Vi står midt i nogle af årets bedste uger. Over hele landet fejrer unge en kæmpe milepæl i livet – huen på hovedet, studenterkørsel, sang og glæde. Jeg bliver rørt hver eneste gang. Jeg husker tilbage på dengang, jeg selv var der. Og på stoltheden over at se mine niecer og nevøer få huen på de seneste år.
Men ét undrer mig, når jeg ser de festlige studentervogne køre forbi. En tanke har naget mig længe: Mange unge med minoritetsbaggrund bærer flag, når de fejrer store begivenheder som f.eks. at få sin studenterhue – men sjældent det danske flag. Derimod er det typisk flaget fra det land, deres forældre eller bedsteforældre kommer fra. Pakistansk, tyrkisk, palæstinensisk, somalisk – og det forstår jeg virkelig godt. Det er et sundt tegn at være stolt af sin baggrund. Alligevel kan jeg ikke slippe min undren over, at vi minoritetsborgere føler os så lidt forbundet med det danske flag. Selv om Danmark for mange af os er landet, hvor vi er født og opvokset.
