Ligesom mange andre fra højskoleverdenen læste jeg med lige stor nysgerrighed og fornøjelse Ayman Ahmad Mouhammads velskrevne debatindlæg om sit møde med højskolen. Om at føle sig som ’kommende udefra’ og dumpe ned i et fællesskab, man har så svært ved at se sig selv som en del af. Om at navigere i et selvforstærkende ekkokammer, hvor alle holdninger, der ikke er lige inden for en snæver politisk korrekthed, medfører social eksklusion og et liv i udkanten af fællesskabet.
Og selv om jeg tænker, at beskrivelsen af Aymans medelever er noget karikeret, og at nogle mellemregninger i beskrivelsen er udeladt – eller ensidigt belyst – er der alligevel især én fortælling, jeg kan nikke genkendende til: Historien om den pige, der i smug fortæller Ayman, at hun har stemt på et parti ved det sidste valg, som hun ikke tænker, nogen anden på skolen har et positivt forhold til. Og derfor vil hun kun sige det til den selvudnævnte outsider Ayman, fordi det ikke får nogen konsekvenser for hendes tilhørsforhold til flokken, for ingen lytter til ham alligevel. Igennem ham håber hun muligvis at få en accept af sin handling.
