For nylig talte jeg med antropologen Barry Hewlett, der studerer børneopdragelse i jæger-samler-samfund i Centralafrika. Han forklarede mig, at børn i disse samfund tilbringer masser af tid sammen med deres forældre – de følges med dem dagen lang og hjælper ofte med små opgaver som fouragering – men de er sjældent centrum for forældrenes opmærksomhed. Disse børn, der sommetider keder sig og andre gange er engagerede, tilbringer det meste af deres tid med at se voksne gøre voksne ting.
Forældre i moderne industrisamfund gør ofte tingene omvendt. I den kostbare tid, hvor vi ikke arbejder, giver vi børnene vores fulde opmærksomhed og forsøger bevidst at engagere og underholde dem. Vi kører dem rundt til sportsaktiviteter og musikundervisning, hvor de bliver iagttaget og overvåget af voksne, ikke omvendt. Vi lægger vægt på ’kvalitetstid’ snarere end mængden af tid. Vi har dårlig samvittighed, når vi er nødt til at tage vores børn med, mens vi gør kedelige voksenting.
