En af juletidens let oversete traditioner er den løse snak om gamle ting og sager. På julebesøg fortæller bedstemor, at fajancefadet på bordet har tilhørt hendes tipoldemor, at kobberkedlen på hylden stammer fra oldemors ugifte moster, mens bedstefar beretter om den udstoppede urfugl, som han selv skød under krigen. Det er vigtige informationer at notere sig – ligesom man fornuftigvis skriver navne på ældre og nyere fotografier, så efterkommere får klar besked om lokaliteter, personer m.v. Når oplysningerne er gået tabt, er tingene ikke så interessante mere.
Der er et lille håb vedrørende genstande. I skifteprotokoller, der nogle steder går tilbage til midten af 1600-tallet, kan man nemlig finde detaljerede opgørelser over afdøde personers ejendele, herunder indbo og tøj. I dødsanmeldelsesprotokoller vil man hurtigt kunne se, om der er foretaget skifte efter et dødsfald. Står der f.eks. ’ejede intet’ og ’intet at arve’ ud for en forfader, behøver man ikke kigge videre. Så var det en fattigrøv. Er der foretaget skifte, kan ejendelene også blot være værdisat til et samlet beløb som ’løsøre’, som dog evt. kan være specificeret i en særlig boopgørelse. Især i ældre tid har man dog været meget omhyggelige med at få alt noteret, så der kan være megen vigtig viden om slægtens ejendele på forskellige tidspunkter. Det gælder høj som lav, rig som fattig, men det er klart, at desto mere man ejede, desto mere er registreret. Og det handler jo ikke alene om den enkelte tingest, men om det samlede billede af familiens habengut og dermed også deres dagligdag, tilegnelse af modeluner og den slags. Vi får et godt billede af det i Horsens.
