Sagen mod Trump drejer sig om forfalskninger af papirer ved bestikkelse af pornostjernen Stormy Daniels.

Dato for retssag fastsat: Dommerens ordre fik Trump til at ryste på hovedet

Trump har under tirsdagens retsmøde i New York optrådt på en videoforbindelse Foto: Jane Rosenberg/Ritzau Scanpix
Trump har under tirsdagens retsmøde i New York optrådt på en videoforbindelse Foto: Jane Rosenberg/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En straffesag vil blive indledt 25. marts næste år mod tidligere præsident Donald Trump i forbindelse med påstået bestikkelse af den tidligere pornostjerne Stormy Daniels, oplyser dommer Juan Merchan på Manhattan i New York City, skriver nyhedsbureauet Reuters.

På sit eget sociale medie, Truth Social, udtrykte Donald Trump stor utilfredshed med dommerens beslutning. Retssagen falder nemlig sammen med primærvalg-sæsonen forud for præsidentvalget, og derfor beskylder Trump dommeren for at blande sig i valget. 20 dage forinden afholdes for eksempel den såkaldte Super Tuesday, hvor en lang række stater afholder primærvalg.

Trump er tiltalt for at have forfalsket en række forretningspapirer i den forbindelse. Han har nægtet sig skyldig i de 34 tilfælde, hvor han anklages for at have forfalsket papirer.

Trump er Republikanernes favorit som præsidentkandidat ved valget i november næste år, viser målinger.

Trump har under tirsdagens retsmøde i New York optrådt på en videoforbindelse. Han er af dommer Merchan blevet belært om, at han ikke må afsløre visse vidneudsagn til tredje personer. Heller ikke give dem videre til nyhedsmedier eller sociale medier. Flere af disse vidneudsagn er i det materiale, som anklagemyndigheden vil udlevere til Trumps forsvarere, skriver Reuters.

Trump benægter alt

Stormy Daniels, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford, påstår, at hun i 2006 havde et seksuelt forhold med Trump. Før valget i 2016, har hun forklaret, modtog hun 130.000 dollar fra Trump gennem hans advokat Michel Cohen for at tie stille om deres tidligere forhold. Det afslørede hun i 2018.

Trump har benægtet alt. Ifølge nyhedsbureauet AFP lignede Trump en frustreret mand, da han tirsdag viste sig for domstolen via et videolink. Trump var med på skærmen fra Florida og havde to amerikanske flag hængende bag sig.

»Ja, det har jeg«, svarede han, da dommer Merchan spurgte, om han havde modtaget en kopi af ordren om ikke at dele følsomt materiale i sagen på sociale medier.

Iført et mørkeblåt jakkesæt og et rødt slips rystede Trump på hovedet, da dommeren understregede, at han kan blive dømt for at udvise foragt for retten, hvis han ikke følger ordren.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her