Forestil dig, at Boxen lå på Færøerne og ikke på den flade jyske hede, klemt inde mellem et fodboldstadion og et messecenter. Så havde det med god vilje været muligt at fylde den gigantiske arena med en tredjedel af den færøske befolkning. Eller næsten alle Thorshavns indbyggere.
Johan Hansen ryster lidt på hovedet ved tanken.
Arenaen er nu engang placeret i Herning, hvor han sidder. Ikke desto mindre rammer den 24-årige håndboldspillers tankeeksperiment plet, hvis man skal have hjælp til at sætte hans rejse lidt i perspektiv. Det er bare en tand større at spille håndbold i Danmark. Især når det gælder en udsolgt aften i Herning med VM på dansk hjemmebane, som samtidig er karrierens første slutrunde.
»Det er enormt fedt«, lyder konstateringen fra fløjspilleren. Så enkelt kan det faktisk siges.
Blev hængende
Da han som barn så spillerne fra Danmark i fjernsynet, havde han aldrig regnet med, at det samme kunne lykkes for en dreng fra Færøerne. Men det viste sig siden, at det kunne det. Nu har han fået VM-debut og efterhånden spillet sig til rette i den danske trup.
»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var lidt nervøs, da jeg skulle hilse på dem alle sammen første gang. Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente af sådan nogle verdensstjerner – skal vi kalde dem det? Men jeg er blevet taget imod med åbne arme, og det har været fantastisk«, siger Johan Hansen.
Den i dag danske landsholdsspiller forlod som 16-årig Færøerne og flyttede til Skanderborg for at spille håndbold på et talentakademi. Dengang regnede han med at skulle være væk et år, som hvis han skulle til Danmark for at gå på efterskole. Det gør mange færøske unge, forklarer han.
»Men jeg blev hængende. Jeg troede, at jeg skulle være væk for at lære at spille håndbold og så tilbage til den færøske liga – og være god deroppe. Men så blev det til et år mere. Jeg endte med at spille professionelt i den danske liga. Senere på et tophold i den danske liga. Pludselig står jeg her i dag og spiller VM«, siger Johan Hansen.
Og det havde han aldrig forestillet sig, gentager han flere gange under interviewet.
Måske derfor er det for den unge færing ekstra overvældende at gå på banen i Herning:
»Jeg vænner mig ikke til det. Når nationalmelodien spiller, og mit navn bliver råbt i starten, får jeg kuldegysninger. Men når kampen går i gang, koncentrerer vi os om det, vi skal. Så prøver vi at lukke det andet ude. Selvfølgelig er det ikke lige så nemt, som det er hjemme i klubben«, siger BSV-spilleren.
Johan Hansen kom på holdkortet, da en skadet Hans Lindberg måtte forlade truppen i gruppespillet. Med sin slutrundedebut har han skrevet sig ind i danskernes bevidsthed. Den opmærksomhed har bredt sig til hjemlandet.
»Jeg havde ikke regnet med, at så mange på Færøerne ville følge med«.
»Der er ualmindeligt mange mennesker, der skriver til mig – både folk, jeg kender, og folk jeg ikke kender. Mine forældre siger, at selv politikere skriver til dem. Folk tager fat i dem på gaden«, siger fløjspilleren, som inden slutrunden kunne tælle 13 danske landskampe, samt en enkelt for Færøerne tilbage i teenageårene.
Identitet
Med den ene optræden for det færøske landshold på sit cv, pådrog Johan Hansen sig to års karantæne fra al landsholdshåndbold, da han i 2013 besluttede sig for at skifte håndboldnationalitet.
Som færing har han hele tiden været dansk statsborger, men blev alligevel ramt af den regel, der skal forhindre, at håndboldspillere kan veksle mellem landshold, som vinden blæser.
Derfor tog han også chancen, da han dengang ikke kunne være sikker på senere at blive udtaget til et dansk landshold med skarp konkurrence om pladserne.
