»Hvad jeg har lavet i nat? Jeg har ikke sovet. Jeg har siddet og siddet og siddet i en bil med en ven og dovnet den og røget joints«, siger Bayram.
Han er 18 år, og Ali er 14. Begge sidder i klubleder Subhi Hassans bil på vej til Høje-Taastrup Kommune.
Subhi har mødetøjet på. Spidse sko, modejeans, Hugo Boss-bælte, figursyet hvid skjorte og Taastrups skarpeste solbriller. Bortset fra det tror de ikke, det vil gå godt.
Få kommunekasser i verden er så generøst bemandet med sagsbehandlere, penge og gode viljer som de danske. Men det triste og moderne stykke danmarkshistorie om generationer af rastløse, rodløse, kulturforvirrede, nederlagsramte vrede unge mænd, der iført knive, Scott-jakker, Nike-sko og billige guldkæder har været på hævntogt mod alt og alle, er også en historie om drengene fra gaden og kvinderne på kommunen, der aldrig har fundet hinanden.
»Så snart jeg blev 18, og min efterlysning blev stoppet, ringede jeg til dem. Men min sagsbehandler gad ikke snakke med mig«, siger Bayram, der blev tvangsfjernet, da han var 14, og siden har været på lukkede institutioner eller opholdssteder. For syv måneder siden stak han af; nu er han dukket op til overfladen. Han er en køn dreng med uomtvistelig charme og et udsøgt talent for at imitere jyske pædagoger – men han har røget for meget hash. Af og til melder han sig ud af verden, og af og til melder han sig ind igen med en stærk vrede mod den kommune, der sendte ham af sted, da han var 14 år.
KAPITEL 1 Subhi viser vejen væk fra banderne
»Jeg har kostet 250.000 kroner. Hver måned. Jeg sværger! De isolerede os i lukkede rum. De sagde, at der var ikke noget, der hed far og mor her. Jeg kunne have gjort mit liv meget bedre, men har givet min mor grå hår, min far grå hår. Jeg har siddet på opholdssted i fire år uden skole. Har jeg dræbt en mand? Nej, men hvad skete? Jeg blev dum, jeg blev aggressiv, jeg blev kriminel«.
Tre ønsker
Ali er 14 år, kvik og endnu ikke ødelagt.
Han burde være i skole, men flygtede fra opholdsstedet i Jylland.
»Jeg blev anbragt, da jeg var 12 år. Jeg er flygtet 30 gange, og hver søndag kommer de helt fra Jylland for at hente mig. Men jeg vil ikke med. Jeg vil i skole og ikke ende som toiletrenser. Jeg har ringet og ringet til min sagsbehandler, men jeg kan aldrig få fat i hende. Hun siger, jeg skal tage tilbage til opholdsstedet. Kommunen betaler 100.000 kroner om måneden, og hver gang de ringer, siger opholdsstedet, at jeg har det godt, men jeg er der ikke. Det er ren svindel, så de kan tjene på mig«.
Bayram ønsker tre ting i dag: en skoleplan, en handlingsplan og kontanter, så han kan klare sig de næste dage.
»Lige så fucket up og psykopat jeg kan blive, lige så sød og rar kan jeg være. Jeg har et godt hjerte. Lad mig prøve at bruge det på at få en god uddannelse. Hvis jeg ikke får chancen, kan jeg ikke bevise, at jeg kan gennemføre det«.
Ingen aftaler
Subhi Hassan har orienteret en sagsbehandler om, at drengene kommer.
Sagsbehandleren taler først med Bayram. Han skulle allerede have været på jobcenteret, men centeret aflyste, fordi han havde adresse på det opholdssted, han er flygtet fra. Det er en fejl, og da sagsbehandleren har ringet til en række andre sagsbehandlere, ender det med, at Bayram får 3.300 kroner i akuthjælp.
Bayram er glad, men stadig fortørnet.
»Jeg har ringet og ringet, men ingen har gidet tale med mig. Det er kun, fordi Subhi er med, at jeg får de penge. Men nu er jeg inde i systemet, selv om jeg ved, de vil sætte mig til at være gartner på kontanthjælp og ordne græsplæner. Det vil jeg ikke. Jeg vil i skole«.
KAPITEL 2
Forhandlingerne om Alis fremtid foregår i første omgang på pladsen foran rådhuset. Kommunen har travlt. Det viser sig, at et forældrepar har tortureret deres datter, fordi hun fandt en dansk kæreste. Den sag er vigtig, og ingen har tid til Ali.
»Flæk kommunen«, hvæser han.
»Tal ordentligt«, kommanderer Subhi, men insisterer på, at Ali skal tale med en sagsbehandler. Det er derfor, han er med. Flere af de andre drenge i klubben går heller ikke i skole. De vil ikke gå i de specialklasser, de er henvist til. For fem uger siden demonstrerede de mod kommunen.
»Jeg havde sagt til dem, at de ikke måtte brænde biler eller containere af, men at man har ret til at demonstrere«, forklarer Subhi.
Subhis dobbeltrolle
Med plakater, hvor der stod ’Vi vil ikke havne i kriminalitet og bandemiljø’, ’Vi vil gerne have undervisning’, tog 30 af drengene op på rådhuset og filmede optrinnet, så de ikke bagefter kunne beskyldes for at lave ballade.
Det endte med et møde hos den konservative borgmester Michael Ziegler, og bagefter var drengene vilde med borgmesteren.
»Vi har en god borgmester. Han har et godt hjerte; han tænker, og han lytter«, siger Subhi Hassan.
KAPITEL 3
Nedarvet had skal trænes vækHistorien om de skoleløse drenge, der gik på gaden og var i fare for at blive en del af bandemiljøet, endte i Ekstra Bladet. Kort efter kom tre af drengene i skole. På den måde befinder Subhi Hassan sig i en dobbeltrolle. Han er kommunalt ansat og får ros af politikere, politi og boligbestyrelsen for sit arbejde. Men han synes, drengene ignoreres.
»Jeg ringede i flere måneder, men først da Ekstra Bladet skrev, kom drengene i skole. Jeg ser de drenge blive ødelagt hver dag, men når man ringer til sagsbehandlerne, er de altid til møde, på kursus eller optaget af en anden sag«.
Mødet
Det ser ud til, at Ali kan få et møde. Juraen siger, at han har ret til en bisidder. Ali insisterer på, at Subhi skal med.
»Jeg går ikke ind uden Subhi«, siger han igen og igen, når nogen henvender sig. En sagsbehandler siger, at der er lang ventetid, for Alis sagsbehandler sidder i møde. Efter halvanden time går Subhi et kvarter, og netop i det kvarter får Ali sit møde. Han kommer ud endnu mere frustreret.
»Jeg sagde, at jeg ikke ville være på opholdsstedet, men hun sagde, at der var en grund til, at jeg var tvangsfjernet. Men jeg er ikke tvangsfjernet. Jeg er frivilligt fjernet. Mine forældre taler dårligt dansk og bliver usikre, når nogen fra kommunen taler til dem. De sagde til min mor og min far, at hvis jeg ikke gik med til frivillig fjernelse, ville det ske med tvang, og mine forældre var bange for, at de aldrig ville se mig mere«, siger Ali, der ikke har forstået, hvad der egentlig skete på mødet.
»Nu kan det være lige meget. Så bliver jeg bare kriminel«, siger han lavmælt.
Anmodningen
Subhi Hassan går ind på rådhuset og forlanger et nyt møde, hvor han selv er med.
En vagt, der er endnu større i bredden end Subhi, bliver tilkaldt. Han og Subhi kender hinanden godt. De har styrketrænet sammen og taler samme sprog.
Igen sidder de og venter i lang tid, inden der kommer en sagsbehandler ud. Hun siger, at der ikke bliver noget møde i dag, men Subhi holder fast, og Ali siger, at han vil have en ny sagsbehandler. Vagten siger, at hvis Ali skriver en anmodning, vil han personligt garantere for, at den bliver journaliseret og afleveret.
Ali kan ikke finde ud af at formulere anmodningen og beder Politiken om hjælp. Sammen laver vi en håndskrevet note, hvor han beder om en ny sagsbehandler, om at få lov til at gå i skole og om at komme væk fra opholdsstedet. Derefter forlader han rådhuset med Subhi og Bayram.
Man kan ikke sige, at Subhi taler uvenligt, det gør han ikke. Men hans insisterende facon kan godt provokere et system, der er bygget på, at man skal have aftaler for at få et møde. Hvorfor lytter han ikke til dem, som er venligt stemt og råder ham til at være mindre pågående?
KAPITEL 4
»Familieafdelingen siger, at jeg maser på, men når de har brug for hjælp med drengene, er det mig, de ringer til. Loven siger, at de børn skal have undervisning. Loven siger, at hvis sagsbehandleren ikke kan snakke eller ikke er til stede, har han ret til at tale med den sagsbehandler, der har akutvagten. Men man lader ham vente i halvanden time. Den dreng ønsker at komme i skole, men de vil ikke en gang tale med ham. Jeg har haft rigtig mange drenge til møder, hvor de får at vide, at de er tvunget til at tage imod de tilbud, de får. Det passer bare ikke. De har ret til, at vi forsøger at finde gode løsninger, men det er nemmere at gemme ham, og så ringer man en gang om måneden til opholdsstedet og spørger, om han har det godt. Staten bruger rigtig mange penge på det her. I stedet skulle man give dem undervisning og holde dem i skolen. Jeg kan sørge for, at en dreng som Ali forandrer sig. Så kan lærerne også, hvis de gider«.
Subhi Hassan mener, at der er skabt en falsk metahistorie om indvandrerdrenge, der kommer ind og råber og skriger.
»Hvad gør Ali i dag? Han råber ikke. Han skriger ikke. Hvad gør jeg? Jeg råber ikke, jeg skriger ikke. Hvis jeg gjorde, var jeg ikke blevet ansat. Jeg har fået at vide, at jeg skal holde med kommunen, når jeg står med drengene, men jeg er nødt til at være deres advokat. Drengene skal ændres, men kommunen skal hjælpe dem. Det er meget simpelt, hvad der skal ske med Ali. Man skal indkalde ham til møde og høre på, hvad han selv vil. Man skal finde ud af, på hvilket niveau han er, og give ham en chance, så han kan få en 9. klasse. Ali er ikke dum. I forhold til sin alder er han faktisk klog. Men han er i stor fare for at blive bandemedlem«.
Sagsbehandlingen
Britt Lyndgaard er afdelingsleder i familieafdelingen i Høje-Taastrup Kommune. Hun kan ikke udtale sig om enkeltsager og derfor heller ikke om Ali, men siger:
»Når man bliver anbragt på et opholdssted til 100.000 kroner om måneden, kan man være stensikker på, at der er gode grunde til det. Det tager tid at få en ung anbragt, og derfor kan vi ikke bare give op, hvis vedkommende ikke selv vil. Nogle gange tager den unge helt frivilligt af sted, nogle gange tager det et halvt år, og andre gange er vi nødt til at sige: Vi får ham ikke til at være der. Så må vi gøre noget andet«.
Hun ønsker ikke at kommentere forholdet til enkeltpersoner. Men at drengene ikke kan komme i kontakt med kommunen uden Subhi Hassans hjælp, kan hun ikke genkende.
»Når man bare møder op, er sagsbehandleren nødt til at lægge en anden sag til side. Men er det mere rigtigt, at den, der bare møder op, kommer foran den, som sidder derhjemme med en alkoholiseret mor og ikke kan komme i skole? Den måde, vi gør det på, er, at man kontakter sagsbehandleren og får et møde. Ellers bliver det sagsbehandling i svingdøren, uden at de relevante personer er til stede«, siger Britt Lyndgaard. Hun er enig i, at det hjalp, da nogle af drengene for nylig troppede op på kommunen og insisterede på komme i skole. Men afviser, at det var, fordi Ekstra Bladet gik ind i sagen.
»Hvis noget har haft en effekt, er det, at de selv kom og viste, at de ville ændre deres liv«, siger Britt Lyndgaard, der godt ved at, at det kan komme til kultursammenstød mellem et kommunalt system, hvor det tager tid at indkalde de relevante personer, og så nogle drenge, der vil have handling her og nu.
»Det kan give et clash. Men indimellem er det måske godt, at det tager tid. Måske er det godt, at en dreng lige får tid til at tænke over, hvorfor han egentlig er blevet smidt ud af en efterskole, og hvorfor han ikke bare kan komme tilbage på en almindelig skole, når han klaskede tre pædagoger en på kassen og røg hash. Måske er det godt, at skolelærere, pædagoger, socialrådgiver og psykologer sætter sig ned sammen med drengen og hans forældre og finder en holdbar løsning. Men indimellem ville jeg selv ønske, at vi kunne reagere hurtigere, end vi gør i dag«.
Dum eller?
Ud på eftermiddagen kører vi væk fra rådhuset.
Bayram sidder og hører musik. Pludselig vender han sig og melder sig ind i verden.
»Ved du hvad? De opholdssteder har gjort mig dum. Dum og aggressiv«.
Subhi: »Du er ikke dum. Der er bare ting, du ikke har lært«.
»Jo, jeg er dum. Jeg kan ikke lægge 2 og 2 sammen, og ved du hvad? Hvis Ali ikke kommer i skole og væk fra opholdsstedet, ender han som mig«.
--------------------
Efter møderne på rådhuset har de to sager udviklet sig forskelligt.
For Ali ser det ud til, at han får lov til at forlade opholdsstedet og komme i skole nær sit hjem. For Bayram er det stadig uklart, hvad der skal ske.
