Det er ikke, fordi jeg selv er et dydsmønster på jernhesten. Jeg bryder ikke loven, jeg er bare rigtig træt af alle andre cykler end min egen. Det er jeg ikke ene om at være, i og med mine 17 minutter på cykelstien om morgenen bedst kan karakteriseres som en nærdødsoplevelse. De siger, det er vigtigt at føle sig i live. Det gør jeg så sandelig også. Men vi er nødt til at tale lidt om cykelkultur.

Til dig, der følges med kæreste eller veninde:

I er en belastning for alle andre end hinanden. Lad være med at holde i hånd, når cykelstien er smallere end længden på mine ponyben. Lad være med at kysse farvel i på-vej-til-at-blive-grønt eller gult lys, eller (endnu værre) stoppe op ved en hajtand og bremse hele slangen bagved jer. Alt sammen gør, at ingen kan overhale jer. Det samme gælder jer, der er veninder og insisterer på at aflægge rapport, side om side, om hverdagens strabadser. Cykelstien er ca. 1,5 meter, og jeres snegle-snakke-fart er direkte farlig for omgivelserne. Det værste er, hvis nogen ringer med klokken, og en af jer kører op foran, hvorefter den selvsamme kører ned igen, så I ligger ved siden af hinanden som før. Dyt båt!