Som ungt menneske ønsker man penge, så man kan begynde at forsørge sig selv. Man sælger sin arbejdskraft på cafeer, i supermarkeder, som madbud. Nogle af os gjorde vores krop til et instrument for penge på anden vis: Vi blev sæddonorer.
Sådan er kapitalismen. Med den aftale, du indgår som donor, er man bedre sikret end i de fleste jobs, jeg har stået i: Hos donorfirmaerne skriver man under på en kontrakt, og man taler om konsekvenserne. Man er som udgangspunkt garanteret både betænkningstid, sundhedstjek og lidt at leve for. Man ved altså, hvad man får, og når man står i det lukkede rum, er man ganske klar over, hvilken aftale man har indgået.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
