Som barn lærte jeg hurtigt, at jeg ikke bare var et barn. Jeg var noget andet. Noget, der skulle forklares, placeres og ofte forklares igen. Mit første møde med den følelse kom, da jeg som syvårig gik til svømning. I omklædningsrummet spurgte en af mine svømmekammeraters fædre mig: »Hvor kommer du fra?« Jeg pegede mod bruserne og svarede: »Derovre«. Det var det logiske svar for en syvårig i badeshorts. Men det var ikke nok. »Nej, hvor kommer du rigtigt fra?« blev han ved. Jeg svarede: »Albertslund«. Han insisterede: »Jeg mener, hvor du rigtigt kommer fra«. Til sidst sagde jeg tøvende: »Tyrkiet?«.
Jeg husker, hvordan jeg forlod omklædningsrummet. Det var ikke som den samme dreng, der gik ind. Følelsen af skam og af at være uden for fællesskabet fulgte mig som en skygge. Jeg havde troet, at jeg var en del af noget, men pludselig var jeg blevet gjort til noget andet. Noget fremmed.
