Jeg er bange. Ikke på grund af verdenssituationen, klimakrisen eller økonomien – men fordi jeg ikke længere stoler på, at det danske samfund kan tage vare på mine børn.
Vi bliver opfordret til at få flere børn. Politikerne taler om faldende fødselstal med bekymrede miner og rynkede bryn. Men når man først har taget springet og er blevet forælder, står man med det brutale paradoks: Vi ønskes velkommen med fanfarer, men bliver efterladt uden sikkerhedsnet. Når hverdagen rammer, er der ikke meget tilbage af fællesskabet. Vi står alene med ansvaret, alene med bekymringerne – og alt for ofte alene med konsekvenserne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

