Der er en gruppe i samfundet, som har fået det hele foræret.

»Vi tager hvert år tre uger til Tisvilde i bjælkehuset, som min farfar har tegnet, og min far har lige givet mig en toværelses på Frederiksberg«, siger man i disse kredse med største naturlighed. Det irriterer mig og pirrer min sociale indignation. Og det irriterer mig især, fordi disse kredse ikke selv kan se, hvor privilegerede de er«.

Ordene kommer fra den 56-årige Steffen Jacobsen, som selv tilhører eliten. Han er overlæge, dr.med., bor i det rige Nordsjælland – og i disse uger ligger han nummer 1 på bestsellerlisten med sin nye kriminalroman ’Trofæ’. Han er en succes.

Men det har han ikke altid været. Han er nemlig født i underklassen – og opfatter sig selv som en fremmed, der er på besøg i eliten. Moderen var invalidepensionist, faderen lastbilchauffør, de blev skilt.

Steffen flyttede rundt med moderen fra sted til sted og gik i otte forskellige folkeskoler på Vestegnen og i Udkantsdanmark; han blev drillet og mobbet, moderen blev syg og døde, da han var 15 år. Og under moderens sygdom boede han i lange perioder alene i Gellerupparken. Senere blev han flyttemand.

»Jeg kunne ikke udholde tanken om at slæbe flere sovesofaer op til 5. sal; derfor begyndte jeg som 18-årig at gå i skole igen. Jeg tror ikke, jeg er super bright, men jeg kæmpede. Først med realkursus, så med studenterkursus, og så endte jeg på universitetet. Her oplevede jeg en ny verden, men jeg oplevede også at møde en forkælet klasse, som jeg aldrig havde mødt før«.

Forkælet klasse?

»Jeg blev hele tiden konfronteret med lyshårede piger, der kom fra akademiske familier i Nordsjælland, hvor moderen var museumsinspektør, og hvor bedsteforældrene var i familie med PH eller med Politikens chefredaktør eller havde grundlagt Carlsberg. På medicinstudiet var der Hellerup- og Ordrupdrengene og Holtepigerne med deres forkælede holdninger og denne her naturlige adgang til alle privilegierne«.

Men det var dengang ...?

»Og sådan er det stadig. Overklassen tager deres privilegier for givne og lukker sig om sig selv. Det gælder ikke bare i Nordsjælland. Tag Østerbro, Vesterbro eller Frederiksberg med de fem milliarder RUC’ere, der bor der. Jeg har tit lyst til at råbe til den kreative klasse: Så åbn dog øjnene! Frederiksberg, Vesterbro, Østerbro og vinbarerne er altså ikke hele verden, for helvede, vel? Selv om I tror det. Og selv om I har hele sende- og talefladen og kokkereringsfladen og alt det der«.

LÆS MEREEliten er overklasse uden særligt talent

Det var især under uddannelsen, at Steffen Jacobsens sociale indignation blev vakt.

»Jeg brugte hele min ungdom på at finde et sted at bo. Jeg boede i kældre, lejede værelser i garager, mens dem, jeg studerede med, altid havde en eller anden morbror eller far, som var advokat og administrerede halvdelen af Københavns boligmasse. De flyttede selvfølgelig bare ind i nogle fede lejligheder til 800 kroner inklusive koks, mens jeg boede i en eller anden vaskekælder på Frederiksberg«.

Er det ikke ren og skær misundelse fra din side?

»Du kan også kalde det for social indignation. Vi taler om nedarvede privilegier. Jeg arbejdede jo også meget mere end mine medstuderende. Og da jeg var færdig, havde jeg en studiegæld på 750.000, som de andre ikke havde. Jeg måtte knokle mig til det, som de andre fik forærende«.

Er det ikke udtryk for flæberi, du er jo på alle måder en kæmpe succes i dag?

»Det er jo ikke, fordi jeg slår ned med køller. Og slet ikke på søde mennesker. Men jeg kan godt føle, det er uretfærdigt. De nedarvede privilegier krænker min retfærdighedsfølelse. Og jeg kan blive irriteret over, at den veluddannede elite ikke kan se, hvor privilegeret den er. Det er jo Marie Antoinette og ’hvorfor spiser de fattige ikke bare kager’ om igen, ikke?«.

Men du fik jo dr.med.-titlen og det gode materielle liv?

»Det materielle er ikke det væsentlige, for jeg behøver ikke meget andet end makrelsalat, havregryn og Nescafé. Den barriere, der er mellem børn fra underklassen som mig og den højtuddannede middelklasse, er kulturel. Jeg fik aldrig del i de der nedarvede kulturelle privilegier, som ingen sætter spørgsmålstegn ved, som bare er der og følger én resten af livet: bøgerne, der bare står der. De sort-hvide signerede billeder af jazzmusikere på væggene. Den der ’Vi gik altid til børneforestilling på Det Kongelige, og min mand spiller altid klarinet med min svigerfar lørdag eftermiddag’. Den fik jeg aldrig«.

LÆS OGSÅJeg savner sgu eliten!

Steffen Jacobsen bor i Nordsjælland og har i dag en kone og fem sammenbragte børn, hvor han er far til to piger biologisk – en på 13 og en på 16.

Dine børn er jo i dag de overklassepiger fra den nordsjællandske akademikerelite, du selv lægger afstand til?

»Jeg har ingen planer om at flytte til en toværelses i Mjølnerparken for at blive et mere ideelt menneske. Hvorfor skal mine børn betale for, at jeg har haft en lorteopvækst? Det vil jeg ikke reproducere. Derfor kommer der en forskel. For dem bliver det naturligt at gå i gymnasiet, hvad det ikke var for mig. Men jeg har prøvet at videregive værdier til dem«.

Hvilke værdier?

»At tingene ikke kommer af sig selv, og at man er nødt til at kvalificere sig og gøre sig fortjent til goder her i tilværelsen. Og jeg må sige, at da min datter, som nu er 16 år, begyndte at arbejde, da hun var 15, med at passe børn og på café, var jeg uforholdsmæssigt stolt af hende. Det er jeg stadigvæk. Det er fedt, når de klarer sig selv«.

Og det gør børn og unge ikke i Danmark?

»Elitens børn får kraftedeme alt, hvad de peger på. De er ofte snothamrende forkælede. Mange forældre er totalt psykotiske med forældremøder, shoppingture for mødrene og alt det pis der. Personlig bliver jeg lidt træt af børn, der som det naturligste får batmancover til deres nye iPhone, og af unge, der flytter ind i forældrekøbslejligheder, ikke? Og jeg bliver rigtig, rigtig træt, når jeg hører forældre klage over, at ’der stod i ugeplanen, at der skulle være bananer til Sophie Amalie, og nu er der æbler’«.

Det er vel godt at gå op i sine børn?

»Det kan også gå galt. Jeg har i mit job mange ph.d.-studerende, unge mænd og piger fra curlinggenerationen. Især de feminiserede mænd er håbløse. Hvis man spørger: Jamen, har du ikke skrevet den artikel?, kan man få svaret: »Nej, jeg skulle til barselsforberedelse, i svedhytten med min kone, for hun skal føde på indiansk, jeg bliver nødt til at have et halvt år til«. Et halvt år!«.

DEBATDirektøreliten minder om en rockerklub, ingen tør udfordre

Som voksen har Steffen Jacobsen fået det hele – den gode uddannelse, det gode job, familie.

»På overfladen fik jeg hele pakken. Men jeg er fremmed og hjemløs blandt højtuddannede. I min ungdom følte jeg mig enormt skamfuld over, at jeg ikke bare var som de andre, og lige siden har jeg haft en følelse af, at der er nogle elastikker fra fortiden, der har fat i mig. Jeg går sjældent til fester og middage med højtuddannede. Det er dybt udmattende for mig«.

Hvad drev dig ind i eliten?

»Man vil altid gerne ind til centrum. Ind og have fat i den der middelklassevirkelighed med rækkehuset, bilen og to lyshårede piger og en sød kone. Vores lykkebegrebsdefinitioner peger jo ind mod midten. Det gode liv. Jeg kom fra periferien, men jeg nåede aldrig ind til centrum«.

Jamen målt på alle objektive parametre er du da kommet helt ind til centrum?

»Jeg føler aldrig, jeg er kommet ind i det. Jeg føler mig stadig som en del af periferien. Den sociale deroute ligger ligefor. Jeg føler, at hvis jeg er uopmærksom i ét sekund, kan jeg sidde på bænken med en pose Girafbajere sammen med Bjarne uden ben. For at undgå den følelse er jeg nødt til at være ekstremt målrettet og disciplineret. Så jeg kan ikke slappe af, jeg laver altid noget; jeg føler hele tiden, jeg skal gøre mig fortjent til at være her, til at eksistere. Det har jeg ikke haft nogle forældre til at fortælle mig, at jeg havde«.

Er du mere accepterende over for underklassen, end du er over for overklassen?

»At jeg selv har måttet knokle for at få det, jeg har, præger også mit syn på underklassen. Da jeg var barn, var der i arbejderklassen en enorm stolthed i at have et arbejde og klare det godt. Man mødte hver morgen, der var ingen, der var syge; den kan jeg ikke få så meget øje på i dag. Nu har klientgørelsen grebet om sig«.

Altså, når du kunne knokle dig ud af underklassen, må andre også kunne?

»Jeg har jo ikke trukket mine privilegier i en automat, vel? Mens andre har været ude og drikke sig kampstive, så har jeg siddet og boget den. Når andre tog til Ibiza, sad jeg også og bogede den. Det er jo utrolig mange forsømte forår, ikke? Derfor bliver jeg ikke kun indigneret over, at overklassen får det hele foræret, jeg bliver også indigneret, når underklassen ikke kan tage sig sammen«.