Som gymnasielærer i Grønland fra 2014 til 2019 blev jeg opmærksom på, hvordan mange elever vægtede mundtlige overleveringer højere end skriftlige kilder, når vi diskuterede Grønlands fortid. Myter og lokale fortællinger blev ofte prioriteret over officielle dokumenter, særligt når det drejede sig om emner som kolonitiden eller Grønlands relation til Danmark. For mange elever handlede det ikke blot om sandt eller falsk, men om, hvilken historie der bedst afspejlede deres identitet og erfaringer. Det skabte en udfordring i undervisningen, da den klassiske historiske metode – hvor kilder vurderes ud fra troværdighed og kontekst – ofte blev afvist som en dansk eller vestlig tilgang.
Denne opdeling mellem skriftlig og mundtlig historie afspejler en bredere modsætning i den grønlandske historiefortælling: på den ene side en akademisk historieskrivning, der ofte domineres af danske forskere, og på den anden en folkelig fortælling, der bygger på mundtlige traditioner og oplevet historie. Når eleverne mødte danske historiebøger eller officielle dokumenter, blev disse ofte opfattet som eksterne og måske endda som en fortsættelse af den koloniale diskurs, der historisk har marginaliseret grønlandske perspektiver.
