Det er en mærkelig dobbelthed, vi lever med i sundhedsvæsenet. Vi kræver dokumentation og test, før vi godkender nye lægemidler, men vi ruller store folkesundhedsinitiativer ud uden at vide, om de virker – og kalder det nytænkning. Vi investerer millioner i tiltag, der måske ikke gør gavn og potentielt gør skade. Hvorfor accepterer vi det i sundhedsvæsenet, når vi aldrig ville gøre det samme i andre sektorer?

Historien er fyldt med eksempler på velmenende sundhedsinitiativer, der viste sig at være ineffektive eller direkte skadelige. Et af de mest grelle danske eksempler er Sundhedsstyrelsens anbefaling i 1970’erne om, at spædbørn skulle sove på maven. Inden for få år døde 1.500 babyer vuggedøden – et tragisk resultat af anbefalinger baseret på ’sund fornuft’ frem for evidens. Men også anbefalinger som langvarigt sengeleje efter operationer og rutinemæssig fjernelse af mandler hos børn viste sig senere at have flere negative konsekvenser end positive. Og sundhedskampagner uden evidens har gentagne gange ført til stigmatisering og social eksklusion, især blandt mennesker med overvægt.