I årevis har vi kritiseret den hvide mand for at dominere det danske kulturliv. Vi har italesat hans blinde vinkler, hans indspiste netværk og hans manglende evne til at spejle det samfund, han opererer i. Men måske er det tid til at rette blikket et andet sted hen. For selv om manden langsomt er trådt i baggrunden, betyder det ikke, at magten er blevet mere mangfoldig. Den har blot skiftet køn – og har fået en veninde med sig.
I dag ser vi en ny magtfigur tone frem: den hvide kvindelige duo. To stærke, kulturelt dannede kvinder med solide uddannelser, adgang til de rigtige kredse og en fælles forståelse af kunsten som dannelsesprojekt. De står i spidsen for teatre, festivaler og uddannelsesinstitutioner. De udtaler sig klogt og bevidst om køn, klima og kulturens rolle i demokratiet. Men bag det progressive ydre gemmer der sig ofte en reproduktion af nøjagtig de samme strukturer, som vi ellers troede, vi var ved at forlade.
