Annonce
Annonce
Debat

Sociolog: Vi er blevet selvkritiske masochister

Indadvendt selvtugt har erstattet den udadvendte samfundskritik, mener bogaktuelle Rasmus Willig.

6
Annonce

Rasmus Willig

Blå bog

Rasmus Willig (f. 1973).

Ph.d., lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC.

Har tidligere skrevet bøgerne ’Til forsvar for kritikken’ (2007) , ’Umyndiggørelse’ (2009) og er nu aktuel med ’Kritikkens U-vending’.

Willig er tidligere formand for Dansk Sociologforening.

Han modtog sidste år FTF’s store pris for sit arbejde med offentlige og privatansattes ytringsfrihed.

»Hvor vi før gav samfundet skylden, når vi ikke kunne finde et arbejde, blev stressede, havde problemer i skolen etc., vender vi dag kritikken indad. Vi bebrejder os selv, for ingen må jo længere sige, at det samfundets skyld. Denne tankegang er gift for selvet og en formel for ulykke og fiasko. Vi har erstattet den udadvendte samfundskritik med indadvendt selvtugt og masochisme. Og det er en farlig tendens. For så går de økonomiske og politiske forhold fri for kritik, selv om de ofte er årsagen til fiaskoen«.

Ordene kommer fra sociolog Rasmus Willig fra RUC, der er bogaktuel med ’Kritikkens U-vending’.

Men faktum er, at coaching ikke producerer vindere, den producerer fiaskoer

Rasmus Willig, sociolog

Han advarer i sin nye bog om samfundsudviklingen, hvor kritik ikke længere bliver rettet mod samfundet, staten og arbejdsgiveren, men mod individet selv. En udvikling, han sammenligner med et ensomt spil stangtennis, hvor man ikke kan komme af med bolden – bolden og problemerne kommer altid tilbage i hovedet på én selv. Og man har kun sig selv at spille med.

»Det slog for alvor igennem fra 70’erne med hele selvrealiseringsbølgen. Her blev vi til rene individer. Nu er det ikke bare en tendens; det er et etableret hverdagsbillede. Og vi diskuterer det ikke nok, fordi vi derved vil komme til at udstille vores svagheder. Aldrig har der været så mange arbejdsløse på verdensplan, vi er ved at smadre klimaet, de finansielle markeder er under et voldsomt pres, og en gældskrise plager de vestlige lande. Hvad gør Vestens borgere så? Går de på gaden og udnytter de muligheder, der er for at kritisere samfundet? Nej! De smutter ned i fitnesscentret eller til en coach«.

Hvordan kan du se det som noget negativt, at flere danskere tager ansvar for deres eget liv? Det er vel snarere udtryk for en sund samfundsudvikling.

»Vi har ikke med en konstruktiv selvkritik at gøre. Det er derimod en ødelæggende selvkritik. Et godt billede på overgangen fra ekstrovert til introvert selvkritik finder vi i tennisverdenen. John McEnroe, som toppede i starten af 1980’erne, er nok en af tennishistoriens mest vrede og kritiske spillere. Når han tabte, hamrede han ketsjeren i banen. Går vi frem til 2008, har vi den russiske tennisspiller Mikhail Youzhny. Da han tabte 1 point i en turnering i Miami, var reaktionen omvendt: Han slog sig selv til blods. Det er et meget godt billede på den ændring, der er sket. I dag tvivler det enkelte menneske på sig selv hele tiden. Er jeg god nok? Er der noget, jeg burde, kunne, skulle have gjort anderledes? Der foregår et indre retssalsarbejde, hvor selvet allerede er under mistanke for at have begået et kriminelt forhold. Det nye ved det indre retssalsarbejde er, at jeg er min egen anklager, min egen forsvarer og min egen dommer, som fælder de kritiske domme. Her kan det kun gå galt«

LÆS OGSÅIdrætsforsker: Vi har vendt ryggen til klubberne for at dyrke os selv

Det kvæler kritikken udadtil, at vi kritiserer indadtil

Rasmus Willig, sociolog

Er det ikke positivt, at danskerne først spørger, hvad de selv kan gøre anderledes i krisetider, inden de slår løs på systemet?

»Jeg siger ikke, at selvrefleksion er usundt. Men det er da dybt problematisk, at sociale problemer bliver vendt mod individet. En lang række fænomener er strukturelle i karakter og kan derfor umuligt blive individets skyld eller ansvar. F.eks. kravet om, at vi evig og altid skal være omstillingsparate. Det kan jo aldrig være individets skyld, at der sker forandringer på arbejdspladsen. Skylden og skammen bliver i dag individualiseret og opdages hos psykologen, når vi er gået ned med stress og skal behandles. Hvis du bliver arbejdsløs i morgen, vil du højst sandsynligt være kritisk over for dig selv og tænke på alle de ting, du kunne have gjort bedre, mere end du vil tænke på konteksten med konjunkturer. Det kvæler kritikken udadtil, at vi kritiserer indadtil«.

Men muligheder for kritik har da aldrig været bedre end i dag. Tænk bare på antallet af debatprogrammer, blogs og sociale medier. Modsiger det ikke din tese?

»Vi har aldrig haft flere muligheder end nu for at engagere os i samfundsdebatten. Men debatten på de platforme er ikke særlig slagkraftig, den står ikke mål med de problemer, vi står over for. Lektien i den økonomiske liberalisme er, at hvis du skal klare dig som individ, skal du arbejde med selvkritikken som et effektiviseringsmiddel for at kunne klare dig på konkurrencevilkår. Og her lander vi så på løbebåndet i fitnesscentret og kommer ingen vegne. Her kan den enkelte umiddelbart nemt få succes, hvor det er sværere at mærke en effekt af den ekstroverte samfundskritik, som tager mere tid. Resultatet er katastrofalt«.

Rasmus Willig peger på tre eksempler, hvor kritikken vendes indad. Det første er coaching, hvor arbejdet med én selv bliver så anstrengende, at det fører til et mentalt kollaps.

Coaching hjælper da folk med deres problemer. Hvad er der i vejen med det?

»Problemet er, at vi opstiller en formel for succes med en lang række mål, hvorefter vi finder midlerne til at forfølge målet. Men denne formel er også formlen for fiasko. Fordi de fleste vil erfare, at jo flere målsætninger de stiller for sig selv, jo større er risikoen for, at de fejler. Coaching er en præstationsfremmende strategi, som leder til et mentalt kollaps, hvor vi selv bliver objekt for vores egen selvkritik. Det er formlen for utilstrækkelighed og selvkritik«.

Det er sætninger som 'se udfordringer i stedet for problemer', som returnerer kritikken tilbage til den enkelte

Rasmus Willig, sociolog

LÆS OGSÅ Positive tanker er en ny form for mental racisme

Men det er da logisk med en præstationsfremmende indsats over for medarbejdere i en tid, hvor de fleste virksomheder skærer ned. Mere slaphed i en krisetid med få job kan da umuligt være svaret?

»Jeg taler ikke om mere slaphed. Men faktum er, at coaching ikke producerer vindere, den producerer fiaskoer. Coaching er etisk barbari, fordi det er pakket ind i etiske begreber som anerkendelse og tolerance. Men i virkeligheden er den bagvedliggende intention, at man skal blive et individ, som kan præstere mere«.

Men danskerne er vilde med coaching, det er stort i hele Vesten – er der ikke noget om snakken?

»Ja, vi er vilde med det, fordi vi håber at finde svar på vores individuelle bekymringer. Men de fleste, som går den vej, finder ud af, at de bliver mere ulykkelige af det. Jeg anbefaler at smide selvhjælpsbøgerne langt væk«.

Ifølge sociologen er MUS-samtaler også et eksempel på den negative udvikling. Han kalder MUS-samtaler for »mental racisme«.

Du beskriver MUS-samtalerne som mental racisme, er det ikke en overdrivelse?

»Den måned, man har MUS-samtale, er højst sandsynligt den værste måned på året for de fleste mennesker. Du sidder alene over for lederen, magten. Det er ikke forholdene på arbejdspladsen, kollegerne, samarbejdet, men dig, som er skydeskive for kritik. Det er et benhårdt styringsredskab, som hviler på kritik og på, at du jo kunne have gjort det bedre. Derfor kalder jeg det mental racisme. Igen ser vi indad og ikke ud i kritikken«.

Du kalder det ideologisk glidecreme – hvad mener du med det?

»Den nye type managementsprog er med til at afmontere kritik i situationer som coaching og MUS-samtaler. Det er sætninger som ’se udfordringer i stedet for problemer’, som returnerer kritikken tilbage til den enkelte. Og så er kritikken død. Her er tale om positivitetsfascisme og social kontrol, fordi man faktisk beder medarbejderen om at anskaffe sig en ny attitude. Det ideologiske glidemiddel gør, at ledelsen kan glide af på problemerne, og man ender med selvcensur af medarbejderen. Ikke censurering af ord, men censurering af ens egen identitet. De her styringsredskaber er meget mere voldsomme, end vi umiddelbart går og tror«.

Jamen, er det ikke bare sundt for min selverkendelse, at jeg sidder sammen med min chef og taler om, hvad der går godt, og hvad der kan gå bedre?

»Nej, for det bliver et overgreb på den enkeltes identitet, i og med at du heller ikke selv har valgt at lukke denne her person, som i øvrigt ikke er uddannet psykolog, ind i din private sfære. Mange bliver mere ødelagte af det her. For du er tvunget ud i en konkurrence mod dig selv, hvor du hele tiden skal bevæge dig fremad for at være god nok. Det er formlen for fiasko«.

Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer

Rasmus Willig, sociolog

LÆS OGSÅDødsstødet til new public management

Det sidste eksempel, Rasmus Willig nævner, er fitness, herunder træningsformen crossfit, hvor det ydre i dag skal matche det indre: omstillingsparat og fleksibel.

»Fitnessbølgen er et fysisk udtryk for, at det, som snedkereres på indersiden, også skal kunne ses på ydersiden. Vi skal også ligne fleksible, stærke, omstillingsparate mennesker. Derfor dyrker vi crossfit. Her arbejder vi nøjagtig med det, som den økonomiske liberalisme bestiller os til at gøre: Min krop skal kunne nyde hver en ny øvelse, selv om den gør ondt. Og der er tilmed et krav om, at jeg skal elske det. Både kropsligt og mentalt«.

Hvorfor ikke se det som en god ting, at folk dyrker idræt?

»Der ligger en pervers tankegang i crossfit, fordi det strider imod vores behov for stabil identitet. I centrene ser man folk gå med T-shirts med sloganer som ‘don’t use machines – become one’. Både de mentale og kropslige øvelser er perverse, for der er ikke garanti for succes. Det farlige er, at du hele tiden hos coachen, i MUS-samtalen og til fitness får skærpet dit blik for, hvor du fejler, og hvad du burde gøre bedre. Derfor er der også større risiko for, at du falder igennem. Det evige slag mod selvværdet«.

Men hvordan kan man melde sig ud af det her ræs, for alle er jo en del af det?

»Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.

Hvad foreslår du konkret?

»Problemerne er strukturelle og gennemsyrer vores måde at tænke på, så det er ikke noget, man kan reparere ved et snuptag. Så længe vi har et samfund, som vender hele den kritiske debat og gør den til et individuelt anliggende, er der brug for nogle voldsomme normændringer. Sådanne normændringer kan kun speedes op, hvis der eksisterer mod og vilje til at gøre op med en forkvaklet økonomisk liberal kultur. Den yderste konsekvens er, at vi dræner os selv og skvatter om af psykisk udmattelse. Vi halser alle sammen rundt i en benhård jagt på anerkendelse, hvor man ligesom i stangtennis konstant er forvirret. Det er kun et spørgsmål om tid, før bolden rammer dig mellem øjnene.«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce