Den anden dag trådte jeg ind i S-toget, mens jeg lyttede til en podcast om ulvens tilbagevenden til Danmark. Her stod jeg ved siden af en kvinde med en barnevogn. Da jeg kiggede ned blandt tæpperne, puden og det lille kødben, lå der … en hund.
Kontrasten mellem det vilde i mine ører og det ekstremt tæmmede for mine øjne kunne ikke have været større. Og den illustrerede, hvor langt vi har bevæget os fra det oprindelige. Når dyr er blevet noget, der kan tages ud af naturen og administreres til et punkt, hvor det fuldstændig afkobles fra sin egen identitet, kan jeg godt forstå, at distancen til det vilde dyreliv er blevet så stor, at danskerne er bange for ulven.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

