»Jeg synes, det er for langt at gå. Jeg synes, man skal lade spillerne være i fred – både landsholdsspillere og klubspillere«, siger han. »Det her er noget, vi må arbejde med som fodboldledere. Jeg synes ikke, vores spillere skal rodes ind i alt det her«.

18.30 Regeringen og kulturminister Joy Mogensen (S) vil se på, om der politisk kan gøres noget for at forhindre en ny europæisk fodboldliga, som 12 storklubber mandag har annonceret. Hun siger til TV2, at hun vil drøfte sagen med sine europæiske ministerkolleger. Joy Mogensen kalder ligaen »... dybt problematisk«, fordi storklubberne træder ud af fællesskabet.

17.50 DBU-formand Jesper Møller forventer, Uefa fredag vil smide tre af fire CL-semifinalister ud grundet piratliga. De 12 storklubber, der er enige om en ny fodboldturnering, skal hurtigst muligt udelukkes fra de turneringer, de ellers deltager i. Det understreger præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Ceferin, på et pressemøde mandag.

I Champions League-semifinalerne mødes Manchester City (udbryderklub)-PSG og Real Madrid-Chelsea (begge udbryderklubber).

Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand Jesper Møller er med til de igangværende møder i Uefa, hvor emnet har ryddet dagsordenen. Fredag er Uefa’s eksekutivkomité samlet, og han forventer, at det vil få indflydelse allerede på den igangværende Champions League-turnering.

»Der skal de 12 klubber ud. Der er selvfølgelig noget juridisk, der lige skal afklares, men min holdning er, at såfremt det kan lade sig gøre, så skal de her 12 klubber smides ud på fredag«, siger DBU-formanden.

16.45 Formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, siger i en pressemeddelelse fra forbundet om den kommende Super League, som 12 af Europas største klubber er i gang med at stable på benene:

»Nok er nok! Vi skal beskytte den europæiske sportsmodel, og den her situation er en god anledning til at statuere et eksempel. Der er to veje. Enten vælger man fællesskab og solidaritet, eller også vælger man grådighed og egoisme«.

16.06 Godt et halvt døgn efter at 12 europæiske storklubber annoncerede planerne for deres udbryderliga, har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på et møde mandag i eksekutivkomitéen som ventet godkendt den kommende struktur for Champions League. Det nye format bliver en kendsgerning fra sæsonen 2024/25, oplyser Det Europæiske Fodboldforbund. Turneringen udvides til 36 hold, der mødes i én stor gruppe. I denne er alle deltagende hold sikret ti kampe mod ti forskellige modstandere, fem på hjemmebane og fem ude.

Øvrige reaktioner

15.11 Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Ceferin, truer spillerne fra de 12 klubber i Super League med udelukkelse fra landsholdsfodbold. På et pressemøde mandag eftermiddag gentog Ceferin ifølge Ritzau tidligere trusler om, at spillerne vil gå glip af EM- og VM-slutrunder, såfremt de spiller i en ikke autoriseret piratliga.

»Vi står alle sammen mod dette tåbelige projekt. En kynisk plan, som strider imod alt, hvad fodbold bør være. Vi kan og vil ikke tillade denne forandring. Spillerne, som spiller for de pågældende hold i den lukkede liga, vil blive udelukket fra VM og EM«, siger Uefa-præsidenten ifølge BBC.

»Vi opfordrer alle til at stå fast med os, mens vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at det ikke bliver til virkelighed. Idéen er en spytklat i ansigtet på alle, der elsker fodbold. Vi vil ikke tillade, at de tager det fra os«.

Hvis Uefa gør alvor af sin trussel om udelukkelse, betyder det, at Danmarks fem spillere i de 12 Super League-klubber vil blive sanktioneret: Simon Kjær (AC Milan), Christian Eriksen (Inter), Martin Braithwaite (FC Barcelona), Andreas Christensen (Chelsea) og Pierre-Emile Højbjerg (Tottenham).

Dansk Boldspil-Unions (DBU) adm. direktør, Jakob Jensen, siger til Ritzau, at DBU bakker fuldt op om Uefa og er klar til at sanktionere danske spillere, såfremt det skulle komme dertil. »Jeg vil være rigtig ærgerlig over at skulle udelukke dem. Det er foreløbig spekulation. Jeg håber, ideen om Super League er væk, inden det kommer så vidt«, siger Jakob Jensen.

13.23 Endnu en gedigen spillerprofil tager afstand fra den nye Super League. Det er Paris SG’s spanske midtbanemand Ander Herrera, der tidligere i karrieren har spillet for Manchester United, der utvetydigt giver sin mening til kende på Twitter. »Jeg elsker fodbold og kan ikke tie stille. Jeg tror på en forbedret Champions League, men ikke på at de rige kan stjæle, hvad folket har skabt – hvilket er intet mindre end verdens bedste sport«, skriver Ander Herrera til sine 2,7 millioner følgere.

Også den tyske 2014-verdensmester Mesut Özil (Fenerbahce) langer ud efter Super League. »Børn vokser op med drømme om at vinde VM eller Champions League – ikke en eller anden Super League. Glæden ved de store kampe er, at det kun sker en eller to gange om året og ikke hver hver uge«, tweeter Özil, der de senere år primært har været i rampelyset for at sidde på bænken i Arsenal og har insisteret på at sidde der kontrakten ud med en hyre på flere millioner om ugen

13.08 Den nye Super League er klar til at tage et opgør med Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) ved de internationale domstole. Uefa og Fifa har tidligere tidligere meddelt, at spillere, der deltager i turneringer i uautoriserede ligasystemer vil blive udelukket fra at spille landsholdsfodbold og dermed deltagelse ved EM og VM. Mandag har Super League ifølge AP sendt varslingen om retslige skridt til Uefa og Fifa. Nyhedsbureauet AP har set brevet.

12.45 Tysklands to største klubber, Bayern München og Borussia Dortmund, har ingen interesse i at deltage i den nye Super League. De vil i stedet have en dialog med Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Det fremgår af en erklæring på Dortmunds hjemmeside. Hans-Joachim Watzke, der er daglig leder i Dortmund, henviser til to møder henover weekenden i klubsammenslutningen ECA. »Medlemmerne af ECA’s bestyrelse holdt søndag aften et virtuelt møde og bekræftede, at beslutningen truffet fredag (at samarbejde med Uefa om en reform af Champions League, red.) fortsat var gyldig«, siger Watzke, der sidder i ECA-bestyrelsen sammen med Bayern Münchens Michael Gerlinger.

11.57 Fordømmelserne vælter ind over den nye Super League. Senest fra den spanske divisionsforening, la Liga, der administrerer professionel fodbold i Spanien og har tre stiftende Super League-medlemmer under sine vinger – Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid. »Denne ødelæggelse af fodboldens økosystem vil ultimativt føre til fiasko for den nye turnering og de deltagende klubber, der har skabt deres succes og triumfer ved at vinde de titler, som der nu bliver færre af«, lyder det fra La Liga

11.28 Sportsøkonomen Kenneth Cortsen fra professionshøjskolen UCN, kalder den kommende Super League for en katastrofe skabt af klubber drevet af grådighed. Han vurderer overfor Ritzau, at Super League-satsningen meget vel kan give bagslag. »Klubberne tror helt sikkert, at deres fans bare vil følge med, når de spiller kampe, men de kan have forregnet sig. Vi ser i øjeblikket, at fans engagerer sig politisk. Det gælder omkring VM i Qatar og social retfærdighed i USA. Der vil være fans, der stiller spørgsmålstegn ved topfodboldens sjæl«, siger Kenneth Cortsen.

11.24 En af hovedmændene bag Super League, den italienske Juventus-boss Andrea Agnelli, har kørt et regulært dobbeltspil de seneste dage. Fredag var Agnelli stadig formand i European Club Association (ECA). Ifølge en meddelelse fra FC København var ECA’s bestyrelse så sent som i fredags fuldkommen enige om de modeller og løsninger, der skal skulle træde i kraft i i europæisk klubfodbold fra sæsonen 2024/2025. Nu er Agnelli næstkommanderende i Super League efter Real Madrid-præsidenten Florentino Perez og siger: »Vi er gået sammen om at transformere europæisk konkurrence og sikre en bæredygtig fremtid for det spil, vi elsker. Vi ønsker at øge solidariteten betydeligt og give fans og amatørspillere en lind strøm af store kampe, som vil fodre deres lidenskab for spillet«.

11.14 Den danske klub, der i de senere år oftest har krydset klinger med de 12 storklubber, som nu har dannet Super League, kalder dannelsen af en en ny liga for usolidarisk. »FC København tager skarp afstand fra en potentiel ’Super League’ og er modstandere af en sådan ny og lukket privat liga uden om de europæiske turneringer, som er en helt afgørende brik i hele fodboldens økosystem, og finder desuden metoden og processen kritisabel og usolidarisk«, skriver klubben på fck.dk. Også FC Midtjylland og Brøndby er imod dannelsen af en lukket liga.

10.46 Den tidligere italienske landsholdsspiller Giuseppe Rossi raser over den nye Super League. »Er der andre end mig, der mener, at det her Super League bullshit er en joke? Jeg håber, at alle fodboldfans i hele verden kan se, hvor ødelæggende det vil være for vores spil«, tweeter angriberen.

10.40 Tankeeksperiment – vi fastfryser stillingerne i de nationale europæiske ligaer og tager de 12 Super League-klubber ud. Så vil de garanterede deltagere i Champions League fra Premier League, La Liga og Serie A se sådan her ud: Leicester, West Ham, Everton og Leeds fra England, Sevilla, Villarreal, Real Betis og Real Sociedad fra Spanien samt Atalanta, Napoli, Lazio og Roma fra Serie A.

10.33 Supportergrupperinger i de seks engelske klubber, der har været med til at stifte Super League, hagler den nye turnering ned. I tweets bruges ord som »forræderi« og »flovt«.

Richard Heathcote/Ritzau Scanpix
Foto: Richard Heathcote/Ritzau Scanpix

10.11 Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel vandt sensationelt det engelske mesterskab med Leicester i 2016 og klubben ligger i denne sæson til at kvalificere sig til næste Champions League i næste sæson. Men Leicester er ikke en del af den kommende stort set lukkede Super League. »Det er noget helt unikt, det som en klub som Leicester har været i stand til at gøre over det seneste årti. Jeg ville hade at se, hvordan et nyt system forhindrer, at de mindre klubber eller underdogs ikke er i stand til at komme ind i rampelyset«, sagde Schmeichel til Talksport i forbindelse med søndagens sejr i FA Cup-semifinalen mod Southampton.

10.03 Dansk Boldspil-Union (DBU) tager afstand til planerne om en udbryderliga. Det fortæller administrerende direktør Jakob Jensen ifølge Ritzau til TV 2. »Det er en gennemført dårlig idé af flere grunde. Blandt andet fordi fodbold er drømme. Det kan ikke nytte noget, at man laver en lukket liga, hvor klubbernes eneste formål er at tjene penge. Det udelukker det fællesskab, fodbold er, og det er et grundlæggende angreb på den europæiske fodboldstruktur«, siger Jakob Jensen.

10.00 Manchester Uniteds tidligere anfører Gary Neville kalder ifølge Ritzau en kommende Super League for en skændsel. »Det frastøder mig. Det er en komplet skændsel«, udtaler Gary Neville: »Vi er nødt til at vinde magten tilbage fra klubberne i toppen af denne liga. Det gælder også min egen klub«, siger Neville, der spillede over 600 kampe for United og vandt Champions League to gange i 1999 og 2008.

Læs mere: