På en af de sidste af årets dage, mens jeg sidder foran et stearinlys, der er ved at brænde ud, ser jeg tilbage på en af årets første dage, hvor jeg googlede, hvor mange beroligende piller jeg skulle spise for ikke at dø, men for at falde i en lang, dyb søvn. Det var i januar, mit navn var overalt i medierne, og selv om jeg knap nok forstod, hvad der foregik, kunne jeg næsten fornemme flammerne fra det bål, jeg var blevet smidt på, hvis jeg havde levet i det 17. århundrede, til offentlig afstraffelse og underholdning. Det er uden sammenligning det mest forfærdelige, jeg har oplevet i hele mit liv.

Jeg husker ikke, præcis hvor styrken til at stige ud af sengen og rejse mig op kom fra, men jeg ved, at en del af den kom fra mit behov for retfærdighed. Jeg havde gjort noget, man ikke må; dum, desperat og deprimeret havde jeg taget fra andres tekster og sat ind i nogle af mine egne og forstod ikke alvoren, før alt omkring mig styrtede sammen, og jeg mistede alt.