Jeg har efterhånden læst så mange bøger med kvindelige hovedpersoner, at et mønster er begyndt at tegne sig: De brækker sig. Igen og igen. Nogle gange i tømmermændsramt afsky over egne handlinger, andre gange i desperation over et liv, de ikke kan finde sig til rette i.
For nylig, da jeg endnu en gang stødte på en scene, hvor en kvinde ikke kunne holde mavesækkens indhold i sig, tog jeg mig i at rulle øjne. Hvorfor er der så mange kvinder, der brækker sig i litteraturen?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
