De seneste år har der ubemærket sneget sig en ny pædagogik ind i det danske uddannelsessystem. En pædagogik, som ikke er udtalt af politikere eller eksperter, ej heller er den eksplicit formuleret i politiske dokumenter og lovtekster. Det er en pædagogik, som taler i bydeform til såvel lærere som elever og studerende. Og den kan ikke modsiges. Den skjuler sig bag ellers velmenende ideer om elev- og studentercentreret læring, frigørelse af den enkelte og ansvar for egen læring.
Siden Platon formulerede sin pædagogiske idealstat, har stat og uddannelse været tæt knyttet til hinanden. Uddannelse er det sted, hvor alle sociale, økonomiske og moralske problemer skal løses. Uanset om det gælder moralsk (u)passende adfærd, fysisk og psykisk (u)sundhed, klimabevidsthed eller demokratisk dannelse. Det er nemlig i uddannelse, fremtiden (for)sikres.
